Årets kvindefoto

Lige om lidt er det 8. marts, og det ved vi jo alle sammen, hvad betyder. Men hos Føljeton er det 8. marts hele året, så derfor tager vi allerede i dag en lille køns-aperitif af det, vi faldt over i løbet af weekendens kulturforbrug.

Det første, vi faldt over, var i fotografiets verden, hvor billedredaktøren på det amerikanske Time Magazine, Kira Pollack, igen i år kunne konstatere, at de  kvindelige fotografer var pauvert repræsenteret i uddelingen af den netop overståede World Press Photo-prisuddeling. 15 procent af de belønnede har været kvinder i løbet af de sidste ti år, og i år nåede vi heller ikke over. Det fik Pollack til at tage kontakt til en lang række af verdens mest anerkendte kvindelige fotojournalister, redaktører, instruktører og kuratorer for at få dem til at pege på de 34 mest interessante kvindelige fotografer, vi har i øjeblikket. Det er der kommet en virkelig fantastisk liste ud af, som man godt kan bruge et par timer på at dykke ned i. For eksempel kan man stifte bekendtskab med den for os ukendte, men helt vidunderlige danske fotograf Cecile Smetana Baudier, der har et fint, nærmest drømmende billedsprog.

Listen fik os til at overveje, hvordan det mon egentlig så ud ved Årets Pressefoto her i Danmark, der blev uddelt i fredags, og det ser altså ikke meget bedre ud. Én enkelt kvinde blev belønnet i fredags, da prisen blev uddelt. Det var for dokumentaren Er det nu jeg skal dø, som vi også linkede til i weekendens Føljeton. Retfærdigvis skal det nævnes, at kandidaterne til Årets Pressefoto bliver præsenteret for juryen uden navn eller identitet, så som udgangspunkt kan det være svært at lægge årsagen der, men til gengæld består juryen stort set kun af mænd. Den er sammensat af landets billedchefer og underviserne på journalistuddannelserne, og bortset fra Dagbladet Informations Sigrid Nygaard er de alle sammen mænd.

Nå, og hvad vil I så sige med det, spørger den blå feminist eller manden, der føler sig forsvarsløst angrebet, måske. Kunne det ikke bare være, fordi der ikke er så mange kvindelige pressefotografer, eller fordi mænd er mere risikovillige til at gå ind i krigszoner, bål og brand? Muligvis, kunne vi så svare og tilføje – det er lige præcis det, der er galt med pressefotografiets røvballeæstetik. Og så ville vi i øvrigt lige henlede opmærksomheden på, at der ved sidste års uddeling af den svenske pressefoto-pris – Årets Bild – var en overvægt af kvinder. Men well, well – det er jo også bare i Sverige.