En mand ser sort

Historikeren og journalisten Adam Holm har netop udsendt bogen Endestation Europa. Foruden forfatterens eget kortfattede bidrag i form af et forord og et efterord, bygger bogen på interviews med ti europæiske forfattere og intellektuelle. Der er nogle prominente navne på listen, bl.a. den hviderussiske nobelpristager i litteratur i 2015, Svetlana Aleksijevitj, den storsælgende britiske historiker Antony Beevor, den hollandske europakender Geert Mak, Finlands store forfatterinde Sofi Oksanen samt Frankrigs mest kendte ’intellectuel engagé’, Bernard-Henri Lévy. Bogen er blevet flot anmeldt i Weekendavisen, Altinget og Radio24syv, mens den har fået på hattepulden i Berlingske og Kristeligt Dagblad. Det er tilsyneladende en bog, der deler vandene, og når man læser den, forstår man hvorfor. Det er, populært sagt, en rose med nogle gevaldige torne.

På positivsiden tæller, at Holm er lykkes med at få nogle stemmer i tale, som vi ikke ofte ser i en dansk sammenhæng. I den forstand er hans klejne bog på bare 163 sider et vægtigt bidrag til forsøget på at skabe den ’europæiske offentlighed’, som i mange år er blevet fremhævet som nødvendig for at kunne forstå hinanden inden for rammerne af det europæiske fællesskab. På negativsiden springer det i øjnene, at Holm skøjter forbi Sydeuropa. Man gnider sig i øjnene under læsningen og tænker, om manden mon er helt fra snøvsen. Med tanke på, hvor dybt både eurokrisen og det fortsatte pres fra flygtninge og immigranter stikker i netop disse dele af vores kontinent, er det mildest talt ejendommeligt at udelade forfattere og andre tænkende ånder fra lande som Grækenland, Spanien og Italien.

Bogens afsæt er for så vidt også dens konklusion: det går ad Pommern til i Europa. I Holms forord mangler han blot at nævne tyske Oswald Spenglers mellemkrigstidsklassiker Untergang des Abendlandes for at gøre billedet af undergangsstemningen komplet. Set gennem den danske læsebrille er det for meget af det gode. Eller måske snarere: for meget dårligt nyt. Bogen havde strengt gjort sig bedre over for et internationalt publikum. Krisebevidstheden er – heldigvis – ikke så stærk herhjemme og derfor virker mange af bogens markante udsagn om alt fra truslen fra Øst over gældskrise til marcherende højrenationalister ganske voldsomme. Det er på godt og ondt en udansk bog. Virkeligheden hos de medvirkende, der kommer fra lande som Storbritannien, Frankrig, Sverige, Finland, Ukraine, Hviderusland, Rusland og Tyskland, rimer ikke godt med den danske virkelighed. I den forbindelse kan man ikke lade være med at ærgre sig over, at Holm ikke har inkluderet en dansk stemme, eksempelvis den stærkt EU-kritiske forfatter og debattør Kasper Støvring eller europakenderen Uffe Østergaard.

Skønånder og skuffelser

I sin indledning koketterer Holm med, at han er interesseret i at tale med folk, der ikke har nogen formel magt. De er, mener han, frie og uafhængige skønånder, som kan sidde hjemme bag skrivebordet og gøre sig kloge tanker om dette og hint. Det er for så vidt meget godt, men Holm afkobler på den måde deres tanker fra dér, hvor beslutningerne træffes, nemlig på det parlamentariske niveau.

Hvis man er på udkig efter spændende visioner og vidtløftige tanker om veje ud af moradset, bliver man skuffet. Bevares, hist og her er der antydninger, men forvent ikke en manual til, hvordan vi kommer videre. Som læser sidder man gispende tilbage og tænker ’Herre Jemini, er det virkelig så slemt?’. Det er det muligvis, men behøver det at forblive sådan? Her måtte Holm gerne have smidt fløjlshandsken noget oftere og spurgt mere ind.

Netop Holms spørgsmål er et anliggende for sig. Hvis man kender ham fra hans år på Deadline på DR2, vil man formentlig vide, at han har en forkærlighed for de lange – nogle vil sågar sige ’langhårede’ – spørgsmål. Nu skal man som bekendt aldrig skue en skaldet på hårene, så hans fortid skal ikke ligge ham til last. Og så alligevel. Til en avis har Holm udtalt, at det er en ”samtalebog”. Det lyder fint og synes at antyde, at Holm mener, at han skal fylde omtrent lige så meget som de folk, han har inviteret til at sidde over for sig. Helt så slemt er det ikke, men han tager sig immervæk god tid til at etablere præmissen for spørgsmålene. Det korte, prægnante aftræk er tydeligvis ikke hans kop te.

