Nyhedsanalysen
Usandhedens time
Nøglen til at afkode Donalds Trumps politiske kurs har hidtil være enkel: Hvis chefrådgiveren og apokalypse-filminstruktøren Stephen Bannon fik lov til at bestemme lige så meget som i de første måneder, tegnede fremtiden overordentligt dyster: hyper-nationalistisk, monopolkapitalistisk og kulturkrigerisk. Men nu er Bannon fyret. Læs her Lars Trier Mogensens store portræt af den kontroversielle historiefortæller.
Dukkeføreren over dem alle: Hvem er verdens mest indflydelsesrige filminstruktør? Hvem har mest effektivt iscenesat, koreograferet og sammenklippet et skelsættende verdenssyn, der har væltet op og ned på menneskers liv?
Det klassiske svar ville være den tyske kvinde Leni Riefenstahl, som med filmen Triumph des Willens (1933) gav nazismen en storladent og forførende æstetik, som forløste blodig bestialitet i overfladisk skønhed.
Målt i destruktion presser russeren Sergej Eisenstein sig også frem på listen, da han med film som f.eks. Panserkrydseren Potemkin (1925) var med til at bane vej for et – i første omgang – stalinistisk formsprog. Reelt var Eisenstein dog langt forud for sin tid og kan ikke meningsfuldt holdes ansvarlig for sovjetkommunismens massedrab.
Et moderne svar kunne også være den vrede tykke mand fra Michigan, Michael Moore, som med film som f.eks. Fahrenheit 9/11 har gjort dokumentarfilm til et omdrejningspunkt for engageret samfundskritik. Moore har inspireret til en ny form for globalt græsrodsengagement med videokameraer.
Men det rigtige svar er den 63-årige Stephen Bannon. I sandhedens time er det ham, der træder frem med en ny doktrin af usandheder.
Han ligner mørkets fyrste. Han taler som djævlen. Han længes mod skibskatastrofer, hærværk og pludselig død. Præsident Donald Trumps nærmeste rådgiver, The White House Chief Strategist, der kom fra en rolle som øverste chef for det højreorienterede webmedie Breitbart News, lægger heller ikke skjul på, at hans i alt ni dokumentarfilm er skrevet, filmet og klippet som en form for mix af netop Riefenstahl, Eisenstein og Moore:
”Folk har sagt, at jeg minder om Leni Riefenstahl. Jeg har studeret andre dokumentarfilminstruktører grundigt for at udvikle min helt egen stil. Jeg har studeret Michael Moores film, Eisenstein, Riefenstahl. Hvis man lægger politiske holdninger til side, kan man lære af disse tidligere mestre, og hvordan de har forsøgt at kommunikere deres ideer,” sagde Stephen Bannon i et interview med Wall Street Journal tilbage i 2011.
Grundelementerne fra de tre filmiske forbillleder er alle fast med i Bannons produktion: Lovprisningen af voldsom magt, montage-teknikken og ikke mindst den flabede trang til at udfordre etablerede sandheder. Ved at stjæle kunstnerisk med arme og ben – og selv koge et jernhårdt ideologisk raseri med op i den giftige blanding – har Stephen Bannon formået at skabe en ny virkelighed, en horror-agtig reality-virkelighed, som på syret vis er blevet netop den spektakulære prisme, som USA’s præsident nu betragter verden igennem.
Selv om Stephen Bannons ni dokumentarfilm ikke på nogen måde kan siges at have været succesfulde i traditionel forstand, hverken kommercielt eller i anmeldelserne, har hans dystre og dystopiske blik på verden nu vokset frem til i dag at blive det mest toneangivende. I bogstaveligste forstand. Det er ham, der har præsidentens øre. Og med en flygtig præsident, der notorisk har et ultrakort attention span, og som også kun har ganske få konsistente kæpheste, kan den allernærmeste rådgiver ikke undgå at få den udslagsgivende magt.
For en sjælden gangs skyld i verdenshistorien er det muligt at få et blik ind i tankerne hos manden, der ellers ikke selv siger så meget for åben mikrofon eller rullende kameraer. Stephen Bannons ni dokumentarfilm, plus de film han har været med til at producere, åbner et vindue på klem ind til en manikæisk verden – uden nuancer eller variationer – hvor kampen mellem det gode og det onde sammenfattes i en konfrontatorisk tanke om, at film er en fortsættelse af krig med andre midler.
