”Jeg er nødt til at handle, hvis jeg ser nogen lide”

”Helt ærligt, jeg fik et chok,” siger hun og sætter sig over for mig, ”jeg er faktisk overhovedet ikke kommet mig endnu.”

Jeg møder Asrin Mesbah på en Nørrebrocafé, hvor vi af og til spiser morgenmad sammen.  Hun hentyder til den dag, en af hendes rådgivere pludselig sendte et link til Inger Støjbergs BT-blog og spurgte, om de flygtninge, ministeren på forsiden af avisen kaldte griske ikke var hendes klienter i JuraRådgivningen. Hun er deres juridiske rådgiver, så de var lette at genkende. En ni-årige pige i Tårnby, der havde fået familiesammenføring med sin far, bedstemor og to søskende. Kommunen ville mod sædvane ikke hjælpe med at finde bolig, og derfor havde Asrin rådet dem til at søge asyl. Støjberg kaldte det at ”’shoppe’ rundt i opholdsgrundlag” og talte om et hul i loven. Det fik Asrin til tasterne. Kort efter bragte dagbladet Information det åbne brev, hun havde skrevet til ministeren.

”To familier i en lejlighed beregnet til en familie. Hvad havde kommunen tænkt sig, de skulle gøre? Alle ved, at man ikke finder en lejlighed i nærheden af København uden netværk eller penge,” fortæller Asrin. ”En nytilkommet familie, der modtager ca. 13.000 kroner om måneden på integrationsydelse og ikke engang taler sproget, har ingen af delene. Og selvfølgelig havde de ret til asyl, selv om de var kommet via familiesammenføring, for de er fra Syrien. Der er slet ikke noget hul i loven, som Støjberg påstår. Og det handler heller ikke om, at nogen ’shopper’ opholdstilladelse, for det er Ingers egen styrelse, der vurderer, om de opfylder kravene for at få asyl. De fulgte det råd, som enhver ansvarlig juridisk rådgiver ville have givet dem. Når jeg blev så chokeret, var det selvfølgelig, fordi mine klienter blev hængt ud af en minister. Fordi hun talte nedladende om meget sårbare mennesker, og fordi jeg er rystet over, at en minister med et embedsværk i ryggen udtaler sig om jura, som hun tydeligvis ikke har forstand på. Og så er hun jo udlændinge- og integrationsminister, og det betyder, at hun også har ansvaret for udlændinge og flygtninge i Danmark.”

Asrin har til gengæld tjek på juraen og sætter en ære i at være omhyggelig med paragrafferne. Dagen efter at Asrin korrigerede Støjberg i Aftenshowet på DR1, bakkede borgmestre rundt omkring i landet den frivillige jurarådgivning op. De genkendte ikke det problem, ministeren påstår findes.

”Tænk, at man som jurastuderende bliver tvunget ud i en debat for at forsvare sine klienter! Hvad er det for et samfund, hvor sådan noget sker?” spørger Asrin. ”Familien havde ikke gjort noget galt, og det havde JuraRådgivningen heller ikke. For mig er det ikke politisk, når jeg går ind i sådan en sag. Min eneste agenda og det, der fik mig til at reagere, er, at loven skal overholdes. Det er meget enkelt: Det handler om retssikkerhed.”

Asrin ser træt ud. En uge med Inger Støjberg har udskudt den længe planlagte hvileuge før specialeskrivningen. Det er mandag formiddag, og i løbet af den første halve time ringer telefonen adskillige gange. Hver gang forklarer Asrin lige tålmodigt og med lige stor imødekommenhed, at de skal ringe på et andet nummer og i åbningstiden.

To ansigtsudtryk

I virkeligheden er det et fremskridt med åbningstid og adskilte telefonnumre. I sommeren 2015 mødte Asrin en mand foran Udlændingestyrelsen, der så forfærdelig ked ud af det. Det viste sig, at være en syrisk flygtning, der havde ventet længe på familiesammenføring og havde fået helt forkert rådgivning. Asrin tilbød at skrive en klage, og kort tid efter var JuraRådgivningen etableret og havde sæde i hendes lille kollegielejlighed.

Dengang kimede og bippede telefonen hele tiden – den ene sag efter den anden dukkede op, og Asrin var altid på arbejde. Halvandet år efter er der tyve frivillige rådgivere i alt, og de har både kontor og faste åbningstider. Asrin øver sig stadig i at uddelegere og holde fri indimellem.

