Occupy bag masken

Under valgkampen blev banken beskyldt af selveste Donald Trump for at have berøvet folket. Strippet folk for deres surt optjente penge. Trump rasede mod korruption og røverkapitalisme.

Banken, som også er blevet kaldt for ‘vampyr-blæksprutten‘ på grund af sin udsugende og destruktive rolle i optakten til finanskrisen, er selvfølgelig investeringsbanken Goldman Sachs: På godt og ondt er denne ikoniske bank på Wall Street kommet til at repræsentere tidens finanskapitalisme og har f.eks. også tjent op mod 12 mia. kr. på den flygtige investering i danske Dong Energy.

Fra både højre og venstre er vreden over verdens skæve gang ofte blevet rettet mod pengemændene hos Goldman Sachs. Særligt er den evige svingdør mellem banken og regeringskontorerne – hvor bankfolk bliver ministre og tilbage igen – blevet voldsomt kritiseret under banneret ‘Government Sachs’. Under valgkampen angreb Donald Trump sågar Hillary Clinton, fordi hun havde taget imod millionhonorarer for at holde taler for en række storbanker. Få ting mobiliserer så meget vrede som hævngerrigheden over for de banker, som bragte både verdens- og hverdagsøkonomien i sænk i 2008, knap nok indvandringsdebat.

Kritikken stoppede dog brat efter sejren ved præsidentvalget i november: I dag har Goldman Sachs indtaget den amerikanske regeringsadministration, ja, helt overtaget flere af de allermest centrale ministerier.

Helt demonstrativt er den tidligere Goldman Sachs-partner Steve Mnuchin  blevet udnævnt til USA’s finansminister, og da han forleden udnævnte Goldman-direktøren Jim Donovan til sin højrehånd, flød lovprisningerne fra Wall Street. Aldrig før har forbindelserne mellem Goldman Sachs og Det Hvide Hus således været så tætte og sammenfiltrede som nu. Paradoksalt nok efter en kampagne, hvor Trump gentagne gange angreb dette magtboble-fænomen.

Trumps nærmeste rådgiver, 63-årige Stephen Bannon, har dog formået at løfte dobbeltspillet flere niveauer op, ja, til en helt ny liga. Chefrådgiveren i Det Hvide Hus, som selv var ansat som investeringsrådgiver hos Goldman Sachs, har nemlig i årevis arbejdet målrettet på at drive en kile ind mellem Demokraterne på den ene side og den jordbundne kritik af Wall Street på den anden side. Bannon vil for alt i verden ikke overlade vrede vælgere til Demokraterne.

Tilbage i 2012 lavede Stephen Bannon og Andrew Breitbart derfor en rasende aggressiv dokumentarfilm, Occupy Unmasked, om og mod Occupy Wall Street-bevægelsen. Målet var – og er – at miskreditere venstrefløjens kritik af Goldman Sachs og de andre storbanker. I Bannons verden må og måtte den folkelige kritik af løssluppen spekulation ikke blive monopoliseret af venstrefløjen. I stedet forsøger han at kuppe kapitalisme-kritikken.

Grebet i filmen Occupy Unmasked er alt andet end subtilt og underspillet. Stephen Bannon buser lige på med en kæderække af påstande, der begynder med at fastslå, at aktivisterne er en flok velorganiserede terrorister, der dernæst personligt bruger balladen til at voldtage sagesløse kvinder, og som tilmed er direkte orkestreret af præsident Obama.

I det for Stephen Bannon karakteristiske sammenklip af voldsomme billeder og vilde begivenheder hvirvler han hærg og gadeoptøjer rundt på skærmen og forsøger derved dels at fremstille Occupy-bevægelsen som en samfundsomstyrtende guerillahær, som intet har med den lille mands bekymringer at gøre, og dels at trække en lige linje oppe fra den kulturliberale medie- og magtelite og ned til anarkisterne i gaderne.

At Bannon reelt ikke formår at fremlægge nogen dokumentation, endsige blot indicier på bare en eller anden form for forbindelse mellem de generelt kedsommeligt fredsommelige græsrods-aktivister og den generelt servilt storbank-pleasende Obama-regering spiller ingen rolle. For Stephen Bannon. Pointen leveres nemlig ikke i argumenter, men derimod i stemninger: For dem, der ser dokumentarfilmen igennem, fæstnes et indtryk af kaos og undergang. Occupy portrætteres som en undergrundshær, hvis mål ikke er en mere retfærdig fordeling af økonomiske goder, men derimod kun at omstyrte den amerikanske samfundsorden.

I dag er Occupy-bevægelsen mere eller mindre forsvundet. I stedet står ‘The Donald’ tilbage med den bredtfavnende kritik af det kreditsystem, som han selv har været båret frem af. It takes one to know one. Eller som mundheldet måske kunne oversættes til dansk: Det man siger, er man selv. Med Bannons hjælp lykkedes det for Trump at ødelægge og forvrænge venstrefløjens kritik af Goldman Sachs & co. – dernæst at suge den sidste energi ud af protestbølgen for nu at lade business-as-usual fortsætte.

Således talte Stephen Bannon, da han beskrev sin tid hos Goldman Sachs i en fransk dokumentarfilm – om at blive optaget i den eksklusive loge, det old boys-network, som i dag styrer Amerika: ”Goldman Sachs repræsenterede den ypperste kvalitet og meritokrati. Det betød intet, hvor man kom fra, hvilken skole man havde gået på, din religion eller etnicitet. Det eneste, som betød noget, var, hvor hårdt du arbejdede, hvor klog du var, og hvor god en bankmand du var over for dine kunder. Det var ligesom at blive optaget i jesuitter-ordenen.”

Læs i morgen det samlede portræt ‘Usandhedens time’ om dukkeføreren bag præsident Trump – virkelighedsskaberen, Stephen Bannon.