Tudefjæs med Susan Orlean

Alle kan lave en podcast. Man skal bare sætte sig ned og snakke om dette og hint og se sponsorpengene rulle ind, siger Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Hun er lige vendt tilbage til Den Korte Radioavis efter en alt for lang orlov, journalistikken være lovet. Hun har fået den idé, at hun og redaktøren Rasmus Bruun jo kunne producere en podcast, de behøver bare at optage deres samtale i studiet mellem radioaviserne. Den skal ikke handle om noget. Og værterne skal møde totalt uforberedte op. Sådan er podcast-trenden.

Godt ord igen, sådan er podcast-trenden faktisk. Men der findes få mennesker i verden, udover Kristen Birgit, som magter at berige publikums liv uden at gøre ret meget andet end at føre en samtale med et andet menneske. En af dem er forfatter og journalist Susan Orlean. Hun har gjort det til sin karriere at møde andre mennesker, bruge lang tid sammen med dem, se længe på dem og fortælle om dem i The New Yorker eller i sine bøger, mest kendt i Orkidétyven. Menneskene behøver ikke være nogen særligt, det kan for eksempel være en tiårig dreng. Der er ingen grund til at læse om Colin Duffy fra featuren ‘The American Male at Age Ten’, han opfylder ingen nyhedskriterier, men alligevel skal man gøre det, for mens man læser om hans følelser for Eurythmics, Morgan Freeman, Street Fighter II, en unavngiven pige og tanker om genbrug, lærer man ikke bare ham at kende, men de fleste andre tiårige og civilisationens fremtid.

The American Male at Age Ten kunne med en vis ret optræde i podcasten Crybabies, som Susan Orlean laver sammen med skuespiller Sarah Thyre. Det er et talkshow med skiftende gæster fra kulturlivet, og konceptet er kun en smule strammere end Kirsten Birgits. Gæsten bliver bedt om at tale om alt det, som får dem til at græde. Bøger, film, musik, YouTube-klip og andre kulturskatte.

De små lydklip former essensen af gæstens følelsesliv og åbner snakke om menneskets natur. Men de er også dejligt konkrete, nogle af dem helt banale, for eksempel det tv-show om uregerlige hunde, som manuskriptforfatteren Richard Kramer har grædt til igen og igen, og som han fortæller om i det seneste afsnit. Andre klip har man selv snøftet sig igennem, og de kan virkelig mærkes.

Men har man ikke, skal der ikke mere end entusiasme fra en dygtig og rørt fortæller til, før man selv føler trykket i tårekanalen.

Særligt smukt er det, når Richard Kramer fortæller en historie om John Hustons sidste film The Dead. En film, han drømte om at lave hele sit liv, baseret på James Joyce’ The Dubliners.

Klippet er fra en trappeopgang, hvor en mand ser sin kone stirre ud i luften mod et minde, han ikke kender. Hun lytter til en traditionel irsk sang om forsvunden kærlighed, The Lass of Aughrim:

“If you’ll be the lass of Aughrim
As I am taking you mean to be
Tell me the first token
That passed between you and me

O don’t you remember
That night on yon lean hill
When we both met together
Which I am sorry now to tell

The rain falls on my heavy locks
And the dew wets my skin;
My babe lies cold within my arms;
But none will let me in”

Først senere røber konen for manden, at hun mindes en død elsker, som han aldrig har hørt om.

”Jeg tror, det var Joyces’ pointe, at alle mennesker er fundamentalt uerkendelige for andre mennesker. Og det er noget, man bliver nødt til at acceptere, hvis man vil være i et forhold med dem,” siger Richard Kramer.

John Huston døde kort efter, at optagelserne sluttede. Efter den sidste dag på optagelserne takkede han angiveligt alle, som han havde arbejdet sammen med i sin karriere. ”Men mest af alt vil jeg gerne takke Irland,” sagde han. Angiveligt.