I en af de stærkeste scener i åbningsfilmen på CPH:DOX, Last Men in Aleppo, sætter en lille dreng sig tæt ind til en fremmed ung mand, Mahmoud. Drengen har stadig skaldede pletter i hovedbunden. Han spørger Mahmoud:
”Sir, hvordan fik du mig ud? Vores hus var totalt ødelagt? Sad mit hoved fast i murbrokkerne? Jeg var virkelig træt, da du fik mig ud.”
”Det ved jeg. Det var vi også,” svarer Mahmoud. Han smiler, men har svært ved at finde ud af, hvad han skal sige. Tidligere i filmen kan man se, hvordan han trækker den bevidstløse dreng frem fra ruinerne af et sønderbombet hus. Drengens hår blev skrabet af på kanten af murstenene.
Da han kommer ud i bilen, siger Mahmoud, at han aldrig vil komme på sådan et besøg igen. Det føltes, som om han kom for at blære sig. Egentlig ville han bare spørge til drengens bror. Han døde, efter Mahmoud trak ham frem i lyset.
Last Men in Aleppo følger De hvide hjelme, en hjælpeorganisation af frivillige civile, som redder både levende og døde ud af bombede bygninger i Syrien. Der er skrevet meget om gruppen både før og efter det katastrofale slag om Aleppo i december, men ikke meget så medrivende og øjenåbnende som Last Men in Aleppo. En af de ting, som filmen bidrager med, er en højst overraskende fornemmelse af skyld og skam hos de frivillige. Over alle de faldne, som de ikke kunne redde. Og over hver dag at vælge selvopofrelsen frem for deres familiers sikkerhed. Selv helte kan føle sig selviske.
Last Men in Aleppo er dansk produceret, og den har allerede triumferet ved at modtage Grand Jury Price på Sundance filmfestivalen. I aften åbner filmen den danske dokumentarfestival CPH:DOX i DR’s Koncerthus.
I dag er det også præcis seks år siden, at borgerkrigen i Syrien brød ud. Historien om krigen kan fortælles på mange måder, for eksempel i tal:
10,7 millioner syrere er på flugt, det er over halvdelen af landets befolkning.
Cirka 400.000 har mistet livet, vurderer FN.
De hvide hjelme har reddet omkring 60.000 liv. Cirka 140 af dem døde selv i forsøget. De er blevet nomineret til Nobels Fredspris for indsatsten, og det manglede bare.
Krigen i Syrien er også blevet en kamp om at fortælle historien. Russisk stats-tv og Assad-regimet viste drone-billeder af de sønderbombede bydele, som oprørsgrupperne kontrollerede. Som et skræmmebillede og et krigstrofæ. Putins tøndebomber og krigsforbrydelser fik knap så meget tv-tid.
Men oprørerne, de civile ofre – alle krigens parter – fortalte deres egne historier på de sociale medier. Aldrig er en krig gået så viralt, som da Aleppo blev belejret. Videoer med afskedshilsner blev delt igen og igen. Og mere end 300.000 følgere læste syvårige Bana Alabeds live-dækning på Twitter.
De hvide hjelme står tilbage som det måske stærkeste symbol i kampen om Syriens fortælling. Ingen politisk agenda kan dreje historien om universel selvopofrelse. Der er ingen velfærdsturister i den hvide englehær, at påstå det modsatte ville være PR-selvmord. Fortællingen om De hvide hjelme er så stærk, at den er blevet Oscar-belønnet i form af kortfilmen The White Helmets. At Rusland beskyldte de medvirkende for at være ”skuespillere” viser, hvad der er på spil i kampen om retten til at fortælle historien om Syrien.
Last Men in Aleppo går endnu tættere på. Det eneste, man kunne savne i filmen, er et kvindeligt perspektiv. For der var også kvinder i Aleppo, og der er stadig kvinder i De hvide hjelme, læs bare om Manal Ibraheim Abazeed. Hun har ikke tænkt sig at give op.
Som nævnt – filmen åbner i aften dokumentarfilm-festivalen CPH:DOX, hvor den også er i hovedkonkurrencen. Den bliver vist fire gange mere på festivalen.