Halvt udenfor eller halvt indenfor

Afgivelse af suverænitet

Folkeafstemningen handler – som mange før den – om såkaldt suverænitetsafgivelse. Det kaldes suverænitet, men betyder det samme som selvbestemmelse. Suverænitet afgives til internationale organisationer for at gøre samarbejdet mere effektivt.

Suverænitet har intet med stemmeproceduren at gøre, altså hvordan man stemmer i de internationale organisationer. At et land kan blive nedstemt, spiller således ingen rolle. Beslutningen er heller ikke nødvendigvis uigenkaldelig. Et almindeligt flertal i Folketinget vil på et senere tidspunkt kunne trække suveræniteten tilbage.

I virkelighedens verden er det dog svært at trække Danmark ud af EU-samarbejdet igen, da et forpligtende samarbejdet kun kan fungere, hvis de enkelte lande ikke vilkårligt begynder at trække beføjelser tilbage. Det er faktisk selve pointen med et forpligtende, internationalt samarbejde.

På kant med grundlov

For at kunne tage kvalificeret stilling på torsdag skal man som vælger reelt have overblik over: 1) hvad der konkret påtænkes af nyt lovgivningsarbejde i EU på de berørte retsområder, 2) den allerede eksisterende EU-lovgivning, og 3) hvordan flertallet på Christiansborg vil stille sig i de forskellige sager.

Dét er der næppe mange, som kan prale af.

Med den aftale, der ligger til grund for afstemningen på torsdag, afgiver Danmark suverænitet efter proceduren i grundlovens §20. Men i stedet for at afgive den direkte til EU, deponeres selvbestemmelsen hos Folketinget, som efter Grundlovens §19 – der regulerer almindeligt udenrigspolitisk samarbejde – fremover kan overlade suverænitet til EU, når det passer flertallet.

Ja, det lyder snirklet. Og det var næppe sådan Grundloven af 1953 var tænkt. I juridiske kredse er der diskussion om, hvorvidt konstruktionen grænser til det små-ulovlige rent forfatningsretligt.

Nyt dansk image

Danmarks holdning er ikke statisk, men ændrer sig over tid. Og hvis du tror, at Danmark er et ensomt lys i mørket, så tager du fejl. Danmark optræder ikke længere som en progressiv aktivist, der kæmper for det fælles bedste i Europa.

Ja-partierne vælger også fortsat at stå på sidelinjen: Kigger man på de 10 forordninger, som også ja-partierne vil sige nej tak til på torsdag, handler de om at give de andre EU-borgere en minimumsbeskyttelse i vores retssystem – nøjagtig som vi vil få i andre EU-lande. Flere af disse love har ja-partierne trukket ud af pakken, fordi de mener, at reglerne allerede er opfyldt i dansk lovgivning. Alligevel skal Danmark ikke være med, ganske enkelt fordi andre EU-borgere ikke må få en egentlig retsgaranti.

Et enkelt lovkompleks fravælges, fordi ja-partierne (SF, S, RV, V og K) ikke lader til at kunne overskue området (rethjælpsdirektivet). Tilbage står indtrykket af et land, der vil nyde uden at yde; som tager uden at give. Den aftale, der ligger til grund for afstemningen, er ikke et stolt øjeblik for de partier, som ønsker Danmark som en del af Europa.

Asylpolitik er med

Aftalepartierne har givet hinanden håndslag på, at Danmark skal stå uden for samarbejdet om asyl og indvandring. I al evighed, ifølge ja-partierne. Virkeligheden er dog, at Danmark i høj grad samarbejder med de andre EU-lande på netop asylområdet, både nu og efter afstemningen, uanset udfaldet.

Danmark er med i størstedelen af samarbejdet om asyl og indvandring. Ud af de 199 retsakter og afgørelser inden for samarbejdet om asyl og indvandring står vi konkret uden for 30. Andre 100 handler om andre lande og territorier og gensidige aftaler med dem, herunder med territorier som f.eks. Lichtenstein og San Marino om indrejse og ophold. Og resten godt 70 relaterer sig til Schengen, som vi under alle omstændigheder vil deltage i, samt Dublin- og Eurodac-forordningerne, som Danmark har parallelaftaler i forhold til.

Ja-partierne ønsker at holde Danmark uden for alt, hvad der indebærer minimums-rettigheder for flygtninge, samt finansiering af fælles indsats overfor flygtninge og rettigheder til tredjelandsstatsborgere, f.eks. ofre for menneskehandel (direktiv 2004/109/EF), samt indrejse og opholdsbetingelser for tredjelandsstatsborgere med henblik på højt kvalificeret beskæftigelse, (direktiv 2009/50/EF) eller med henblik på videnskabelig forskning (direktiv 2005/71/EF). Den slags.

Vælgerne er foran

Socialdemokraterne, SF, De Radikale, Konservative og Venstre har sammen aftalt, hvad det er, vi stemmer om på torsdag. Aftalen siger bl.a., at vi midt her under den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig skal vedblive med at stå uden for yderligere samarbejde om asyl og indvandring. Alligevel har Venstre-regeringen tilbudt at tale en kvote på 1.000 flygtninge, som led i en større europæisk fordelingsnøgle. Derfor står det hen i det uvisse, hvad det egentlig er, Danmark kan og ikke kan være med i.

Omvendt står det klart, at danskerne – i modsætning til deres politikere – ønsker fælles EU-løsninger på asyl og indvandring. En Yougov-undersøgelse har f.eks. vist, at der i alle partier, bortset fra Dansk Folkeparti, er en markant overvægt af vælgere, der hælder til europæiske frem for rent nationale løsninger. Faktisk er der tre gange så mange vælgere, som ønsker, at Danmark skal bidrage til fælleseuropæiske løsninger om flygtninge- og migranter.

Myter om Europol

Det var udsigten til en politistat med sit eget FBI, der i sin tid motiverede mange til at stemme nej til Maastricht-aftalen i 1992 og til dernæst at få formuleret retsforbeholdet. Men her i 2015 er danskerne blevet vilde med internationalt politisamarbejde. Ellevilde. Og efterforskningssamarbejdet Europol er godt, og det lyder godt.

For vælgerne vil gerne, på papiret i hvert fald, hjælpe ofre for trafficking. Sådan noget må EU godt hjælpe med, og så er det ligemeget, at området har absolut lav-prioritet i dansk retshåndhævelse. Og flere aktører på ja-siden har i forskellige grader af kynisme valgt at bruge bekæmpelsen af børneporno som flagskib. Uagtet at det samarbejde foregår uden for Europol.

Norge har en operationel samarbejdsaftale med Europol. Og Danmark kan formentlig forhandle en parallelaftale på plads i tilfælde af et nej. Et ja er oplagt det mest praktiske, for så fortsætter Danmark i Europols arbejde som fuldgyldigt medlem.

Danmark på sidelinjen

Afstemningen 3. december er groft sagt et ikke-valg. Vælgerne skal tage stilling til forskellige grader af national selvtilstrækkelighed: Enten halvt udenfor, hvor Danmark får særlige parallelaftaler, eller halvt indenfor, hvor Danmark kun er med på de områder, der giver særlige fordele og ingen udgifter.

Uanset udfaldet vil Danmark få nationale særordning, som fortsat placerer Danmark i den besværlige kategori af lande, som kræver deres ret, men ikke gør deres pligt. Uanset hvad folk stemmer, vil Danmark ikke rykke frem forrest i bussen, ved siden af chaufføren med landkortet i hånden.

Danmark er ikke længere blandt de europæiske lande, der ønsker at vise vejen og finde de fælles løsninger. Uanset om det bliver et ja eller et nej.