Nyhedsanalysen

Skjoldmøerne er fremtiden

Kig mod nord! Næste bølge af frigørelse og rigdom kommer nordfra. Det er nemlig ikke tilfældigt, at de nordiske lande er nået længst i kampen for reel ligestilling. Det er heller ikke tilfældigt, at Danmark i de senere år er sakket voldsomt bagud. I den globale kamp om ligestilling mellem kønnene indtog Danmark sidste år en platfodet plads som nummer 19, mens Island, Finland, Norge og Sverige triumferede på pladserne 1, 2, 3 og 4.

Hvis udviklingen fortsætter, ender Danmark med at måtte kategoriseres som Østeuropa.

I det såkaldte ‘reformamok’, som i de senere årtier har væltet rundt på Danmark – og hvor den tidligere SRSF-regering helt opsigtsvækkende droppede at øremærke barsel til fædre – har de hjemlige politikere mærkeligt nok forsøgt at kopiere mere tilbagestående lande. Ja, bizart nok har forbillederne for Danmark været både fattigere og mere patriarkalske lande.

Resultaterne er ikke udeblevet: Danmark er blevet mindre progressivt – og mindre velstående. Og imens har de andre nordiske lande stået selvsikkert fast på de ukuelige og egalitære værdier, som trækker stolte tråde tilbage til skjoldmøerne.

At de øvrige nordiske lande klarer sig bedre økonomisk, er således ikke en tilfældighed: Evnen til at få kvinder ind på arbejdsmarkedet har historisk været den udslagsgivende faktor bag udviklingen af Norden som verdens rigeste og mest trygge region. Norden er blevet velstående på grund af kvindernes frisættelse og indtog på arbejdsmarkedet. Hvis vi kan lære noget af de andre nordiske lande – og dét kan vi tydeligvis – er det, at de næste trin i velfærdssamfundets udvikling også handler om at forløse potentialet blandt kvinder, nu de højest uddannede.

Matematikken er i virkeligheden ret enkel: Når kvinder uddanner sig bedre og længere end mænd, som tilfældet er i dag – og således gennemsnitligt på en årgang er kvikkere end mændene – må normer, tilskudsordninger og barselsregler indrettes, så flest muligt kvikke kvinder kommer ud og bruger deres kundskaber på det højest mulige niveau. En tankevækkende rapport fra Rockwool-fonden, ‘Paternity Leave and the Gender Wage Gap: New Casual Evidence‘, som her til morgen på Kvindernes Internationale Kampdag er blevet recirkuleret på sociale medier, viser det klare potentiale for at skubbe kvinderne længere frem, bl.a. ved at lade mændene træde lidt tilbage:

”Fars barsel mindsker løngabet mellem mænd og kvinder og øger husholdningens samlede indkomst. I familier, hvor far tager en større del af barslen, reduceres lønforskellen mellem far og mor i to til fire år efter barnets fødsel. Der, hvor effekten er størst, reduceres forskellen med helt op til 14.000 kroner om året (i 2016-priser), hvis far tager en uges ekstra barsel. Da fars barsel har en mindre betydning for hans egen indtjening, betyder denne reduktion i lønforskellen, at også den samlede indkomst i husholdningen stiger, hvis far tager mere barsel,” skriver Rockwoolfonden.

Potentialet kunne også formuleres således: Gør som de andre nordiske lande. Eller som tænketanken Cevea konkluderer på baggrund af en analyse af OECD-tal, der viser, at Danmark sakker bagud i forhold til Norden:

”Ligestilling er en god investering for Danmark. Offentlige investeringer i gode børnepasningsinstitutioner m.v. fremstår som lidt af en økonomisk ‘mirakelkur’. Offentlige investeringer i disse områder går ikke blot hånd i hånd med højere BNP, beskæftigelse og produktivitet m.v., men også med ligestilling på uddannelsesområdet og ligeløn mellem mænd og kvinder.”

Realiteten er, at Danmark ruller baglæns, fordi kvindernes voksende potentiale på arbejdsmarkedet ikke udnyttes.

Danmark er endt i en økonomisk lavvækst-fælde, fordi vi ikke har evnet at veksle kvinders stadig højere uddannelsesniveau til højere lønninger. Og så længe danske kvinder får lavere lønninger end mænd – bl.a. fordi de har job i lavlønsbrancher – vil Danmark blive fattigere. Så enkelt er det. Derfor: Kig mod nord! De øvrige nordiske lande har for længst knækket koden til velstand i det 21. århundrede.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12