I ugens løb har Føljeton dykket ned i et udvalg af filmene og forsøgt at udtrække temaer, narrativer og virkemidler. Her følger en kort opsummering, som de mest trofaste læsere kan scrolle hurtigt ned igennem, mens nye læsere her kan stå på Bannons spektakulære rollercoaster af følelser og fake news:
The Undefeated (2011)
Få politikere har været udsat for så meget hån, spot og latterliggørelse som den tidligere guvernør i Alaska, den nu 53-årige Sarah Palin. Og netop dét har vist sig at være hendes største styrke, ja, vel nok hendes eneste styrke, som til gengæld har virket overrumplende blandt vigtige vælgergrupper: Hun er blevet sat i scene som outsideren, der vinder legitimitet uden for storbyerne ved at blive gjort til grin af kultureliten.
Smædekampagnerne har udviklet til at blive en sælsom kraft, som Sarah Palin har kunnet trække styrke fra og udnytte snedigt. For ved at stå som en klar kontrast til de professionelle levebrødspolitikere i Washington D.C. – i rollen som amatøren fra bøhlandet – er Sarah Palin vokset frem i offentligheden som en kvindelige Klods Hans-figur: ”Halehoj!, her kommer jeg! Se hvad jeg fandt på landevejen! Og så viste han dem en død krage, han havde fundet!”
Præsident Donald Trumps nærmeste rådgiver, Stephen K. Bannon, har ladet sig drage af Palin-figuren og skruet en dokumentarfilm sammen om hende med titlen The Undefeated. Han bruger imidlertid ikke H.C. Andersen som spejlbillede for Sarah Palin, men derimod et endnu mere potent værk: Biblen. Som i en række af hans øvrige dokumentarfilm indledes Bannons hyldestfilm om Sarah Palin med et citat fra Matthæus-evangeliet: ”Således bærer ethvert godt træ gode frugter, mens det rådne træ bærer slette frugter.”
Og tag ikke fejl: I Bannons verden er tv-værten Palin et stærkt og stolt træ. Hun er ligefrem Moder Jord. Den sunde og hårdføre opvækst, der kæmper mod snylterne og skyggeplanterne. Det kom ellers som en overraskelse – for stort set alle – da republikaneren John McCain i 2008 valgte netop hende som sin vicepræsidentkandidat i kampen mod den unge og håbefulde Barack Obama.
Sarah Palin var totalt ukendt i det bredere USA og savnede erfaring med storpolitik og enhver form for udenrigspolitisk tyngde. Den dannede klasse, bohemerne og storbytosserne, klaskede sig på lårene af grin, da hun blev spurgt, hvilke aviser hun dagligt orienterede sig i – og svarede: ”Jeg har læst de fleste medier … næsten alle sammen, jeg har et bredt udvalg af kilder.” Forventeligt endte hun også med at tabe med et brag sammen med John McCain. Så meget desto mere opsigtsvækkende er titlen på Bannons film: Den ubesejrede.
Stephen Bannon har en klar mission med sine bombastiske dokumentarfilm: Han forsøger at blæse hverdagsvrede, ja, faktisk egentligt raseri blandt folk, der føler sig snydt og bedraget, op til en større retfærdighed. Og her træder Sarah Palin frem som en brugbar figur. Hun kæmpede sig op til magten på lokalt plan, først som borgmester i den lille by, Wasilla, og senere som guvernør i den kolde udørkenen Alaska, hvor der står ‘The Last Frontier’ på nummerpladerne. I Bannons film er hun ‘the Wasilla Warrior’, der både udfordrer pamperne i sit eget republikanske parti og ikke mindst den verdensfjerne storindustri, som ikke længere gider at investere i hendes og naboernes lokalsamfund. Modstanden giver hende styrke. Trodsig styrke.
Occupy Unmasked (2012)
Før han lavede dokumentarfilm – og før han blev Trumps nærmeste rådgiver – arbejdede Stephen Bannon som bankrådgiver i Goldman Sachs. Derfor er det ganske oplagt, at han også har lavet en film, der forsøger at skandalisere og afsløre Occupy Wall Street-bevægelsen som terrorister og voldtægtsforbrydere.
