Teaterinstruktøren, der gjorde hele Rusland til sit postmodernistiske mesterværk

Da både EU og Obamas regering i 2013 indefrøs alle russeren Vladislav Surkovs midler og nægtede ham indrejse på baggrund af sin rolle i konflikten med øst-Ukraine, tog han det rimeligt køligt.

”Jeg kan presse Europa herind,” som han sagde til en journalist fra The Independent og lagde sin pegefinger mod panden. Og direkte adspurgt, om han mente, at det var et problem, at han nu ikke kunne komme ind i USA, lød han heller ikke synderligt rystet.

”Det forekommer at være et meget vestligt synspunkt at tænke over den slags,” sagde han muntert.

”Jeg ser det nærmere som en anerkendelse af mit arbejde for Rusland. Det er en stor ære, og jeg har ikke nogen ærinder derovre. Det eneste, der interesserer mig ved USA, er Tupac Shakur, Allen Ginsberg og Jackson Pollock, og dem skal jeg ikke have et visum for at opleve. Så jeg mister ikke noget.”

Dagen efter poserede han med sin modelkone på Instagram til en fest i Stockholm og senere samme måned sad han som han plejede ved Vladimir Putins side og forhandlede en aftale på plads om Ukraine – i Berlin.

Kapitel 1: Intet er sandt

Lad os bare starte hér i denne føljeton om Vladislav Surkov og opbygningen af det moderne Rusland. Det ene sted kan være lige så godt som det andet, når der er tale om Kremls 52-årige politiske chefrådgiver, for det er næsten umuligt at få et helt almindelig greb om ham.

Jo mere man læser om Vladislav Surkov, jo mere mærkværdig, utilnærmelig og alsidig fremstår han. Hele tiden dukker der nye overraskende vinkler op på manden, der tilskrives æren for opbygningen af det moderne Ruslands politiske system – det selvmodsigende og såkaldte ”suveræne demokrati”. Han er romanforfatter, skriver digte, har skabt reality-tv og performancekunst. Han er specialist i moderne teater, reklamemand, essayist, kunstkritiker, politolog og har skrevet sange til rockbandet Agatha Christie. Han er venner med den russiske kunsts mest outrerede avantgarde, og fra sit kontor i Kreml, der er prydet med billeder af Tupac, Obama og Rasputin, har han op gennem 00’erne skabt bevægelser, politiske partier og ngo’er med den ene hånd og med den anden dannet modbevægelser til de selv samme bevægelser, en opposition til de nye partier og hadefulde militser, der slog ngo’erne ned igen. Han har på eget initiativ støttet modstandere og opfordret til et opgør mod sin egen chef Vladimir Putin, kun for at skabe et modtryk af aggressive og småfascistiske ungdomsbevægelser, der kunne slå dem ned igen. Han har styret de russiske medier, som skrev han dem selv, citerer Lacan og Allan Ginsberg i samme sætninger og som en sand postmodernist har han brudt alle fortællinger op og sat dem sammen på ny. Det er det, der har gjort ham til Donald Trumps politiske rådgiver, Stephen Bannons muse, det, der har gjort ham til en af de vestlige politikeres mest frygtede figurer, og det, der har gjort ham til Ruslands mest magtfulde mand.

Han er, som du nok kan høre, lidt af en mundfuld, og vi skal nok komme tættere på Surkovs utrolige meritter i løbet af føljetonen, men skal vi ikke indledningsvis lade Vladislav Surkov selv tegne konturerne af Vladislav Surkov? Herefter kan vi langsomt, som tingene dukker op, bevæge os ind mod et mere faktisk billede af ham – et vi faktuelt kan se, så at sige, for det er nemlig ikke så enkelt, når der er tale om Surkov, der nok er en synlig og kendt figur, men som også opererer bedst og mest i det skjulte, og som i øvrigt har temmelig godt styr på sin egen selvfremstilling. Som én af de bedste og mest gennemgående kilder til Surkov, den russiske journalist og tidligere tv-producer Peter Pomerantsev skriver om ham i et portræt i London Review of Books fra 2011, så ”ved Vladislav Surkov præcis, hvad han skal røbe om sig selv, og hvordan han vil beskrives”.

