De tusind partiers land

Om fem dage har næsten 13 millioner hollændere mulighed for at fejre demokratiets festdag ved at sætte et kryds ved et af de mange partier, der stiller op til parlamentsvalget. Måske, eller måske ikke, bliver Geert Wilders’ højrepopulistiske og islamkritiske Frihedspartiet den store vinder.

Kommer det så vidt, betyder det dog langt fra, at den flamboyante Wilders ender som statsminister, hvilket han tidligere har udtrykt ønske om. De fleste af Hollands større partier har afvist at danne regering med manden. Og da Holland har en lang tradition for koalitionsregeringer, og da Wilders selv i de mest positive meningsmålinger er langt fra at have flertal, vil han stå i en svær situation.

En joker i spillet er dog, om han vil være i stand til at alliere sig med nogle af de mange mindre partier, som står på spring til at komme i parlamentet. Det kræver kun 580 underskrifter (der dog skal være fra alle dele af Holland) for et nyt parti at blive opstillingsberettiget. Da der ikke er nogen spærregrænse, og stemmerne bliver fordelt efter proportionalitet, skal man altså bare have 0,67 procent af stemmerne for at erobre en af parlamentets 150 pladser. At det er så let at komme i parlamentet betyder, at Holland har et væld af enkeltsagspartier, der hver kun har et eller ganske få sæder i parlamentet.

Udover parlamentets otte løsgængere har de fire mindste partier henholdsvis et, to, tre og fire sæder. To af de mere vellykkede mikropartier er 50PLUS, der kæmper for flere goder til det grå guld, og det veganske Partij voor de Dieren. Begge partier har trods deres henholdsvis et og to sæder haft stor gennemslagskraft. I disse år bliver der kun flere enkeltsagspartier. Mens der for tiden er 10 partier og otte løsgængere i parlamentet, er der til valget på onsdag opstillet så mange nye partier, at valgmyndighederne har måtte designe en ekstra stor stemmeseddel. Vælgerne skal med andre ord sætte kryds ved en enkelt favorit på en smørrebrødsseddel med hele 28 forskellige partier.

Egentlig havde 81 partier anmodet om at få lov at stille op, men de fleste blev afvist, da de ikke i tide kunne stille med de krævede underskrifter eller ikke havde betalt opstillingsgebyret på 11.250 euro. På trods af den umanerligt lave spærregrænse vil en stor del af disse partier formentlig ikke komme ind. Det er ellers ikke, fordi fantasien fejler noget. Og ledige standpunkter skal man lede længe efter. Det nederlandske valgcirkus har virkelig en forlystelse til enhver smag og behov.

Udover de klassiske socialdemokratiske, venstreorienterede, konservative og liberale partier byder en hel hær af alternativer sig til for den sultne vælger.
Tag for eksempel Partij voor Mens en Spirit, der er grundlagt af tre kvinder med åndelig baggrund, som kæmper for et mere holistisk og spirituelt samfund med basisindkomst og ingen fængsler.

Eller Niet Stemmers, der vil repræsentere alle de folk, der normalt stemmer blankt eller bliver væk. Hvert sæde, som Niet Stemmers måtte få i parlamentet, skal stå tomt, som et synligt udtryk for protesten mod parlamentarismen. Og partiet sværger på deres hjemmeside, at de aldrig vil deltage i en afstemning.

Så er der Piratpartiet, som først ville betale sit opstillingsgebyr i bitcoins, men var nødt til at veksle dem til euro, da valgkommissionen ikke modtager betaling i elektronisk valuta.

Der er også tre kristne partier og to partier, der henvender sig til indvandrere, heriblandt DENK, der er grundlagt af tyrkiske indvandrere, som er svært glade for Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan og mindre glade for pressefrihed.

Et andet nyt parti, GeenPeil, udspringer af en højreorienteret blog og vil sende alle afstemninger ud til medlemmerne, som ultimativt afgør, hvad partiets parlamentsmedlemmer skal stemme.

Der er også Lokaal in de Kamer, der kæmper for at styrke de små lokalsamfund ved at opstille kandidater bosat i udkants-Holland til parlamentet, så det ikke kun er fyldt med storbypolitikere. Og sådan kunne partiopremsningen blive ved.

”Hvor man i andre lande laver en borgergruppe, hvis man har en sag, vil man i Holland lave et politisk parti,” siger Dr. Andrej Zaslove fra Department for Political Science på Radboud University i Nijmegen. Og selv om man måske skulle tro, at et system, der giver adgang til en så bred vifte af partier, let vil bukke under i kaos og mistillid, er det modsatte faktisk tilfældet.

”Holland har et meget åbent politisk system, men det er samtidig meget stabilt. Det er let at lave nye partier, at blive opstillet og at få sæder i parlamentet. Og partierne kan hurtigt gøre sig gældende, fordi vi har en meget åben struktur med koalitionsregeringer, som giver de små partier stor mulighed for indflydelse. Derfor giver det også stor mening at stemme på dem. Selv små religiøse partier spiller en rolle,” siger Andrej Zaslove.

Den lette adgang til parlamentarisk indflydelse er også med til at tæmme grupperinger, der ellers kunne risikere at udvikle sig i antidemokratisk retning.

”Nogle vil sige, at vores system har den ulempe, at det gør det let for populister hurtigt at erobre en platform. Omvendt oplever lande som USA, Storbritannien og Spanien store omvæltninger, fordi disse lande reelt i mange år har været topartisystemer, som har ekskluderet store dele af befolkningen. Og så siger det lige pludselig BANG og eksploderer. Jeg kunne tage helt vildt fejl, men jeg tror ikke den slags vil ske i Holland. Vores system er meget mere forudsigeligt, fordi populismen er blevet institutionaliseret fra starten,” siger Andrej Zaslove.

Traditionen for koalitionsregeringer udfordres denne gang af, at en stor gruppe partier på forhånd afviser at danne regering med Wilders’ Frihedspartiet. Hvordan det skal lykkes Wilders at skabe en levedygtig koalitionsregering efter en eventuel valgsejr, er uvist. Det kommer også an på, om Wilders vil gå efter regeringsmagten. For ligesom han tidligere har luftet sine statsministerdrømme, har han også førhen talt varmt om ‘den danske model’ – her forstået som Dansk Folkepartis strategi med at søge indflydelse uden at deltage i en regering.

Det var i 2010, da Frihedspartiet blev støtteparti for en regering med den liberale statsminister Mark Rutte i spidsen. Den regering brød sammen, da Wilders i 2012 trak støtten, hvilket førte til nyvalg. Det har Rutte formentlig ikke tilgivet ham, og det er formentlig en af årsagerne til, at Rutte ikke vil arbejde sammen med Wilders igen. Nogle mener dog, at Rutte kan blive nødt til at æde sin stolthed og slå en handel af med Wilders, hvis Frihedspartiet ender med et så stærkt valgresultat, som nogle målinger tyder på.

Hvem der i sidste ende danner regering med hvem, er stadig uvist. Kombinationsmulighederne er utallige i Hollands demokratiske kakofoni.