Stephen Bannon har i årevis arbejdet målrettet på at drive en kile ind mellem Demokraterne på den ene side og den jordbundne kritik af Wall Street på den anden side. Bannon vil for alt i verden ikke overlade vrede vælgere til Demokraterne.
Tilbage i 2012 lavede Stephen Bannon og Andrew Breitbart derfor en rasende aggressiv dokumentarfilm, Occupy Unmasked, om og mod Occupy Wall Street-bevægelsen. Målet var – og er – at miskreditere venstrefløjens kritik af Goldman Sachs og de andre storbanker. I Bannons verden må og måtte den folkelige kritik af løssluppen spekulation ikke blive monopoliseret af venstrefløjen. I stedet forsøger han at kuppe kapitalisme-kritikken.
Grebet i filmen Occupy Unmasked er alt andet end subtilt og underspillet. Stephen Bannon buser lige på med en kæderække af påstande, der begynder med at fastslå, at aktivisterne er en flok velorganiserede terrorister, der dernæst personligt bruger balladen til at voldtage sagesløse kvinder, og som tilmed er direkte orkestreret af præsident Obama.
I det for Stephen Bannon karakteristiske sammenklip af voldsomme billeder og vilde begivenheder hvirvler han hærg og gadeoptøjer rundt på skærmen og forsøger derved dels at fremstille Occupy-bevægelsen som en samfundsomstyrtende guerillahær, som intet har med den lille mands bekymringer at gøre, og dels at trække en lige linje oppe fra den kulturliberale medie- og magtelite og ned til anarkisterne i gaderne.
At Bannon reelt ikke formår at fremlægge nogen dokumentation, endsige blot indicier på bare en eller anden form for forbindelse mellem de generelt kedsommeligt fredsommelige græsrods-aktivister og den generelt servilt storbank-pleasende Obama-regering spiller ingen rolle. For Stephen Bannon. Pointen leveres nemlig ikke i argumenter, men derimod i stemninger: For dem, der ser dokumentarfilmen igennem, fæstnes et indtryk af kaos og undergang. Occupy portrætteres som en undergrundshær, hvis mål ikke er en mere retfærdig fordeling af økonomiske goder, men derimod kun at omstyrte den amerikanske samfundsorden.
I dag er Occupy-bevægelsen mere eller mindre forsvundet. I stedet står ‘The Donald’ tilbage med den bredtfavnende kritik af det kreditsystem, som han selv har været båret frem af. It takes one to know one. Eller som mundheldet måske kunne oversættes til dansk: Det man siger, er man selv. Med Bannons hjælp lykkedes det for Trump at ødelægge og forvrænge venstrefløjens kritik af Goldman Sachs & co. – dernæst at suge den sidste energi ud af protestbølgen for nu at lade business-as-usual fortsætte.
Clinton Cash (2016)
Man behøver ikke at være hverken atomfysiker eller rigsstatistiker for at kunne gennemskue, hvorfor Hillary Clinton ikke blev valgt som præsident i USA: Hun er ganske enkelt den allermest upopulære politiker, måske nogensinde, og ikke engang den forhadte Donald Trump kunne trumfe hende i folkelig modvilje. Ingen hidser store befolkningsgrupper så meget op som netop Hillary, og ingen har gennem så lang tid været udsat for hetz og heksejagt.
Skønt hun faktisk fik flest stemmer, floppede Hillary Clinton i november i en række altafgørende delstater, hvor vreden og frustrationen er boblet over. En lang periode med økonomisk nedtur for den lavere middelklasse og landbefolkningen midt mellem metropolerne på kysterne har skabt en tilstand af stilstand, hvor millioner føler sig klemt, glemt og forstemt.
Denne fortvivlede vrede retter sig i dag mod den såkaldte ‘politiske klasse’ i Washington D.C., og som Hillary Clinton gennem årtier er kommet til at inkarnere. Hun stod – og står – som symbolet på den nepotisme og korruption, som har trukket Amerika skævt, fra bund til top og fra land mod by.
