Det skal fejres

Så er parlamentsvalget i Holland overstået, og stemningen op til har været så anspændt, at det er lige før, man har følelsen af, at der kan åndes lettet op. Lige her skulle vi til at skrive, at ”det kan man naturligvis ikke”. Men ved nærmere eftertanke: Vel kan man så!

Geert Wilders, den højreorienterede islamofobiske enspænder, som gennem snart 15 år har drevet en skræmmekampagne om det fremmedes og ukendtes fortrædeligheder fra en isoleret og politibevogtet outsiderposition, havde ikke held med at besnære de hollandske vælgere. Ikke nok vælgere i hvert fald og slet ikke så mange, som meningsmålinger og politiske kommentatorer havde spået. Med 95 procent af stemmerne optalt torsdag formiddag står Wilders til en fremgang på fem mandater, så Frihedspartiet nu har 20 af i alt 150 pladser i det hollandske parlaments underhus.

Premierminister Mark Ruttes borgerligt-liberale parti, VVD, ser ud til at gå tilbage med ni mandater, så med (cirka) 33 mandater er det stadig Hollands største. Der er ingen tvivl om, at Geert Wilders har været med til at rykke de hollandske vælgere til højre på flygtningespørgsmålet, men måske skræmt af, hvad der skete med Trump i USA og Brexit i Storbritannien, har de valgt at lægge deres stemme hos mere regulære højrefløjspartier med mindre klovneagtige og mindre uforudsigelige politikere. Således ligger det ikke i kortene at kappe forbindelsen til EU. Valgets største chok er, at arbejderpartiet PvdA, som har været Ruttes regeringspartnere, lader til at gå fra 38 til ni mandater. Det kan godt være, at Wilders’ Frihedsparti nu er Hollands andetstørste, men andre partier er også gået markant frem, for eksempel venstrefløjspartiet Grønne Venstre, som går fra fire til 14 mandater, og Kristendemokraterne (CDA), som er gået seks mandater frem til nu 19.

Alt i alt er det opløftende, at hollænderne har givet højrepopulismen fingeren, og at mange vælgere, der frygter for deres fremtid og er bange for indvandringen, trods alt har stemt med et vist mål af intelligens.

Og her kan vi ikke lade være med at tænke på vores egen TRUMPine, som tyske Bild nu kalder Inger Støjberg. Rigtig mange mennesker, som stemmer et sted på humanistpaletten Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten, har harceleret over udlændinge- og integrationsministerens stupide og infantile selvfejring af at have gennemført 50 stramninger på udlændingeområdet. Det gør man selvfølgelig ikke, når der er tale om stramninger, som er direkte forbundet med en humanitær katastrofe. Her på Føljeton opfatter vi Støjberg som et arbejdsomt barn, der løser de opgaver, der nu engang bliver lagt foran hende. Og Lars Løkke, der trods alt har ansat hende, ser vi som hendes værge.

Den gode nyhed er: it ain’t working. Populismen virker ikke. Vælgerne strømmer ikke ind i Venstre; de flygter fra partiet i horder. Vi vil også gerne minde om, at SF, Alternativet og Enhedslisten i nogle af de seneste meningsmålinger tilsammen har lige så mange mandater som Dansk Folkeparti. Nu ser vi med lidt større spænding frem mod Europas næste store valg, præsidentvalget i Frankrig.