Nyhedsanalysen
Nyhed onsdag
En fredelig, lovlig demonstration på 10-årsdagen for nedrivningen af Ungdomshusets på Jagtvej 69 i København tog onsdag en uheldig drejning, da visse maskerede elementer blandt demonstranterne begyndte at udøve hærværk mod blandt andet Danske Banks og Arbejdernes Landsbanks filialer og bagefter kom i voldsomt klammeri med politiet. Ni personer blev anholdt. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) kaldte bagefter uromagerne ”snotforkælede”. Talspersoner for det nye ungdomshus på Dortheavej i Nordvest udtalte i en pressemeddelelse, at politiet var med til at eskalere situationen, men det afviser politidirektør Thorkild Fogde. Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) mener, at konsekvensen må være at lukke det nye ungdomshus. Advokat Knud Foldschack, der er formand for Fonden Jagtvej 69, som administrerer driften af det nye ungdomshus, synes, det er forhastet, når politikere kan drage den konklusion. I øvrigt blev flere demonstranter angiveligt fanget i en knibtangsmanøvre, som chefpolitiinspektør for ordenspolitiet i København Kai Vittrup tror, han har opfundet. Men som tænketanken Justitias direktør Jacob Mchangama bemærker på Facebook, har manøvren flere tusinde år på bagen.
…