Vi har råd til vores offentlige serviceniveau

”Vi er helt ude af krisen,” sagde Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale. Væk er fortællingen om, at vi har  lavvækst, og at vi klarer os markant ringere end vores nabolande. En beregning fra Danmarks Statistik viser, at der var hele 42 milliarder kroner mere i den danske økonomi, end man havde regnet med. Og nye tal også fra Danmarks Statistik viser, at antallet af lønmodtagere har været stigende siden 2013.

Fortællingen siden finanskrisen i 2008 har været, at væksten var for lav, og det samme gjaldt produktivitetstilvæksten. Ser man på udviklingen i bruttonationalproduktet (BNP), kan der være noget om snakken. Fra 2007 til 2015 steg Danmarks BNP kun med 2,1 procent. Fordi befolkningstallet i Danmark voksede ret hurtigt, var der faktisk tale om et fald på 1,9 procent opgjort i BNP pr. indbygger. Ifølge Jørgen Goul Andersen, professor i statskundskab på Aalborg Universitet, er der dog en forklaring på, at Danmark røg ind i en så lang en stagnation.

”Hovedårsagen til, at Danmark har haft en dårligere økonomisk udvikling end fx Sverige,  er, at vi oplevede en af de værste boligbobler. Det er ikke unormalt, at det tager så lang tid at komme ud af,” siger han og nævner, at Japan brugte 25 år på at arbejde sig ud af den kæmpe ejendomsboble, der sprang i 1990.  Også Finland oplevede i 1990’erne syv års nulvækst pga. en stor boligboble.

Vi er rigere, end vi tror

Ifølge Goul Andersen er udviklingen i bruttonationalindkomst (BNI) blevet overset. Den politiske debat om dansk økonomi har i for høj grad fokuseret på den økonomiske udvikling opgjort i BNP. Mens BNP måler et lands samlede økonomiske produktion, måler BNI den samlede indkomst inklusive afkast af udenlandske investeringer.

Mellem 2000-2015 var væksten i Danmarks BNI 25,6 %, mens væksten i BNP kun var 14,4 %. Danmarks BNI-vækst har således været næsten dobbelt så stor som væksten i  vores BNP. Det skyldes især, at den danske udlandsgæld er vendt fra et historisk stort underskud til et historisk stort overskud, forklarer Goul Andersen:

”At pengene kommer fra investeringer i udlandet, gør dem ikke ringere. Det er penge, som det danske samfund har til rådighed. Vi regner bare per tradition og konvention i BNP.”

Det betyder naturligvis ikke, at BNP-målet er irrelevant, understreger han. I lighed med Norge kan Danmark lukrere på, at nettotilgodehavender i udlandet giver et pænt afkast. Men den danske økonomi er stadig udfordret i forhold til at sikre produktivitetsudviklingen fremover. At folks uddannelse og kvalifikationer løbende forbedres, og at vi får mere gang i investeringerne, er også en forudsætning for øget produktivitet, forklarer Goul Andersen.

Retter vi igen opmærksomheden mod BNI-målet, så viser udviklingen den gunstige økonomiske situation, Danmark er i. En gunstig situation som BNP-målet underdriver.

”Danmark har som nation et netto udlandstilgodehavende på 1.000 milliarder kroner. Vi har investeret penge i udlandet, i kapital og aktier, hvilket giver et afkast, og det er med til at give Danmark et enormt overskud på betalingsbalancen,” siger Jørgen Goul Andersen og nævner, at den danske økonomi ligger lunt i svinget, når man tager statsgælden og ØMU-gælden i betragtning.

”Hertil kommer, at staten har i omegnen af 1,3 billioner kroner til gode i en slags udsat skat i pensionsopsparinger, som kommer til beskatning, når pensionerne betales ud. Det er ikke bogført i nogen af de økonomiske opgørelser, hvad man egentlig burde ud fra normale bogholderimæssige principper,” siger Goul Andersen.

Læren, man kan drage, er ifølge professoren, at hvis et land har stigende nettoinvesteringer i udlandet, så kan man have større fremgang i indkomsten, end produktionen (opgørelserne i BNP) berettiger til. Og hvis eksportpriserne stiger mere end importpriserne, kan man undervurdere fremgangen i velstand ud fra BNP i faste priser.

”Danmark har været begunstiget af begge dele og har været god til at importere billigt og eksportere dyrt – bytteforholdet er forbedret næsten konstant gennem årtier – og den store udlandsgæld er vendt til et stort tilgodehavende,” siger han.

En historisk brud i det offentlige forbrug

Det betyder ikke, at ‘happy days are here again’, som Goul Andersen formulerer det, men der er ikke – som i de fleste andre lande – noget langsigtet pres for at skære serviceniveauet ned i den offentlige service.

”Der er den såkaldte ‘hængekøje’, fordi det går ekstra hurtigt med aldringen de nærmeste år, ” forklarer Goul Andersen.

Hængekøjen refererer til, at Danmarks demografiske sammensætning forandres, og at andelen af den ældre befolkning øges. Det presser de offentlige finanser, fordi de overgår fra beskæftigelse til pension.

”Hængekøjen blev i øvrigt uddybet af, at Thorning-regeringen gav en skatterabat på godt 8 milliarder kr. til folk, der ville tage deres kapitalpension ud nu. Derved fik staten ekstra store indtægter og i 2014 endda et budgetoverskud i en krisetid. Men de penge plus skatterabatten må man så undvære senere,” forklarer Goul Andersen.

Fra 2016 til 2025 bliver vi rundt regnet 300.000 flere danskere, og der bliver godt og vel 45 % flere danskere over 75 år. Så skal der holdes uændret serviceniveau, kræver det godt 1 % årlig vækst i det offentlige forbrug.

Det er der råd til, men det er i sidste ende et spørgsmål om politiske prioriteter, forklarer Jørgen Goul Andersen. Han  henviser til opgørelser fra Det Økonomiske Råd, der viser, at væksten i det offentlige forbrug bør være på 1,1 % om året for at opretholde samme serviceniveau i lyset af, at vi får en ældre befolkning. I regeringens seneste Økonomisk Redegørelse forventes en vækst i det offentlige forbrug på 0,7 % i 2017, men regeringen har et langsigtet ambitionsniveau om 0,3 %.

Goul Andersen mener ikke, at der ud fra en økonomisk vurdering er grund til at køre den offentlige økonomi med reel minusvækst, som det er sket i de seneste 5-6 år. Han peger på muligheden for en omfattende privatiseringsbølge, hvis regeringens planer om styringen af den offentlige sektor bliver til virkelighed.

”Regeringen lægger op til reelle nedskæringer, med mindre man finder et produktivitetsmirakel. Det sidste er der al grund til at forsøge, men der er altså grænser for, hvor meget man kan forbedre produktiviteten i børnehaver og i ældreplejen, hvor mange føler, at de løber rigelig stærkt i forvejen. Så holder regeringens planer, er der lagt op til forringelser år for år,” siger han. ”Det er tvivlsomt, om folk vil acceptere det. Borgerne vil snarere forvente, at standarden i den offentlige sektor følger udviklingen i det private forbrug. Det kommer ikke til at ske, men hvis der ligefrem kommer forringelser over så lang en periode, så er det et historisk brud,” siger Goul Andersen og tilføjer: ”Spørgsmålet er, om ikke der vil opstå en omfattende efterspørgsel efter privat velfærd, hvor man betaler lidt mere for at få en standard, der lige er en tand bedre?”