Transfervindue skamroses af samtlige anmeldere

Maria Gerhardt fik konstateret uhelbredelig kræft tilbage i 2015. En ellers helbredt brystkræft havde bredt sig til metastaser i både ryg, nakke og lunger. Og lægerne kunne intet gøre. Efter diagnosen blev stillet, besluttede Maria Gerhardt, at hun ville udgive en bog om året. Det blev først til to anmelderroste digtsamlinger, og nu er hendes første roman ude, og den er ikke blevet mindre godt modtaget end forgængerne.

Bogen udspiller sig i fremtidens Nordsjælland, der fra Tuborg-flasken og op til Bakken og Bellevue er omdannet til et stort luksuriøst hospice for folk, der er alvorligt syge. Tøjforretningerne og poloerne er erstattet af juicebarer, butikker med sundt slik og nonner, der dyrker cannabis til den smertelindrende olie, som i bogens tid er lovligt i Danmark. Og det er her hovedkarakteren, der ligesom forfatteren også hedder Maria, bor, mens hun venter på at dø.

Gerhardt er selv for syg til at give interviews, men hendes redaktør på bogen, Pernille Wass, fortæller til DR, at ”bogen er skrevet med et meget stort glimt i øjet og med en sarkasme, der er meget kendetegnede for Maria”, samt at Maria Gerhardt med bogen vil ”vise os, hvilken situation hun befinder sig i. Hun inviterer os med ind i det, der både er grimt og smukt. Der, hvor det er svært, men også der, hvor det er morsomt”.

Og lige præcis grænsen mellem det ubærlige og det morsomme lader til at være lykkedes Maria Gerhardt. I hvert fald hvis man kigger på anmeldelserne, der alle bider mærke i lige netop den kontrast.

Politiken

Politikens anmelder Alexander Vesterlund giver bogen fire ud af seks hjerter. Han skriver, at det, der gør bogen stærk, ”er dens måde at erkende døden på. Og så fornægte den”. Han påpeger samtidig som den eneste anmelder, at vi med Maria Gerhardt møder en forfatter, ”der med sin tredje bog stadig er i gang med at finde sin stemme”, så ikke alt ”står lige skarpt”.

Og så udpeger han ligesom bogens redaktør sarkasmen som et bærende element i bogen:

”Den her naivitet er så konsekvent, at den bliver til noget andet, der også er en satire. Jeget er selvironisk, cool, men ikke distanceret, snarere indforstået på en måde, der virker afvæbnende ærlig: ‘Jeg er opdraget i firserne, i kollektiver, i troen på social retfærdighed. Jeg er et barn af folkeskolen, jeg gik ud med diplom for at være en god kammerat. Jeg har tilbragt et årti som aktivist på venstrefløjen. Hvad var det, jeg havde gjort forkert? Hvorfor var det, at lige netop jeg fik tildelt så stor en afdeling af helvede?’”

Weekendavisen

Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl tilslutter sig koret af begejstrede læsere. Han fremhæver som det første konstruktionen af det fiktive fremtids-Nordsjælland, ”hvor livsfaren er sat på pause i en melankolsk groovy og lækker skærsild,” og uddyber:

”De små og småbitte tekststykker i nutidssporet er helt stramt og hårdt resignerede, med skiftevis en elegisk og decideret sarkastisk grundtone – det korteste stykke lyder i sin helhed: ‘Den syge får tilsendt vældig mange emojis’ – mens fremtidssporet er præget af en skært boblende underfundighed og opfindsomhed; det morer tydeligvis Gerhardt ikke så lidt at ommøblere Nordsjælland til en jo ikke satirisk, men faktisk rimelig ideel og kun en smule uptight hospitalshave: ‘Vi får så sund mad. Bønderne kommer med deres afgrøder fra Samsø, Hven, Amager.’”

Information

Information uddeler hverken hjerter eller stjerner i deres anmeldelser. Men det er ikke svært at regne ud, hvor på skalaen anmelderen Lone Nikolajsen placerer bogen, som hun afslutningsvis opsummerer som ”en medrivende bog om at skulle dø og om at klamre sig til skønheden”.

Hun lægger særligt vægt på de hverdagsprægede og relaterbare elementer i bogen som facebookopdateringer og naboens velplejede blomsterbed:

”Det skrøbelige hverdagsliv som syg blandt raske, der var før hospicet, skildres i sorgfulde tilbageblik. I mange af disse tilbageblik trænger de nordsjællandske omgivelsers skønhed og orden sig på både som en trøst for og en hån mod den syge. Som her, hvor hovedpersonen og hendes kæreste kører hjem ad Ryvangs Allé efter at have fået besked om et alvorligt tilbagefald: ‘Alt var så velordnet og nykalket, og rododendronbedene struttede, og det var, som der står i aulaen på Gentofte Skole: Fremad, opad.’ Tilbageblikkene fremstår ikke bare som en realistisk kontrast til hospiceteksterne, men som et selvbiografisk afsæt. Maria Gerhardt er selv terminal kræftpatient, og i flere af teksterne går formuleringer fra hendes facebookopdateringer igen.”

Jyllands-Posten

Jyllands-Posten giver Transfervindue fem ud af seks stjerner. Ligesom i Weekendavisen fremhæver anmelderen de korte prosatekster, bogen er bygget op af, og som varierer i længde fra en enkelt linje til hele sider:

”Det er præcise og nøgterne skildringer af både minder og nutidssituationer, der meget ofte ender med en kontant turnering af en slags, hvor noget slås fast, et nyt lys kastes, eller en anden vej åbnes. Her er en hel kort en: ‘Dette liv, altså tak for lort, skrev Charlotte, inden hun fik det konstateret i øjnene’.”

Bogens titel, Transfervindue, referer til den periode, hvor fodboldklubber kan forhandle med spillere. Ventetiden, hvor man ikke ved, hvad der kommer til ske. Og gennem bogen fortsætter sportsreferencerne, som Jyllands-Posten også fremhæver:

”En længere tekst begynder: ‘De dage, der var afsat til at græde fra 9 til cirka 15.30. Der var så meget vand.’ Også gråden er organiseret, der er ekstra creme, fordi de mange tårer tørrer patienternes hud ud. Teksten vender sig så til den elskede og begræder, at de kun ‘fik så kort en sæson’. Inden den slutter ‘Livet er ikke retfærdigt, døden kommer i form’. Det sidste refererer til, at teksten i et slående billede bruger ærten fra eventyret som billede på svulsten, der arbejder sig op gennem kærlighedsforholdets beskyttende tæpper og madrasser. Åh altså.”