Hun har to særlige ansigtsudtryk, som alle, der er tæt på hende, kender. Det ene kunne man se i debatten med Inger Støjberg i Aftenshowet, da hun rykkede en anelse frem og kneb øjnene i. Hun var rasende. Over inkompetencen og over umenneskeligheden i magtuligheden, når en minister kalder de svageste mennesker i samfundet for griske.

”Hvad tænkte hun på? De taler ikke engang dansk, de anede ikke, at de var på forsiden af BT. Det er, som om de slet ikke tæller, som om de ikke er mennesker, når de bliver behandlet sådan.”

Det andet udtryk er, når hun spærrer øjnene op og kniber munden sammen. Det ligner en blanding af skræk og beslutsomhed. Sådan ser hun ud på et billede, som jeg tog i asylteltlejren i Haderslev, da vi besøgte den sammen i marts 2016. Hun var med på billedet for at vise størrelsesforholdet – lille og spinkel kunne hun akkurat stå i den interimistiske døråbning til mændenes soveceller.

”Besøgene i teltlejren i Haderslev var et lavpunkt. Det gav mig med ét slag en helt anden oplevelse af Danmark, af mit land. Jeg så, hvor hurtigt det var gået ned ad bakke, og jeg anede ikke, at mennesker blev behandlet så uværdigt i Danmark.”

Politiske flygtninge

På det sidste familiebillede før flugten fra Iran ser hun lige sådan ud. I selskab med sin mor og lillebror, kulsorte øjne, stort bølget hår om det lille ansigt.

”Jeg var vel bange, men jeg kan ikke huske det. Min mor ser bekymret ud på det billede. Vi havde kun set min far få gange siden, jeg blev født. Nogle gange tog min mor af sted for at møde ham hemmelige steder i Iran. Han havde sagt regimet imod og måtte gemme sig. Min lillebror og jeg boede sammen med min mor hos min mormor og morfar. Begge mine bedsteforældre underviste i litteratur i gymnasiet, og jeg elskede dem meget højt. Jeg husker, at døren til deres hus var gul. Jeg sov ved siden af min mormor hver nat og var altid sammen med hende. Hver morgen tog hun mig med ud for at give narkomanerne mad. De boede i et usselt område af byen. Hun lavede mad til dem. Jeg kan ikke huske, at det var utrygt. Bare at de lå over det hele og var syge og elendige. Min mor har fortalt mig, at vi flygtede over bjergene fra Iran, men det eneste, jeg kan huske, er Danmarkshotellet i centrum af København, hvor flygtninge dengang blev indlogeret. Jeg var fem år og kan huske følelsen af utryghed, af ikke at forstå, hvad der foregik, og at vi løb og legede på gangene. Alt andet er væk. Jeg savnede min mormor og morfar forfærdelig meget. Siden så jeg dem kun de to gange, de var på besøg i Danmark. Mine forældre var politiske flygtninge, og ingen af os kan den dag i dag besøge Iran igen.”

Asrin ler ved tanken om, at hun røg sin første cigaret og drak sin første øl med sin morfar. Det er blevet til ret mange cigaretter siden. Familien i Iran er borte nu. Hendes forældre og søskende har klaret sig godt i Danmark.

”Jeg elsker Danmark,” siger hun, ”det bedste ved at have været ude og rejse er, når de i flyets højttaler siger: ’Om et øjeblik lander vi i Kastrup Lufthavn.’ Jeg får kuldegysninger af glæde hver gang. Mit hjem er her. Og næsten ligegyldigt, hvor shitty min dag har været, falder jeg til ro, når jeg cykler over Dronning Louises Bro til Nørrebro. Det er den bedste del af byen. Mangfoldigheden, at jeg ved, at der, hvis der skete mig noget, ville komme fem mennesker styrtende med det samme. At man så let kan falde i snak med folk. Den åbenhed har jeg ikke oplevet andre steder. Jeg forbinder Danmark med frihed: Ytringsfrihed, retten til at gøre, hvad jeg har lyst til. Det er meget dyrebart for mig. Det er de værdier vores retssamfund bygger på. Indtil nu i hvert fald.”

Hun ser på telefonen og ud ad vinduet.