Pomerantsev selv har været tv-producent af dokumentarer og reality-shows for russisk tv fra midten af 90’erne og 12 år frem, så han har selv arbejdet for Surkov, og i sin selvbiografiske journalistiske bog Nothing Is True and Everything Is Possible er netop Surkov en central figur. Derudover har Surkov givet en håndfuld interviews til blandt andre tyske og engelske medier, udgivet en selvbiografi og nogle afslørende romaner, ligesom han gladelig stiller op til forelæsninger på vestlige universiteter og fortæller om sig selv. Som på London School of Economics, hvor han ifølge Pomerantsev klædt som et tabt Joy Division-medlem i læderjakke, hvid t-shirt og jeans i 2013 præsenterede sig nogenlunde sådan her til en gæsteforelæsning:

”Jeg er forfatteren til det nye russiske system. Min portfolio fra Kremls administration og fra regeringen omfatter ideologi, medier, politiske partier, religion, modernisering, innovation, internationale forbindelser.” Her smiler han og holder en lille kunstpause. ”Og moderne kunst.”

Kapitel 2: Pink Floyd og Stones

Det er næsten kun uklarheder, der omgiver den komplekse Vladimir Surkovs baggrund frem til debuten som spindoktor i russisk politik i 1999, og han er ikke selv ligefrem nogen hjælp.

Ifølge sin egen officielle selvbiografi er han født i Solntsevo i 1964, syd for Moskva, og vokset op med to akademiske forældre, men da den uafhængige avis Novoye Vremya i 2011 satte sig for at lave et grundigt portræt af landets mest magtfulde mand, kunne de intet finde om ham i Solntsevo. Ingen, der kendte ham, ingen forældre, ingen barndomsvenner, ingen skole, intet. Til gengæld fandt de længere syd på, i Tjetjenien, tegn på, at han var født der og havde fået navnet Aslambek Dudayev. Meget tyder på, at det er her han levede i sin tidligere barndom med en tjetjensk far og en russisk mor, men allerede som femårig flyttede han alene med sin mor nord på til Ryazan, hvor han voksede op. Det var også her, han tog navneforandring til Vladislav og tog moderens pigenavn Surkov.

Her fandt avisen en række gamle skolelærere og kammerater, der beskrev ham som en meget populær fyr. Super intelligent og fra en tidlig alder en dygtigt essayist, der fik tårnhøje karakterer og sine stile læst højt af læreren.

Som teenager var han et hit blandt pigerne med sit halvlange hår og sine USA-inspirerede stil. Det var lilla fløjl og demin-jakker, hvilket var helt uhørt i 70’erne og start-80’ernes USSR. Han hørte Pink Floyd og Rolling Stones, skrev digte og spillede rockmusik. Lavede sjov med lærerne og gjorde nar af stræberne, mens han selv overhalede dem på karakterskalaerne.

Efter gymnasiet flyttede han til Moskva og fortsatte sin boheme-stil. Han satte et par teaterstykker op og blev venner med tidens mest progressive performancekunstnere og forfattere, der greb samtidens Sovjets opløsning og meningsløsheden. De lavede nøgen-performances, holdt hyper ”campede” fester, hvor de legede med identiteter og verdens ikoner ved at klæde sig ud som Hitler, Marilyn Monroe, indianere, cowboys og Rasputin.

Alt var til forhandling, intet gav mening, og de store fortællingers tid var forbi. Som journalisten Peter Pomerantsev skriver om miljøet fra den tid i sit portræt af Surkov i London Review of Books fra 2011:

”1980’erne og de tidlige 1990’ere var eksperimenternes tid for Rusland. Alt blev prøvet af og på forskellige niveauer. Sovjets økonomiske problemer, førte til Perestoika, der førte til et sammenbrud af Unionen, der førte til liberal eufori og så økonomisk katastrofe. Hvordan skulle man tro på noget som helst, når alt omkring dig ændrer sig så hurtigt og utilregneligt.”

