Den internationale nationalist

Geert Wilders er en paradoksal populist. Fra en afsondret position under konstant politibevogtning er den afblegede enmandshær i stand til at mobilisere hundredtusindvis af hollandske vælgere. Ingen kender som bekendt valgdagen, før den sidste stemme er talt. Men der er stor sandsynlighed for, at Wilders vil vinde det kommende hollandske valg på baggrund af en enkelt sides partiprogram, der handler om at lukke grænserne, melde Holland ud af EU og forbyde koranen.

Et lige så stort paradoks er det, at Wilders pusler om sin nationalisme i tæt samarbejde med en lang række internationale meningsfæller. Sit nationale fokus taget i betragtning bruger han overraskende mange kræfter på at henvende sig til den store verden i engelske tweets eller i sin månedlige klumme på det berygtede amerikanske medie Breitbart News. Samtidig er hans politik stærkt præget af de internationale erfaringer, han gjorde sig som ung backpacker.

Det er sjovt at tænke på, at Wilders rabiate islamkritik måske ville være mindre, hvis han som ung havde haft penge nok til en flybillet til den anden side af kloden. Dengang ville han egentlig helst til Australien, men opsparingen rakte kun til en rundrejse i Mellemøsten. Her besøgte han en række arabiske lande såvel som Israel, som han blev så begejstret for, at han utallige gange har genbesøgt landet. Senere har han fremhævet Israel som demokratiets ensomme udpost i en fjendtlig og muslimsk domineret region.

”Wilders’ rejser til Mellemøsten har åbenlyst spillet en formativ rolle for ham. Det siger han da i hvert fald selv,” siger dr. Andrej Zaslove fra Department for Political Science på Radboud University i Nijmegen.

Han har skrevet og redigeret flere bøger om europæisk højrefløjspopulisme. Mange partier som eksempelvis Front National i Frankrig har haft skandaler med jødehad. Men ikke Frihedspartiet.

”Geert Wilders er ikke antisemitisk, han er tværtimod nærmest israelofil. Han er meget, meget pro Israel, og hans tænkning omkring truslen fra islam overlapper langt hen ad vejen med israelernes syn på islam, som jo er farvet af årtiers konflikt med palæstinenserne,” siger Andrej Zaslove.

Wilders’ kontakt med israelske embedsfolk og militærpersoner var på et tidspunkt så omfattende, at den hollandske efterretningstjeneste AIVD i 2009/10 undersøgte, hvorvidt Israel definerede Frihedspartiets politik.

Et andet spørgsmål, der bliver ved med at poppe op, er Frihedspartiets finansiering. Også den trækker internationale tråde. Da Frihedspartiet ikke har nogen traditionel partiorganisation, får det hverken medlemskontingenter eller partistøtte.

Til gengæld har Wilders fået stor glæde af at dele antipatier med en række rige amerikanske onkler. Modsat Donald Trump er Wilders ikke milliardær. Siden 2009 har Wilders ofte besøgt USA for at mingle med en lang række højreorienterede organisationer, der sidenhen har støttet ham moralsk og økonomisk. Eksempelvis har det islamkritiske David Horowitz Freedom Center ifølge mediet The Intercept støttet Wilders med 175.000 dollars fra 2014 til 2016. Mange af de amerikanere, der tidligere mødtes med Wilders, har i dag centrale placeringer i Trump-administrationen.

Det ligger da også lige til højrefløjsbenet at sammenligne Trump og Wilders. Begge pipper den samme melodi af establishment-foragt, islam-bashing og mainstreammediekritik på Twitter. Og så er der det med frisurerne. Det er næsten for let at se hollænderen og amerikaneren som to kunder hos den samme outrerede frisør. Men det holder ikke helt:

”Jeg ville ikke sige, at det er unfair at sammenligne de to. Men ærligt talt så er det mit indtryk, at Wilders’ verdensopfattelse er langt mere gennemtænkt end Trumps. Wilders har virkelig en vision om, hvad han vil gøre, og han tror virkelig på det. Det betyder selvfølgelig ikke, at han kan realisere sit program fra den ene dag til den anden. Men han har arbejdet for de samme ideer i årevis. Trump stoler mere på sine følelser og instinkter,” lyder Andrej Zasloves vurdering. ”Men man skal selvfølgelig også se på, hvilke folk Trump omgiver sig med. Eksempelvis Steve Bannon, der i høj grad fremstår som en europæisk højrepopulist. Wilders minder langt mere om Bannon end om Trump.”