Kanonbådskrigen på Slotsholmen

I international politik findes en særligt brutal form for diplomati. Fænomenet kaldes  for ‘gunboat diplomacy’ og går i sin oprindelige form ud på at true sig til territoriale indrømmelser fra modparten/fjenden ved at opvise en overdreven flådemagt. Den lidt bølle-agtige attitude handler i al sin enkelthed om at sejle tunge slagskibe op foran kysten – og mere end antyde, at dødbringende totalangreb vil blive sat ind, hvis modparten/fjenden ikke føjer sig for særlige krav.

Absurd nok har netop dette sceneri udspillet sig i Københavns havn i de seneste uger. Omend virtuelt. Anført af Mærsk-koncernen har Dansk Undergrunds Consortium (DUC), som også består af bl.a. oliegiganterne Shell og Chevron, sejlet de tunge trusler de ca. 1,8 km ned gennem havneløbet fra Esplanaden ved Nordre Toldbold og omringet den lille ø Slotsholmen på blot én kvadratkilometer, hvor den danske centraladministration holder til.

Lige før nytår blev advarselsskuddet fyret af med kæmpe kaliber: ”Vi har ikke fundet en løsning for genopbygningen af de resterende faciliteter på Tyra-feltet, som er økonomisk holdbar. Derfor igangsætter vi en sikker dekommissionering og stopper produktionen fra 1. oktober 2018,” udtalte chefoperatør i Maersk Oil, Martin Rune Pedersen.

Budskabet var ikke til at tage fejl af: Med Mærsk-koncernen i front truede Dansk Undergrunds Consortium med at droppe videre udvinding i det centrale Tyra-felt i Nordsøen og dermed skrotte ikke blot et betydeligt antal arbejdspladser, men også – og i sammenhængende også altafgørende – slukke for statens skatteindtægter. Jo mindre staten vil give en skatterabat på op mod 30 mia. kr., som vurderes til at være udgifterne til at genetablere Tyra-feltet, der er ved at kollapse dybt nede i undergrunden. Efter årtiers udvinding har hulrummene ganske enkelt vokset sig så store, at de tonstunge boreplatforme risikerer at styrte sammen.

Det aggressive ’tilbud’ var altså: Enten dropper Dansk Undergrunds Consortium at genopbygge infrastrukturen, så den sidste olie og naturgas kan suges op, eller også, ja, så betaler staten for genopbygningen med en klækkelig skatterabat. I første omgang afviste V-regeringen at betale. Eller rettere sagt: Et hemmelighedsfuldt forhandlingsspil har forløbet over de senere måneder, hvor regeringen udadtil har afvist at give hele skatterabatten, men samtidig har fortsat forhandlingerne i kulisserne.

Og præcis som forventet er det endelige ‘kompromis’ ved at være klart til blåstempling i Folketinget. Resultatet er blevet præcis, som DUC og Mærsk har krævet. Officielt er aftalen ikke fremlagt, og enkelte detaljer udestår. Den erhvervsvenlige vinkel lyder: ”Det danske olieeventyr tegner til at være reddet, efter en ny aftale om Nordsøen ser ud til at være faldet på plads, oplyser kilder til Berlingske. Det betyder 4.000 nye arbejdspladser og en investering på 30 mia. kr.”

Berlingskes erhvervsredaktør Peter Suppli Benson konkluderer råt for usødet: ”Selvfølgelig måtte regeringen lave en ny aftale om Nordsøolien – en aftale, som sikrer, at det synkende Tyra-felt genopbygges fuldt, og at produktionen af olie og gas fra store dele af Nordsøen kan fortsætte.

Dermed kan milliarderne fra Nordsøen fortsætte med at strømme ind i kasserne hos DUC og i statskassen – milliarder, som er helt uundværlige for en altid økonomisk trængt regering.”

Han fortsætter: ”Det er gået op og ned undervejs – men det er jo sjovt, at man hele tiden har vidst, at resultatet måtte blive, som det nu er blevet. For regeringen har vidst, at man ikke kunne undvære indtægterne fra Nordsøen. Det har DUC/Mærsk også vidst, og man har også vidst, hvad der skulle til for at lave en aftale. Så når aftalen nu er færdigforhandlet mellem parterne og alene mangler den politiske bekræftelse, så er det i princippet helt som forventet.”

Ja, det er sjovt og ganske pudsigt, at de partier, som A.P. Møller-Mærsk i 2015 gav i alt fire millioner kroner i støtte – Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti samt Radikale Venstre – nu ser ud til at bøje af for kanonbåds-diplomatiet og acceptere skatterabatten i store træk. Belejringen af Slotsholmen fra søsiden var en succes. For Esplanadens folk. Og millionstøtten til de borgerlige partier har tydeligt vist sig kun at være en mikroskopisk pris at betale for velvilligheden. Pengene har måske ligefrem fået forhandlingerne til at glide som i olie?

Anders Wurtzen, chef for public affairs i Mærsk, har tidligere forklaret: ”Der er ikke stillet krav til bidragsmodtagerne. Vi finder, at det er naturligt og legitimt at støtte det politiske arbejde med økonomiske bidrag i forbindelse med valg. Ved at være i dialog med politikere – og i visse tilfælde at yde støtte til den politiske proces – håber vi at opretholde viden og interesse for de politikområder, der er vigtige for erhvervslivet.”

Missionen er i hvert fald lykkedes. Mærsk, Shell og Chevron har opnået præcis, hvad de ville – og er blevet belønnet for at spille højt og hårdt. Esplanadens armada af containerskibe er ikke sådan at afvise. Det største spørgsmål, der i dag står tilbage, er, hvorfor regeringen overhovedet foregav at ville kæmpe imod kravene fra DUC?

Forklaringen hertil kom i går, hvor Politiken kunne fortælle, at de økonomiske vismænd faktisk har haft helt andre planer i tankerne: ”Der er basis for at øge beskatningen i Nordsøen, sådan at en større del af det ekstraordinære overskud fra produktion af olie og gas tilfalder statskassen”, lød det fra vismand Lars Gårn Hansen, der er professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet. Formandskabet i Det Miljøøkonomiske Råd vurderer, at beskatningen på udvinding af olie og gas i Nordsøen kunne og burde sættes op til norsk niveau.

Men netop den diskussion har vi ‘undgået’. Ingen har heller for alvor diskuteret, om udvindingen af den sidste olie burde droppes af hensyn til den globale, menneskeskabte opvarmning. I stedet har forhandlingerne forløbet som det, der står tilbage som et spil for galleriet. Et stort ståhej for ingenting. For Esplanaden fik sin vilje. Igen.