”Det vil jeg kæmpe for at bevare. Det er derfor, jeg har bestemt mig for at blive, selv om jeg let kunne flytte til et andet land. Jeg tror ikke engang på nationaliteter. Jeg er verdensborger, men jeg bor her. Når mine børn kommer hjem og fortæller mig, at de bliver kaldt perkere, eller da min søn på 11 år flere gange blev skubbet og kaldt nedsættende ting af en voksen mand, så får jeg lyst til at farve deres hår lyst og give dem blå kontaktlinser. Efter Folketingets nylige skelnen mellem efterkommere og indvandrere på den ene side og danskere på den anden kom min yngste hjem og sagde: ’Mor, mor, ved du godt, vi ikke er danskere mere?’ Hvad skulle jeg sige til det? Den slags rammer mig hårdt.”

Sej mor, bro

I ti år har Asrin boet alene med sine sønner, der nu er 12 og 14 år. Deres far har pakistanske rødder. De er smukke og kvikke. Jeg plejer at joke med, at den yngste ligner en lille højesteretsdommer, den ældste en børsmægler med samvittighed. De gik i folkeskole, indtil den ældste blev hængt ud af sin lærer som prototypen på en indvandrer, der aldrig ville blive til noget. Nu går begge drengene på katolsk privatskole. Asrin klagede selvfølgelig over læreren. Og fik medhold. For nylig lagde den yngste et klip ud på facebook, hvor Asrin debatterer med Støjberg. Han skrev: ”Jeg er stolt af Asrin Mesbah.” En jævnaldrende ven har kommenteret: ”Sej mor du har, bro.”

Efter Danmarkshotellet flyttede familien Mesbah ind i et rækkehus i Greve. Der havde de fleste børn i skolen dansk baggrund.  Et par gange oplevede Asrin racistiske tilråb. Det gik hårdere ud over hendes bror, og hun måtte tit forsvare ham i skolen. En enkelt gang spyttede nogle grønjakker efter familien på Greve Station. Det fik far Mesbah til at løfte en knytnæve og råbe, at han ville tæve dem alle sammen. Til børnene sagde han, at det var uvidende mennesker, der ikke havde respekt for andre, og at de måtte love aldrig at opføre sig sådan selv.

”Fordommene rammer altid drengene hårdest, ikke?” siger Asrin, ”det tror jeg i hvert fald. Jeg kan jo se det med mine egne. Det skræmmer mig, at man deler børn op efter farve. Jeg er tit bange for, at det kun bliver værre fra nu af.”

Ellers var der fredeligt i Greve. Deres nabo var en stor dansk familie.  Naboens datter og Asrin blev venner og familien tog godt imod de nytilkomne. Nabofar var buschauffør, nabomor var nattevagt. Med seks børn var der altid én, der havde fødselsdag. Familien Mesbah blev inviteret med: Til boller og kakao og dannebrogsflag. De begyndte selv at fejre fødselsdag på samme måde. Asrin husker ikke, der var fordomme hverken den ene eller den anden vej. Hendes far var meget socialt anlagt, de havde altid gæster, og i weekenderne var der fest og fuldt hus. Iranske flygtningevenner i massevis og nye danske naboer. Da de lige var flyttet ind, bankede det på døren. De kunne ikke et ord dansk, men lukkede gæstfrit de to danskere indenfor. Danskerne blev der længe og kom ofte igen. Først da familien havde lært sproget, gik det op for dem, at det var Jehovas vidner. På det tidspunkt var de for længst blevet venner og kom til middag hos hinanden. Venskabet fortsatte.

Frustration og afmagt

Da forældrene blev skilt var Asrin 14 år. Hun flyttede med moren til Nordsjælland. Moren var blevet god til dansk og var ved at uddanne sig til psykolog. Det har hun arbejdet som lige siden.

”Min mor siger, jeg var så sød som barn. Jeg har altid været god til at tage ansvar. Når hun var i skole eller på job, sørgede jeg tit for, der var rent og pænt, når hun kom hjem. Jeg ryddede op på mit værelse, lavede mine lektier og havde veninder med hjem. Jeg var dygtig i skolen, men jeg drømte ikke om at blive noget specielt. Da jeg blev teenager, var jeg en vildbasse. Jeg sneg mig ud om natten, når min mor sov og kom tilbage, inden hun vågnede. Jeg blev forelsket i mine sønners far, da jeg var 15 år. Han var helt vildt flot og helt vildt pigeglad. Han var en værre en fra begyndelsen, men det tog lang tid, før det blev dårligt.”