Det var det miljø den unge Surkov blev rundet af, og her fandt han også sin første kone, kunstneren og dukkemageren Yulia Vishnevskaya (som han senere byggede et museum til). Han startede på forskellige uddannelser og droppede ud igen. På universitetet stoppede han flere gange efter at have proklameret højlydt, at han kedede sig, og på statens skuespillerskole blev han smidt ud efter gentagne gange at være kommet i slagsmål. Herefter tjente han sin værnepligt i den russiske hærs spionageafdeling, og da han kom tilbage var han opsat på at gå ind i reklamebranchen.

Ultraliberalismens Rusland

Reklamer var noget nyt i Rusland. I hvert fald sådan, som vi kender det i Vesten, men landet levede i et liberalt kaos, der betød en turboøkonomi blandt de superrige og en ekstrem fattigdom, blandt resten af befolkningen. Her fik Vladislav Surkov chancen hos oligarken Mikhail Khodorkovskij. Han var Ruslands rigeste mand, en kendt playboy og en af tidens allermest profilerede personer (senere røg han i fængsel for skattefusk og lever nu i eksil i Berlin). Surkov trænede kampsport med Khodorkovskij, og i begyndelsen ville han bruge ham som bodyguard, men han fandt hurtigt ud af, at der var mere at hente hos den unge reklamemand. Snart blev han den succesrige oligarks personlige rådgiver og senere PR-chef for Khodorkovskijs nye bank Menatep.

Surkovs første kampagne for banken kom som et chok for russerne, der kun lige var kommet ud af evigheders kommunistiske jerntag. Overalt på busser og billboards i hele landet, så man den kendte milliardærs ansigt sammen med budskabet:

”Jeg har gjort det, så det kan du også.” Ultraliberalt, ultraindividualistisk og ultraprovokerende. Aldrig tidligere havde man så åbent kunne tale om at gå efter penge. Aldrig tidligere havde man kunne fortælle, at man havde dem og var stolt af det.

Det var det Rusland, der blev Surkovs læreplads. Et postmoderne, liberalt og bundkorrupt Rusland. Det var herfra, han kom ind i tv-branchen som PR-chef for den statskontrollerede tv-station Channel 1, og herfra han efter få måneder blevet trukket til side af Vladimir Putin, der ville have ham til at skabe sit billede, præcis som han skabt Khodorkovskijs.

Kapitel 3: Teaterinstruktøren

Da det i 2005 kom frem, at Vladislav Surkovs far var tjetjener, var det et slag for den succesfulde spindoktor. Det var tydeligt. Før det havde ingen officielt vidst, hvem hans far var, og i hans egen selvbiografi var det uklart og fremgik på ingen måde, at han skulle være tjetjener. Men i et interview med tyske Spiegel og nogenlunde samtidig i et interview med en russisk avis brød han selv tavsheden omkring sit ophav. Til alles forbløffelse, for det fjernede hans chance for nogensinde at gøre karriere i politik. Derfor var de de første analyser af udmeldingen også, at nogen måtte have presset ham til det. Det lignede Surkovs første store nederlag.

I virkeligheden havde han selv orkesteret det hele. I 2014 kom det via kilder i Kreml frem, at det var Surkov selv, der på eget initiativ havde lækket oplysningerne om sin baggrund. At han tilsyneladende, uden nogen anede det eller havde fulgt efter ham, var gået til pressen og ladet det falde en passant. De samme kilder i Kreml kunne så – nogle år efter – tilføje, at han havde gjort det for at gøre sig selv endnu mere magtfuld.

Der havde nemlig i årevis været en rumlen i partiet om, at Surkov gik med drømme om selv at gå efter præsidentposten oven på sin kometkarriere som spindoktor og policymaker. Nu skulle han pludselig selv have fået ambitioner, og den slags rygter kan være særdeles farlige i et politisk klima som det russiske, så det, der lignede et nederlag, var i virkeligheden et taktisk kort spillet af Surkov selv for at uskadeliggøre sig selv som politisk konkurrent og øge sin magt bag tæppet som rådgiver. Den slags små rænkespil er Vladislav Surkov en mester til, og det var præcis den list, der gjorde ham til så vigtig en brik for Putins nye Rusland, og det, der i 1999 bragte ham fra reklamen og ind i politik.

