Var Brexit Surkovs værk?

På forsiden af New York Times forleden måtte den hollandske venstrefløjs-politiker og EU-modstander Harry van Bommel indrømme, at han ikke anede, hvem det var, han havde fået støtte fra i sin kampagne mod den handelsaftale mellem Ukraine og EU, der lidt mærkværdigt blev sendt til folkeafstemning sidste forår. Det virkede måske som en lidt fjern ting for en bred befolkning at tage stilling til en handelsaftale med Ukraine, men aftalen havde en række vidtrækkende spørgsmål forbundet til sig, som dybest set handlede om, hvor stor en spiller EU måtte have lov at være i landet. Derfor blev det også set som en generalprøve til briternes Brexit-afstemning senere på sommeren.

Afstemningen blev et kæmpe nederlag for EU, for med den laveste stemmeprocent i nyere tid stemte Holland nej til aftalen, og kimen til Brexit var lagt. Der var sprækker i EU-samarbejdet, og det betød en kæmpe sejr til Rusland, der på ingen måde havde interesse i, at Ukraine blev bundet tættere sammen med Europa, ligesom det heller ikke er i russernes interesse, at verden har et stærkt og samlet EU. I kampagnen havde van Bommel fået hjælp til sin EU-modstand fra grupper af bosiddende og tilrejsende ukrainske grupper, der forklarede, at de absolut ikke var interesseret i et samarbejde med EU. Flokke af ukrainere mødte op til vælgermøder (hvor de som oftest var i overtal på grund af den manglende folkelige opbakning), og på de sociale medier florerede uverificerede rapporter og falske nyheder om ukrainske soldater, der korsfæstede et treårigt barn, mens en anden video viste nogle hætteklædte mænd, der brændte et hollandsk flag, truede med terror og påstod, de var fra Ukraine. Et klip, der fremstillede ukrainerne som ekstremt aggressive på de sociale medier.

Forleden kunne New York Times og det britiske website Bellingcat så afsløre, at de ukrainske borgere slet ikke var ukrainere. De var russere, og flere af dem havde direkte forbindelser til Kreml. Det er uklart, om gruppen direkte var styret af Kreml eller bare delte pro-russiske synspunkter.

De falske nyheder stammede fra en såkaldt – troll-fabric i Sankt Petersborg, der levede af at lancere den slags historier og distribuere dem via de sociale medier.

Den russiske forbindelse

Afsløringerne stammede hovedsagligt fra en lækket rapport fra den hollandske efterretningstjeneste, der godt nok havde svært ved at bevise, at ”påvirkningerne” var kommet efter ordre fra Kreml, men som der står, ”forgår den slags bevægelser i en gråzone mellem diplomati og efterretninger”. Rapporten kunne dog slå fast, at Holland havde været mål for en ”global kampagne for at påvirke politikken med og synet på Rusland”, og som et led i den kampagne havde man opbygget strategiske netværker af personer i vestlige landet heriblandt Holland.

”Alt, Kreml behøver at gøre med den slags samarbejder, er at like eller retweete og så ellers bare læne sig tilbage og sige tak,” som hovedforfatteren bag den hollandske rapport, Sijbren de Jong, udtrykker det til New York Times.

Sådan en person, som Kreml kan sige tak til, og som arbejder som en forlænget arm af Kreml, er, ifølge New York Times, Vladimir Kornilov, en russiskfødt historiker og politolog, der er vokset op i Øst-Ukraine, nu bosiddende i Haag, hvor han styrer et én-mands-institut, der kalder sig Euroasian Studies. Kornolov har været ekstremt aktiv i  modstanden mod handelsaftalen med Ukraine og – viser det sig, efter pro-ukrainske hackergrupper har haft fingrene i hans computer – har et systematiseret samarbejde om udveksling af viden og rådgivning direkte med Kreml. Herunder – gæt engang – med Vladislav Surkov.

Men var han ikke kørt ud på et sidespor, vil du måske indvende? Hvad laver han her i 2016 inde i det hollandske valg? Det kan jeg forklare lige om lidt, men først vender jeg som lovet tilbage til en af Vladislav Surkovs noveller:

‘Without a Sky’ udkom første gang i maj 2014 og foregår i en fremtid umiddelbart efter en femte verdenskrig. Surkov beskriver krigen som den første ”ikke-lineære krig”, der er en ny type konflikt, som ikke ligner tidligere tiders krige:

”De simple generaler fra fortiden kæmpede forgæves mod en sejr, men nu vidste de, at det ikke længere gav mening. Selvfølgelig opførte de dummeste af dem stadig gamle sloganer som ”Vi vil sejre”, og nogle gange virkede det måske også på befolkningen. Men de fleste af dem vidste, at krig ikke har et endemål, men er en proces.”

(…)

”I de primitive krige i det 20. og 21. århundrede var det almindeligt, at det kun var to sider, der kæmpede mod hinanden. To lande eller to grupper af allierede. Nu brød krigen ud mellem fire koalitioner – alle mod alle.”

I Surkovs vision er verden et sted, hvor store samlende institutioner er brudt helt sammen. En sort fremtid, hvor globaliseringen har spillet fallit, og alle tankerne om, at vi skulle rejse os sammen som verden, er væk. I stedet har splittelser i de store institutioner som EU, USA og NATO skabt en konkurrence mellem stater og små regioner, som hver troløst hytter deres eget skind. Det gamle ”Vest” er splittet og ødelagt, mens Kreml med en lind strøm af olie og penge fastholder dem i den interne konflikt, og Rusland agerer verdenshersker.

”Små provinser ville kæmpe side om side for så at splitte op og gå hver sin vej eller mod hinanden midt i kampen,” fortsætter Surkov.

”Firmaer og lande – alle ville bekrige hinanden i et uoverskueligt morads af loyalitet og alliancer. Vinderne ville forstå, at der ikke var vindere. At krig kun er proces.”

Surkov faldt i 2011, da toppen af Det Forenede Rusland var splittet. På den ene side var den relativt liberale Dmitry Medvedev, der stod på tærsklen til sin anden valgperiode, og på den anden side stod dem, der gerne så Putin tilbage i stolen. Kommentatorerne mener, at Surkov forregnede sig og havde spillet på den forkerte hest ved at foreslå en valgperiode mere til Medvedev.

”Jeg er for afskyelig til denne fantastiske verden,” skulle han have sagt med et grin, da han i 2011 blev flyttet fra sin post i inderkredsen omkring præsidenten. Han skulle nu stå for perifære anliggender med provinserne Abkhasien og Sydossetien, men efterhånden som konflikten med Ukraine intensiveredes, blev han trukket med. Kreml havde brug for en mand, der kunne tegne Ruslands rolle for omverden, som de ønskede, og ingen var bedre til det end Vladislav Surkov. Han var tilbage i Kreml. Han var tilbage præcis, hvor han ville være.