De blev sammen i ti år, men det var et usundt forhold.

På det tidspunkt havde hun arbejde som nattevagt på et hjem for blinde. Alle i hendes familie er akademikere, men selv tænkte hun ikke på uddannelse. Det var et godt arbejde med udmærket løn. Syv dages arbejde, syv dages fri.

”Jeg elsker gamle mennesker, jeg syntes, de var så søde, at jeg ikke havde lyst til at forlade dem. Jeg syntes ikke, jeg havde behov for en uddannelse, selv om min bror strøg lige gennem økonomistudiet.”

Hun vil ud og ryge en halv smøg for at slappe af. Hun bevæger sig hele tiden, små bevægelser, vi taler tit om, hvad det gør ved én at bevidne så megen ulykke. Det eneste gode er, at vi ved, at den anden næsten altid er vågen, når en af os ikke kan sove. Hun kommer tilbage og skutter sig.

”Nogle gange græder jeg af frustration og afmagt over mine sager, selvfølgelig bliver jeg berørt af de ulykkelige historier, men det værste er at vide, man har retten på sin side og så sidde over for en eller anden sagsbehandler, der nægter at bøje sig for juraen.”

Det rasende blik igen, en byge af bandeord. Vrede kan også være et handlekraftigt og komfortabelt sted at gå hen. Vi vender tilbage til dengang for ti år siden, hvor hun fik nok.

”Det er svært for mig at fatte, hvor langt jeg er kommet på ti år. Jeg vågnede en morgen, 26 år gammel og havde fået nok af mit forhold. Jeg havde aldrig tænkt på at gå fra ham, før jeg rent faktisk gik. Pludselig ville jeg bare ikke mere.”

En dreng i hver hånd

I løbet af formiddagen havde hun sagt sit job op og fundet en lejlighed halvtreds kilometer væk. Hun pakkede så meget tøj og legetøj, hun kunne bære og tog en dreng i hver hånd.

”Den aften sad jeg i en tom og kold lejlighed med mine drenge. Da vi skulle til at sove, sagde den ene, at nu var han klar til at gå hjem. Så måtte jeg forklare ham, at vi var hjemme. Det blev han temmelig overrasket over.”

Det nye liv blev et vendepunkt. Asrin begyndte på HF og fuldførte tre år senere.

Nye drømme tog form. Hun ville læse jura. Hun ville forsvare de svageste i samfundet og være deres talerør.

”Jeg ville gøre noget godt for andre. Jeg vidste, hvordan det var at stå i en virkelig dårlig situation og ikke få hjælp. Det er virkelig nedtur. Kommunen sagde bare, jeg skulle flytte til Jylland. Det var den eneste måde, de kunne hjælpe mig på, men det nægtede jeg. Når jeg fortæller om dengang, er det ikke for sjov. Hvis der sidder en derude og læser dette her, som er i et dårligt forhold eller en anden virkelig trist situation og tænker: Jeg kan ikke komme fri, jeg kan jo ingenting. Så vil jeg bare sige: Jo, du kan. Hvis jeg kunne gøre det med to små børn, så kan du også. Men der kommer ikke nogen og gør det for dig. Du skal ønske at redde dig selv. Hvis du ikke er klar til at gå, kan hverken kommunen eller feministerne gøre fra eller til. Når man er gået, skal man selvfølgelig have støtte, og det er faktisk også min oplevelse, at man får det. Man skal selv sige fra og få nok, men så er hjælpen der også. Selv er jeg virkelig dårlig til at bede om hjælp. Jeg tror, jeg skal klare alt selv. Det var først, da jeg flyttede på kollegium flere år efter bruddet, at jeg oplevede, hvordan det var, når andre trådte til. Når jeg læste til eksamen, låste mine naboer sig ind og gjorde rent for mig. De lavede mad, fejrede min fødselsdag, hjalp med at hente børn. Det var en helt ny følelse ikke længere at skulle være alene om alt.”

Man skal ikke have talt ret meget med Asrin for at fornemme hendes kærlighed til juraen. Efter HF vidste hun, hvad hun ville, men måtte alligevel tage en lille omvej.