Et postmoderne teater

I begyndelsen koncentrerede han sig om at varetage kommunikationen for Kreml, og i Rusland indebærer det et meget nært samarbejde med landets statsejede medier og tv-stationer. I bogen Nothing is True and Everything is Possible beskriver Peter Pomerantsev Surkovs temmeligt manipulerende arbejdsmetoder, hvor han på daglig basis mødes med redaktører, tv-værter og journalister. Uden at diktere eller virke dominerende ville han på sådan et møde nævne, hvilke emner russerne gik mest op i for tiden. ”Hinte, nikke, prikke og insinuere uden nogensinde at sige noget direkte,” skriver Pomerantsev.

”Han ville gentage ord som ‘dem’ og ‘fjenden’ i det uendelige, til det sad fast i hjernen på dem.”

Mediernes øverste chefer ville han mere direkte instruere i, hvem de skulle angribe, og hvem de skulle lade ligge. Hvem der var bandlyst fra sendefladen, mens han understregede ordet ’stabilitet’ igen og igen og igen. Det er sådan Surkov arbejder – ikke med brutalitet, trusler eller sanktioner, men med manipulation af masserne og manipulation af de allermest magtfuld. På et særligt lille bord på Surkovs kontor står derfr en lang række gammeldags fastnettelefoner med efternavnene på de mest indflydelsesrige russere. Som Pomerantsev citerer den russiske forfatter Eduard Limonov for at sige, så havde han gjort ”Rusland til et fantastisk postmoderne teater, hvor han kunne eksperimentere med gamle og nye politiske modeller”.

Eller som The Economist skrev om ham i 2014:

”Som den politiske mastermind bag Vladimir Putin siden 2000 har Surkov skabt et kunstigt og falsk system, der virker djævelsk godt i den virkelige verden. Rusland er et land af imiterede politiske partier, orkestrede medier og falske sociale bevægelser gennemsyret af den post-moderne fornemmelse af, at intet er oprigtigt.”

De bevægelser og partier, som The Economist nævner, tager Surkov uden blusel gerne æren for at have skabt. Som han roligt siger til en forelæsning på London School of Economics i 2013.

”Hvis vi har brug for et nyt politisk parti, hvorfor så vente på det? Vi kan skabe det selv. Støtte de rigtige mennesker, hjælpe dem med en ordentlig kommunikation. Give tilladelse til demonstrationer tænde nogle modbevægelser og opfordre dem til at tage affære.”

Ae med den ene hånd

Det effektive ved Surkovs metode og denne type autoritarisme er, at man slet ikke behøver at undertrykke eller bekæmpe en opposition. I stedet for kan man lade andre gøre arbejdet og fastholde befolkningen i en tro om, at de er frie. Infiltrere alle typer ideologier og lade dem leve i sit eget lukkede system.

”Det ene øjeblik har Surkov støttet små ubetydelige civile borgerretsforkæmpere og menneskerettigheds-NGO’er for kunstigt at få dem til at se større ud – det næste øjeblik støtter han småvoldelige nationalist-grupper, der anklager NGO’erne for at være Vestens opfindelse,” skriver Peter Pomerantsev. Ligesom han har sponseret progressive kunstfestivaler med millioner, samtidig med han har støttet ortodokse fundamentalister, der angriber moderne kunstfestivaler. Som Peter Pomerantsev skriver:

”Kremls idé er at eje alle former for politisk diskurs. Ikke at lade nogen uafhængig bevægelse udvikle sig uden for Kremls mure. Det er så moskovitterne kan føle, at de bor i et oligarki om morgenen, et demokrati om eftermiddagen, et monarki til aftensmaden og et totalitært styre ved sengetid.”

Sammen med en visuel iscenesættelse af Putin og senere Dmitrij Medvedev skabte han en helt ny styreform. Det var den magt, der til sidst i 2011 knækkede, detroniserede og ydmygede ham. Putin skulle komme tilbage efter at have været ministerpræsident fra ’08 til ’12, og nu mente kommentatorerne, at Surkov var blevet ofret efter rygter om, at han havde opildnet en opposition. Blandt andet havde han i 2013 udtalt til flere forskellige medier, at Rusland havde brug for en stærk opposition til Det Forenede Rusland, en reel modstander og nogen, der ville noget andet med landet. Det ville styrke hele landet med en politisk konkurrence.