Adam Holms kontrafej

Adam Holm synes at tro, at bogen i lige så høj grad skal bygge på hans indsigt og holdninger til de forskellige spørgsmål. Til overflod pryder hans kontrafej bogens forside, for øvrigt som det eneste billede, og det på trods af de sværvægtere, han taler med, som vi med al respekt for Holm hellere vil både se og høre på.

Ret skal dog være ret: Holm lader sine interviewofre – undskyld, samtalepartnere – få god plads. Der er naturligvis både skidt og kanel i samlingen. Svetlana Aleksijevitj er helt oppe at ringe med klokkerne. Hendes forklaring om, hvordan ’bevidstheden’ blandt den menige russer bliver stadig mere militariseret, er både spændende og kontroversiel. Hvis den russiske ambassade læser med, kan Danmark få en pendant til Muhammedsagen på halsen.

Provokerende er også Antony Beevor, den berømte britiske militærhistoriker. Han har ladet fodnoterne og de sædvanlige forbehold blive hjemme i skuffen. I stedet langer han ud med krabasken efter EU-toppen, forbander euroen langt ned i helvede og slutter med en morsom bemærkning om, at han finder det fortvivlende at skulle sætte sin lid til en tysk kansler.

Hollænderen Geert Mak kommer med nogle interessante betragtninger over kernen i den europæiske identitet, mens Daniel Cohn-Bendit, den gamle anarkist og 68’er, syder og raser imod alle dem, der har travlt med at opløse Unionen.

Holm taler desuden med den ukrainske forfatter Andrej Kurkov og den russiske eksilforfatter Mikhail Sjijskin. De kommer begge med udmærkede refleksioner, men netop her går der for meget Putin og Rusland i bogen. Foruden de to og Svetlana Aleksijevitj har Holm nemlig også talt med de to stærke finske forfattere Sofi Oksanen og Kjell Westö. Og gæt engang, hvad de er optaget af? Rusland og Putin.

Til bogens fordel taler, at det faktisk lykkes at få forskellige vinkler – og grader af bekymring – på emnet, men efter endt læsning sidder man tilbage og tænker: Uha! Den russiske bjørn kommer snart og æder os alle! Lidt flere nuancer til dette ret ensidige billede havde været velgørende.

Hverken mester- eller makværk

Vi opererer ikke med et grafisk bedømmelsessystem, men hvis Holm skulle have stjerner, lander vi på fire. Alt under vil tale til hans følelse af at være misforstået og sætte ham i gang med at finde fodfejl i anmeldelsen eller søge mere eller mindre gyldige motiver for, at det blev til netop denne karakter. Alt over vil omvendt bestyrke ham i, at han er formidabel og hæver sig tårnhøjt over den konfektædende middelmådighed.

Som vi her på bladet kender Adam Holm, er han ikke et geni endsige – som en enkelt læser har foreslået i et opslag på Facebook – den værdige arvtager til Hans Magnus Enzensberger. Forvent ikke, at Endestation Europa er en ajourført udgave af netop Enzensbergers klassiker Åh Europa (1987). Holms bog er ikke et mesterværk om end heller ikke et makværk. Den byder nu og da på nogle stærkt vedkommende betragtninger om vores kontinents mangfoldige kriser, men har også visse udeladelsessynder.

Det er måske en bog, vi om nogle år kan finde frem fra reolen og kigge i som en slags kildesamling over en bestemt (sortsynet) mentalitet i det Herrens år 2017. I bedste fald er det en bog, vi kan fyre op i pejsen med og grinende sige: Endestation?! Min bare! I værste fald kan vi se, at de medvirkende i bogen ikke var grebet af et falsk mismod, men skuede længere frem, end vi andre formår. I så fald er vi på røven. Apropos ’endestation’.

Adam Holm: Endestation Europa. Samtaler med bl.a. Svetlana Aleksijevitj, Antony Beevor, Bernard-Henri Lévy, Geert Mak, Sofi Oksanen m.fl., Gyldendal, 163 sider. 229 kr.