Opfattelsen af Hillary Clinton som den ultimative opportunist, der er villig til at mene, hvad sponsorerne ønsker, og som er mere optaget af egen vinding end nationens ve og vel, er alt andet end tilfældig. Opfattelsen er blevet dygtigt iscenesat og markedsført af hendes argeste fjender – og allermest indædt af præsident Donald Trumps nærmeste rådgiver, Stephen Bannon, som inden han blev udnævnt som ‘White House Chief Strategist’, lavede en række dokumentarfilm, heraf én om netop Hillary Clinton.
Filmen Clinton Cash bygger på bestseller-bogen af samme navn, skrevet af Peter Schweizer. Både bogen og dokumentarfilmen forsøger at optrævle den velgørende og humanitære fond, The Clinton Foundation, som Bill og Hillary Clinton har oprettet og drevet sideløbende med deres politiske aktiviteter. Stephen Bannon var oprindeligt med til at finansiere researchen til bogen, og filmatiseringen er derfor en naturlig forlængelse af en større, årelang og ganske gennemarbejdet smædekampagne mod ægteparret.
Påstanden er, at Bill og Hillary Clinton stikker godtroende menneskers donationer i egen lomme og således misbruger et på papiret ædelt formål til at berige sig selv og samtidig – men bestemt ikke mindre alvorligt – har udnyttet deres offentlige tillidshverv til at kræve eksorbitant høje talehonorarer, som altså igen er blevet ført over på deres privatkonti. Kort sagt en form for kleptokrati, der normalt bedst kendes fra bananstater og afrikanske diktaturer.
Stephen Bannons vedholdende og aggressive pointe er, at Bill og Hillary Clinton udelukkende er stillet op til politiske poster gennem tiden for selv at score kassen, altså uden nogen form integritet. Og i øvrigt er blevet stinkende rige på dette hykleriske fupnummer, altså alene drevet af grådighed.
The Torchbearer (2016)
Forestil dig et clash of civilization, som udkæmpes i et jernbur! Forestil dig en klassisk gladiator-dyst, hvor repræsentanter fra alverdens mest bestialske og ekstremistiske terrorgrupper kæmper imod én enkelt – og dermed ultimativt heroisk – repræsentant for Vesten: En gammel og skægget mand, som tager kampen op imod alverdens ondskab. Så er scenen sat for dokumentarfilmen Torchbearer, som præsident Trumps nærmeste rådgiver, Stephen Bannon, har lavet om fænomenet Phil Robertson – halvt reality-stjerne, halvt dommedagsprædikant.
Den 70-årige jæger står i spidsen for tv-showet Duck Dynasty og prædiker hellere end gerne og længe om, hvordan ungdomsoprøret har opløst Vesten indefra. Grundhistorien i Torchbearer er lige så mærkelig, som den i og for sig er ganske enkel: Det moderne Sodoma og Gomorra fandt sted i Woodstock, og siden da har et nyt Holocaust fundet sted under navnet ‘Planned Parenthood’. Phil Robertson mener, at sekulariseringen af Amerika og Europa har åbnet sluserne for en ny syndflod.
Efter de gudløse har fået gennemtrumfet abort, undervisning i evolution og våbenkontrol står den jødisk-kristne verden snart forsvarsløse over for den islamistiske masseindvandring.
Som en ensom sherif, den sidste skanse for lov og orden, ridder Phil Robertson ud midt i en kulørt kakofoni af videoklip, dundertale og ødelæggelse. Moralen udbasuneres uden filter eller raffinementer: ”Fra guillotinen over gaskamrene til Gulag har mønsteret altid været den samme: Når man tager Gud ud af civilisationens historie åbnes dørene til tyranni,” messer Phil Robertson som en sær varselsbringer for Donald Trumps senere så populære paroler.
I sammenklipningen – for der altså et strejf af den britiske dokumentar-ekvilibrist Adam Curtis over Stephen Bannons film – trækkes monumentale og pompøse perspektiver op: Ifølge de to gamle hvide mænd, Robertson og Bannon, begyndte hele den kvindagtige blødsødenhed, der præger dagens vestlige verden – og som blotter den ‘judeo-kristne’ civilisation for fjendtlige angreb – med den feje, franske revolution, blev videreudviklet med den bureaukratiske nazisme i 1930’erne og kulminerende, foreløbigt, med den ateistiske stalinisme og udryddelseslejrene i Sibirien. Men nu venter det endelige Armageddon: ”Hvad der begyndte med fri kærlighed og blomster i håret endte med Mansons massemord. Mord er blevet mainstream. Vi dræber vores egne børn,” siger Phil Robertson i Torchbearer.