Toppen af Det Forenede Rusland var i forvejen splittet. På den ene side var den relativt liberale Dmitry Medvedev, der stod på tærsklen til sin anden valgperiode, og på den anden side stod dem, der gerne så Putin tilbage i stolen. Kommentatorerne mener, at Surkov forregnede sig og havde spillet på den forkerte hest ved at foreslå en valgperiode mere til Medvedev

Den slags så man som en klodset krigserklæring mod Putin, der i stedet ansatte den meget mere brutale og gammeldags Alexander Bastrykin, der var kendt for at slå hårdt ned på enhver form for oprør mod den siddende magt. Vladislav Surkov lignede en mand, hvis karriere var stendød.

Kapitel 4: Surkov og kulturen

Ok, der lader jeg jer hænge lidt endnu, for som jeg indledte hele føljetonen med, er Vladislav Surkov en mangefacetteret herre, der altid trækker det længste strå, så lad os lige vente med at få ham tilbage på scenen og i stedet se mere direkte til hans forhold til kulturen, som kan indeholde ikke uvæsentlige nøgler til at forstå manden.

Som nævnt var Vladislav Surkov allerede i gymnasietiden kendt som en uovertruffen essayist. Han skrev digte, rockmusik, opsatte eksperimenterende teaterstykker og lyttede til mange af Vestens største navne fra 70’erne og 80’erne. Han havde en dyb interesse for kunsten, og da han søgte mod Moskva endte han hurtigt i miljøet omkring tidens mest progressive og outrerede kunstnere. Navne, som senere blev berømte ud over de sovjetiske mure: Oleg Kulik, der blev kendt for at opføre sig som en bidsk hund, German Vinogradov, der havde et trick med nøgen at hælde isvand udover sig selv, Andrej Bartenjev, der klædte sig ud som rumvæsener, og Vladik Mamyshev-Monroe, der klædte sig ud som ikonografiske figurer som Marilyn Monroe, Hitler og Rasputin. Surkov selv sprang ikke ud som kunstner, men kom i stedet over i reklameverden, mens han sideløbende skrev essays om hip-hop-kultur og postmodernismen og rocksange for Vadim Samoylovs rockband Agatha Christie. Han smider om sig med citater fra Derrida og Lacan og indarbejder dem gerne i politiske taler, og eftersigende har han en dyb kærlighed til beatdigterne, som han kan recitere fejlfrit fra bladet.

Senere – som chefrådgiver for Putin-administrationen – udkom hans værker i et større oplag under pseudonymet Natan Dubovitsky, der minder mistænkeligt meget om hans anden og nuværende kones navn, Natalya Dubovitskaya (der på instagram i øvrigt kalder sig Natan D). Han har aldrig officielt indrømmet at have skrevet under det navn, men han er afsenderen på forordet til bestselleren ”Ved siden af nulpunktet”, hvor det åbenlyst er svært for ham ikke at komme med små hints. For eksempel skriver han, at forfatteren ”er en uoriginal Hamlet-besat” nar for så i sætningen efter at konkludere, at bogen er den bedste, han har læst. Den slags finurligheder er han fyldt med, og bogen vrimler med politiske nøglefigurer og mærkelige politiske visioner.

Den handler om den moralsk anløbne PR-agent Egor, der lader sig hyre af hvem som helst – mafiosoer, oligarker, politikere – han skelner ikke, bare de betaler. Bogen foregår i en verden, hvor PR og litteratur betyder alt, og forlagene har deres egne små tæskehold, de sender ud for at kæmpe på liv og død for rettighederne til russiske klassikere som Nabokov og Pushkin, og Egor ernærer sig fortrinsvist ved at skrive for ambitiøse politikere, gangstere og oligarker, der ikke selv kan finde ud af det.

