Bevæbnet med film

Indtil han blev udnævnt til ‘White House Chief Strategist’, præsident Donald Trumps nærmeste og mest indflydelsesrige rådgiver, havde filmmanden Stephen Bannon en klar ambition, som fortsat fremstår som den bedste forklaring på præsidentens aggressive fremtoning: ”Vi forsøger at bevæbne filmen”, ”to weaponize film”.

Han smyger sig i baggrynden som en grå eminence, der kun yderst sjældent selv taler til offentligheden. Hans indflydelse kan og skal dog ikke undervurderes. Slet ikke indflydelsen på den nøje udtænkte koreografi omkring Trumps aggressive, ofte voldelige retorik.

Stephen Bannon, som er den absolut eneste på jordkloden, som endnu er blevet kaldt for mere trumpsk end Trump selv, er af onde tunger blevet døbt ‘præsident Bannon’. I flere afgørende situationer synes han nemlig at have haft det afgørende ord. Tilstedeværelse er magt. Magt er ord. Og Bannon har bragt et enkelt, men både lammende og rammende slogan med sig fra Hollywood ind i Det Hvide Hus, ja, næsten som ny statsræson: Film er en fortsættelse af krig med andre midler.

I en blanding af beundring for både Leni Riefenstahls storladne nazi-æstetik og Michael Moores antielitære bonderøvscharme har Stephen Bannon i en årrække forsøgt at klemme sig ind på kanten af den kommercielle filmindustri. Den 63-årige og nu forhenværende chefredaktør for den højreorienterede webavis Breitbart News har således både en fortid med mainstream og undergrund. Han er i sandhed alternativ. Alt-right.

På den ene side har Stephen Bannon tidligere været producer på en række nogenlunde anerkendte spillefilm, heriblandt Sean Penn-dramaet Indian Runner (1992) og Anthony Hopkins version af Shakespeares Titus (1999). Og på den anden side har han været enten instruktør på eller manuskriptforfatter til en række dystre og apokalyptiske dokumentarfilm. Det er den sidste klump på i alt ni dokumentarfilm, som er mest interessant. Og mere end dét: Bannons dokumentarfilm blæser hovedet af seeren. I bogstaveligste forstand.

Han elsker bygninger, der styrter sammen. Kaos. Vold. Og i det signatur-agtige og ekstremt kalejdoskopiske sammenklip af tv-nyheder og små videobidder er der kun én konstant: Et enkelt, men hårdt optrukket verdensbillede, hvor der kun findes enten gode eller onde. Enten engle eller dæmoner. Kun venner eller fjender. Bannons verden er manikæisk – uden nuancer eller variationer.

I et virvar af arkivbilleder af dyr, som dræber, flår og æder hinanden, altødelæggende bombeeksplosioner og lydcollage med gamle taler af bl.a. Adolf Hitler har Stephen Bannon i de senere år kastet sig over mange af de temaer i tiden, som Donald Trump også havde held til at dominere dagsordenen med under valgkampen: Finanskrisen, politikerlede, islamisme, indvandring og korruption.

Alle blot potentielt eksplosive væsker og fragmenter ryster han lystigt sammen i sin filmiske cocktail, der end ikke forsøger at præsentere argumenter eller kedelige kendsgerninger, men alene forsøger at flamme følelser op. Sætte verden i brand. Eller som forfatter og journalist Flemming Rose udtrykker sig, efter at have mødtes med Stephen Bannon i New York: ”En ting, der bekymrede mig i vores snak, var Bannons meget lave tolerancetærskel for volds- og magtanvendelse. Han er af den opfattelse, at der grundlæggende kan komme gode ting ud af en krig og voldelige sammenstød, og at det kan have en rensende effekt.”

Spørgsmålet er dog, om Stephen Bannons beskrivelser af det moderne liv – som ofte tager form som et remake af Thomas Hobbes’ håbløse diagnose fra 1651 af livet som ”ensomt, fattigt, grimt, brutalt og kort” – vitterligt kan bruges som prisme til at forstå Trump. Er det snarere et horrorshow? Eller har Bannon rent faktisk udfoldet de centrale budskaber på forhånd – lige til at se og skræmmes af på video?

Læs her i de kommende dage om Stephen Bannons fire vigtigste dokumentarfilm, og hvad de i dag kan lære os om præsident Trumps politiske projekt. I morgen tirsdag om Fakkelbæreren.