”Jeg læste historie i ét år, før jeg begyndte på jura. Fordi jeg var over tredive, skulle jeg skrive en kvote 2-ansøgning, og selv om jeg brændte for at komme ind på jurastudiet, skrev jeg en virkelig vag ansøgning. Jeg brød mig ikke om at skrive ærligt om mine oplevelser og om den rigtige grund til, at jeg ville ind. Jeg brød mig ikke om at være et offer – det skulle ikke være derfor, de optog mig. Året efter prøvede jeg igen. Denne gang skrev jeg om mine egne oplevelser og drømme. Jeg skrev også, at jeg lovede at gøre mit bedste og at dedikere mig fuldt ud til at hjælpe de svageste. Og så kom jeg ind.”

Asrin er et udpræget handlingsmenneske. Hun kan ikke lade være med at reagere, hvis hun oplever uretfærdighed.

”Jeg er nødt til at handle, hvis jeg ser nogen lide og ved, jeg kan hjælpe dem. Selvfølgelig er jeg det. Så tænker jeg ikke over konsekvenserne, det er derfor, jeg i dag sidder med alt det ansvar. Min ansvarlighed og min handlekraft er min styrke. Min svaghed er måske, at jeg ikke er god til at slippe det igen. Jeg har svært ved at slappe af. Jeg bliver påvirket af de her sager. Jeg bliver vred, forarget og får ondt i hjertet, når mennesker bliver ofre for andres inkompetence, sjusk eller ligegyldighed. Det er jo ikke kun flygtninge, det går ud over. Jeg skelner ikke mellem mine klienter, har man brug for hjælp, skal man have hjælp. Da jeg blev interviewet af Oliver Stilling i et radioprogram sidste år, fik jeg bagefter et brev fra en dansk hjemløs, der havde hørt programmet. Han boede i en skov, efter at han var kommet til skade i forbindelse med sit arbejde for mere end ti år siden. Kommunen nægtede at anerkende det. Han havde mistet alt, og jeg græd, da jeg læste hans brev. Mine rådgivere hjalp ham. Der gik ikke mere end fire-fem måneder, så var der styr på hans sag.”

”Jeg finder hele tiden ud af, at det står endnu værre til, end jeg troede. Og at børn tit behandles værre end alle andre. Sager med børn trækker tænder ud på en helt anden måde.”

Sagsbehandlerens hjerte

For en måned siden holdt vi en lille fest på Asrins kontor. Efter lang tids tovtrækkeri havde hun fået tildelt forældremyndighed over en uledsaget syrisk dreng, som er blevet behandlet ganske forfærdeligt af sin kommune.

”Jeg har kæmpet så hårdt for ham, at jeg var lige ved at knække, og jeg er meget stolt af at kunne sige, at jeg nu har tre dejlige drenge. Den seneste fødsel tog godt nok to år, og undervejs har jeg set, hørt og oplevet de vildeste ting. Det har gjort mig gammel og næsten syg af stress. Men jeg kunne jo ikke give op, vel? Jeg kom jo til at holde helt vildt af den dreng. På et tidspunkt sagde han til mig, at alt, hvad han havde oplevet i Syrien, blegnede i forhold til at føle sig uønsket her. En anden gang sagde han, at hans sagsbehandlers hjerte var sort. Jeg måtte give ham ret. Den var helt gal. Og der sad jeg så over for en dejlig, klog dreng, der var helt alene i verden og kunne i lang tid ikke hjælpe ham. Selv om jeg har hjulpet flere hundrede voksne mænd og kvinder. Det betød selvfølgelig noget, at han er på alder med min egen dreng. Vi taler jo om et barn, der har set sin mor dø og så skal sidde og høre på tilfældige sagsbehandleres uanstændige måde at tale til ham på. Han blev fejlplaceret på et bosted med voksne kriminelle, hvordan skulle det kunne hjælpe ham? Og hvornår har du for eksempel mødt et barn, der ikke har været i skole i et år? Nej, vel? Da det med forældremyndigheden faldt på plads, sendte jeg sagen til ombudsmanden, og han vil heldigvis kigge på den. Det glæder mig. For den drengs skyld og for alle andre børn i samme situation. Det er derfor, jeg kæmper videre, selv om det koster.”