Opvokset med en enlig mor i en russisk provins flytter Egor til Moskva i starten af 80’erne, hvor han sammen med outrerede kunstnertyper starter et forlag, der udgiver avantgarde-litteratur. I 90’ernes frigjorte og neoliberale Rusland bliver han så en PR-guru, der kommer til at tjene styrtende med penge. Peter Pomerantsev, der er journalist, litterat og tidligere russisk tv-producer, har studeret Surkovs udgivelser nøje. Hans hovedpersoner er en slags ”vulgær Hamlet, der kan se igennem den overfladiske tidsalder, men som ingen dybe følelser har selv,” skriver han i sin anmeldelse af Ved siden af nulpunktet og citerer:

”Han selv var lukket inde i en nøddeskal. Udenfor var hans skygger. Hans dukker. Han så sig selv som en autist, der imiterede kontakt med verden udenfor og med falske stemmer forsøgte at fiske det ud, han havde brug for: Bøger, sex, penge, mad, magt og andre brugbare ting.”

Egor beskrives af Peter Pomerantsev som manipulator, men ikke som nihilist; ”Han har et meget klart begreb om det guddommelige,” som han skriver i London Review of Books og citerer fra bogen igen:

”Egor kunne tydeligt se storheden i Skabelsen. Et blændende dyb af ikke-kropslige, ubrugte, retningsløse ord. Frie individer, der finder sammen i det guddommelige for at skabe og finde smukke mønstre.”

Egors Gud er hinsides godt og ondt, mener Pomerantsev, og Egor følger bare med. For klog til at holde af nogen, for tæt på Gud til at have en moral.

”Surkov artikulerer hele den filosofi, der løber dybt i den russiske elite. En generation af post-sovjetiske supermænd, der er stærkere, klogere, hurtigere og mere fleksible og omstillingsparate end nogen før dem.”

Kapitel 5: Også hos os

På forsiden af New York Times forleden måtte den hollandske venstrefløjs-politiker og EU-modstander Harry van Bommel indrømme, at han ikke anede, hvem det var, han havde fået støtte fra i sin kampagne mod den handelsaftale mellem Ukraine og EU, der lidt mærkværdigt blev sendt til folkeafstemning sidste forår. Det virkede måske som en lidt fjern ting for en bred befolkning at tage stilling til en handelsaftale med Ukraine, men aftalen havde en række vidtrækkende spørgsmål forbundet til sig, som dybest set handlede om, hvor stor en spiller EU måtte have lov at være i landet. Derfor blev det også set som en generalprøve til briternes Brexit-afstemning senere på sommeren.

Afstemningen blev et kæmpe nederlag for EU, for med den laveste stemmeprocent i nyere tid stemte Holland nej til aftalen, og kimen til Brexit var lagt. Der var sprækker i EU-samarbejdet, og det betød en kæmpe sejr til Rusland, der på ingen måde havde interesse i, at Ukraine blev bundet tættere sammen med Europa, ligesom det heller ikke er i russernes interesse, at verden har et stærkt og samlet EU. I kampagnen havde van Bommel fået hjælp til sin EU-modstand fra grupper af bosiddende og tilrejsende ukrainske grupper, der forklarede, at de absolut ikke var interesseret i et samarbejde med EU. Flokke af ukrainere mødte op til vælgermøder (hvor de som oftest var i overtal på grund af den manglende folkelige opbakning), og på de sociale medier florerede uverificerede rapporter og falske nyheder om ukrainske soldater, der korsfæstede et treårigt barn, mens en anden video viste nogle hætteklædte mænd, der brændte et hollandsk flag, truede med terror og påstod, de var fra Ukraine. Et klip, der fremstillede ukrainerne som ekstremt aggressive på de sociale medier.

Forleden kunne New York Times og det britiske website Bellingcat så afsløre, at de ukrainske borgere slet ikke var ukrainere. De var russere, og flere af dem havde direkte forbindelser til Kreml. Det er uklart, om gruppen direkte var styret af Kreml eller bare delte pro-russiske synspunkter.

De falske nyheder stammede fra en såkaldt – troll-fabric i Sankt Petersborg, der levede af at lancere den slags historier og distribuere dem via de sociale medier.