Krig med kameraet
Stephen Bannons samlede filmværk er præget af tre gennemgående temaer, som peger frem mod et højest sandsynligt og snarligt sammenbrud for den vestlige civilisation. Aftenlandet er i undergang. Han mener, at indvandring, frihandel og feminisme er ved at opløse Amerika indefra – men han tilbyder også alternativer: nationalisme, storkapitalisme og kulturkrig. Tanken er lige så enkel som den er svulstig: USA skal genvinde global styrke som supermagt ved dels at styrke de allerstørste virksomheder og dels ved at begrænse blødsødne hensyn til minoriteters menneskerettigheder.
Som bannerfører for den nye bevægelse, Alt-Right, den alternative højrefløj, tilbyder Bannon et frontalopgør med de senere årtiers såkaldte ‘Washington Consensus’, som har været præget af – i hvert fald forsøg på – internationalt samarbejde, multilateral regulering af handel og diplomatisk brobygning. Bannon agiterer for det stik modsatte og har både som en opmærksomhedsskabende provokation og som en oprigtig chokeffekt ikke engang problemer med at blive sat i forbindelse med racistiske og ultranationalistiske strømninger.
I et interview med magasinet Mother Jones udtalte han sidste år: ”Findes der mennesker, som er hvide nationalister, og som er tiltrukket af Alt-Rights filosofi? Formentlig. Er der nogle mennesker, der er anti-semitiske, der føler sig tiltrukket? Måske. Ok? Givetvis er der også nogle mennesker, der er tiltrukket af Alt-Right, der er homofober, ikke? Men det er ligesom, at den progressive venstrefløj og den hårde venstrefløj tiltrækker visse typer.”
Intellektuelle i USA diskuterer lige nu vildt og inderligt om Stephen Bannon også selv kan kategoriseres som hvid nationalist, anti-semit og homofob. Er han overhovedet demokratisk anlagt? Gennem årene er han kommet med udtalelser, der bestemt kan udlægges i disse retninger. Én ting er ingen dog længere i tvivl om, nemlig at Stephen Bannon på det personlige plan rummer stort set alle negative karaktertræk. Den tidligere redaktør på Breitbart News, Ben Shapiro, forventer således kun det værste fra sin tidligere chef:
”Han er en hævngerrig, ubehagelig person, berygtet for verbalt at misbruge venner og true fjender. Bannon er en klogere version af Trump. Han vil misbruge enhver med mere magt end ham – eksempelvis Donald Trump – for at nå sit mål.” På sin egen blog fortsatte Shapiro: ”Bannon ved, at du kun kan vinde eller dø i The Game of Thrones. Og han har bestemt ikke tænkt sig at dø. Han vil dræbe alle og enhver, der står i vejen for hans ambitioner.”
Den første filminstruktør, som formår at få greb om manden – og nok så afgørende: afslørende optagelser af denne mægtigt mærkelige chefrådgiver – vil kunne indkapsle og forevige et uvirkeligt vendepunkt i historien, hvor erfaringerne fra Anden Verdenskrig synes at være på vej i glemmebogen, og en ny anti-humanistisk magtdoktrin begynder at tage form – i Stephen Bannons billede.
Kom til realityshow
CPH:DOX og Føljeton har dedikeret en hel aften til den grå eminence bag verdens mest magtfulde mand. Her i aften kl. 21 i Kunsthal Charlottenborg i København. Mød den tyske politolog og populisme-ekspert Jan-Werner Müller i samtale med Lars Trier Mogensen, hør retorik-eksperten Erika Kiss sammenligne Bannons og Michael Moores film – og kunstneren Christian von Borries gennemgå dele af Bannons oeuvre med det formål at ”lære af fjenden”. For alle, der vil forstå, hvem der i virkeligheden gemmer sig inden i Donald Trump.