Mette, Rikke, Søster og Thomas. Druk, feminisme, censur og identitetstyveri

Kan I huske Mette Høeg? Litteraturforskeren, der for et par år siden skrev et debatindlæg om, at unge danske (kvindelige) forfattere skulle holde op med at være så navlepillende og kvindagtige i deres materialevalg. Det blev mange sure over, og Mette Høeg blev småkendt på det, fik sig et radioprogram og en fyring fra sit ph.d.-stipendiat fra Københavns Universitet. I dokumentaren Se nu stiger solen, der får premiere på CPH:DOX i dag, forsøger hendes kæreste Thomas Altheimer med kameraet i hånden at forbinde de punkter – navlepillende og kvindagtig. Sjovt nok.

Eller, ikke supersjovt, men mest af alt et lidt uengageret portræt af en kvinde, der bliver fyret, lavet af hendes kæreste, der gør, hvad de fleste ville gøre, hvis deres kæreste blev fyret – lytter, bakker op og forarges med hende.

Nå, men udover at fremstille sig selv som verdens mest irriterende kæreste, der fedter rundt med sit kamera og uengageret stiller bøvede spørgsmål til Mette Høeg, når hun græder i badet, forsøger at tage tøjet af hende, når hun er ved at tage af bordet og mest af alt virker optændt på at drikke sig fuld i vodka med hende, er det faktisk ham, der har fanget vores opmærksomhed. Ikke på grund af filmen – som nok skal skabe lidt ramasjang i det lukkede akademiske kredsløb (visse navngivne forskere ser ikke for godt ud), men som ærlig talt ikke interesserer os – nej, nærmere på grund af Thomas Altheimers fortid og tidligere partnerskab med den langt mere interessante Søster Nielsen. Sagen er nemlig den, at Thomas Altheimer ikke altid har kaldt sig selv Thomas Altheimer. Han hed engang Thomas Skade-Rasmussen og blev landskendt i den kulturelle klasse for at lægge sag an mod Søster Nielsen for identitetstyveri – det var dog lidt uklart, hvorvidt de to identitetsjonglører var på samme eller hvert sit hold.

Vi er tidligere blevet belært om, at det ikke er god stil at ”dead-name” transpersoner, men Søster Nielsen har tidligere været kendt under navne som Claus Beck-Nielsen, Helge Bille Nielsen, Das Beckwerk, og for at det ikke skal være løgn, går der rygter om, at hun er ved at skabe sig en ny persona som sort kvinde. Da hun kaldte sig Das Beckwerk udgav hun bogen Suverænen, hvis hovedperson angiveligt skulle minde skræmmende meget om Thomas Skade-Rasmussen – ja, eller Thomas Altheimer.

Søster Nielsen beskrev forleden sagsforløbet sådan her på sin facebook-profil :

”Sagen endte i Østre Landsret i 2011 under det største opbud af pressefotografer og journalister, jeg i mit liv skal komme til at opleve, hvor jeg og mit forlag Gyldendal blev frikendt, og han måtte betale sagsomkostninger, der i løbet af de toogethalvt år, sagen havde varet, var løbet op i flere hundrede tusinde kroner, han ikke havde, banken og andre kreditorer ventede næsten bogstaveligt talt nede i anlægget foran Østre Landsret, og hvad gør man så? Han flygtede selvfølgelig ud af landet, som så mange store danskere før ham måtte han gå i eksil, og når det endelig skal være, hvorfor så ikke vælge sit og den halve verdens drømmeland (det var inden Trump-æraens begyndelse): U.S.A. Han slog sig ned i Downtown Los Angeles, hvorfra han meget hurtigt arbejdede sig op af slummen og ud i de landskabelige omgivelser, hvor han begyndte en karriere på et prestigefyldt kunst-universitet, det gik kort sagt strygende og måtte fejres, han drak sig en ordentlig brandert på i skal vi sige bourbon og kørte en tur i … en bil (jeg havde nær skrevet ‘sin’ bil, men i betragtning af, at han ikke havde nogen penge, hvordan var det så overhovedet lykkedes ham at komme til U.S.A.? Bilen må have været lånt eller det, der er værre og mest sandsynligt), det gik fortsat strygende, måske lidt for strygende, det berygtede amerikanske politi standsede ham og trak ham ud af bilen, der umuligt kunne være hans, og satte ham i detentionen, og efter et døgn og en meget kort proces blev han vist ud af Drømmenes Land, bogstaveligt kørt ned til Muren og smidt over den ned i Baja California, Mexico. Her har han så vidt vides boet det meste af tiden siden, lige under Muren, hvorfra han stadig, hvis han kravler op i et tårn, kan se ind i det forjættede, Drømmenes Land.”

Det er Søster Nielsens lille udlægning af årene, der er gået. Og det bliver bedre:

”Siden retssagen i 2011 har jeg set ham 1 gang: i, det må have været 2014, hvor jeg i sort kjole, som den præst, jeg nok i virkeligheden, under alle de lilla alpehuer og bag den røde læbestift, er, viede ham og den senere her i Lidenlandets andedam ganske berømte Mette Høeg efter alle kirkens regler (bortset fra min manglende eksamen fra det teologiske fakultet) som rette ægtefolk ’til døden jer skiller’, en ganske storsindet og næstekærlig gerning skulle jeg mene, i betragtning af, at han efter retssagen, som en hævn over mig og mit forlag og hele det i sandhed forkælede og selvopslugte danske kulturliv, lod sig folkeregistrere på min adresse med den konsekvens, at jeg nu i flere år, hver gang jeg åbner min postkasse, overvældes af en flod af rudekuverter og inkassosager og stævninger, som jeg i de første år sirligt arkiverede, men nu – indrømmet – bare åbner af nysgerrighed, inden jeg smider dem i papircontaineren. Og som om det ikke var rigeligt, blev jeg i sidste uge ringet op af en ‘Rikke’ fra Københavns Politis Eftersøgningsafdeling, som forsøgte at opspore en ‘Thomas Vann Altheimer, som så vidt, vi kan se, bor hos dig’. Hvor var han, og hvad var min relation til ham? Ja, hvad skal jeg sige…”

Rikke fra Københavns Politi kan så møde op i Filmhuset i dag kl. 16.30, for her bliver filmen vist, og man kan stille instruktøren spørgsmål. Det kunne være, Søster Nielsen stillede et par også.