Den russiske forbindelse

Afsløringerne stammede hovedsagligt fra en lækket rapport fra den hollandske efterretningstjeneste, der godt nok havde svært ved at bevise, at ”påvirkningerne” var kommet efter ordre fra Kreml, men som der står, ”forgår den slags bevægelser i en gråzone mellem diplomati og efterretninger”. Rapporten kunne dog slå fast, at Holland havde været mål for en ”global kampagne for at påvirke politikken med og synet på Rusland”, og som et led i den kampagne havde man opbygget strategiske netværker af personer i vestlige landet heriblandt Holland.

”Alt, Kreml behøver at gøre med den slags samarbejder, er at like eller retweete og så ellers bare læne sig tilbage og sige tak,” som hovedforfatteren bag den hollandske rapport, Sijbren de Jong, udtrykker det til New York Times.

Sådan en person, som Kreml kan sige tak til, og som arbejder som en forlænget arm af Kreml, er, ifølge New York Times, Vladimir Kornilov, en russiskfødt historiker og politolog, der er vokset op i Øst-Ukraine, nu bosiddende i Haag, hvor han styrer et én-mands-institut, der kalder sig Euroasian Studies. Kornolov har været ekstremt aktiv i modstanden mod handelsaftalen med Ukraine og – viser det sig, efter pro-ukrainske hackergrupper har haft fingrene i hans computer – har et systematiseret samarbejde om udveksling af viden og rådgivning direkte med Kreml. Herunder – gæt engang – med Vladislav Surkov.

Men var han ikke kørt ud på et sidespor, vil du måske indvende? Hvad laver han her i 2016 inde i det hollandske valg? Det kan jeg forklare lige om lidt, men først vender jeg som lovet tilbage til en af Vladislav Surkovs noveller:

‘Without a Sky’ udkom første gang i maj 2014 og foregår i en fremtid umiddelbart efter en femte verdenskrig. Surkov beskriver krigen som den første ”ikke-lineære krig”, der er en ny type konflikt, som ikke ligner tidligere tiders krige:

”De simple generaler fra fortiden kæmpede forgæves mod en sejr, men nu vidste de, at det ikke længere gav mening. Selvfølgelig opførte de dummeste af dem stadig gamle sloganer som ”Vi vil sejre”, og nogle gange virkede det måske også på befolkningen. Men de fleste af dem vidste, at krig ikke har et endemål, men er en proces.”

(…)

”I de primitive krige i det 20. og 21. århundrede var det almindeligt, at det kun var to sider, der kæmpede mod hinanden. To lande eller to grupper af allierede. Nu brød krigen ud mellem fire koalitioner – alle mod alle.”

I Surkovs vision er verden et sted, hvor store samlende institutioner er brudt helt sammen. En sort fremtid, hvor globaliseringen har spillet fallit, og alle tankerne om, at vi skulle rejse os sammen som verden, er væk. I stedet har splittelser i de store institutioner som EU, USA og NATO skabt en konkurrence mellem stater og små regioner, som hver troløst hytter deres eget skind. Det gamle ”Vest” er splittet og ødelagt, mens Kreml med en lind strøm af olie og penge fastholder dem i den interne konflikt, og Rusland agerer verdenshersker.

”Små provinser ville kæmpe side om side for så at splitte op og gå hver sin vej eller mod hinanden midt i kampen,” fortsætter Surkov.

”Firmaer og lande – alle ville bekrige hinanden i et uoverskueligt morads af loyalitet og alliancer. Vinderne ville forstå, at der ikke var vindere. At krig kun er proces.”

Surkov faldt som nævnt selv i 2011.

”Jeg er for afskyelig til denne fantastiske verden,” skulle han have sagt med et grin, da han i 2011 blev flyttet fra sin post i inderkredsen omkring præsidenten, til nu at skulle stå for perifære anliggender med provinserne Abkhasien og Sydossetien. Men efter et år måtte Kreml ringe ham hjem. Konflikten med Ukraine var intesiveret og Ruslands popularitet og position i verden var truet. Kreml havde brug for en mand, der kunne tegne Ruslands rolle for omverden, som de ønskede. Ingen var bedre til det end Vladislav Surkov. Ingen var bedre til at tegne det nye Rusland.

Han var tilbage præcis, hvor han ville være.