Indtil han blev udnævnt til ‘White House Chief Strategist’, præsident Donald Trumps nærmeste og mest indflydelsesrige rådgiver, havde filmmanden Stephen Bannon en klar ambition, som fortsat fremstår som den bedste forklaring på præsidentens aggressive fremtoning: ”Vi forsøger at bevæbne filmen”, ”to weaponize film”. Det er lige præcis det, Føljetons Lars Trier Mogensen har dedikeret en hel aften til på Charlottenborg, hvor blandt andre verdens førende populismeforsker Jan-Werner Müller kommer sammen med sin kone Erika Kiss, der er propaganda-ekspert. Det bliver en fest. Ikke mindst fordi det bliver en aften, hvor man kommer helt tæt på Stephen Bannon gennem hans film, som kunstneren Christian von Borries manisk har kastet sig over de senere år.
For nok smyger Bannon sig rundt i Det Hvide Hus’ skygger som en grå eminence, der kun sjældent selv taler til offentligheden, men hans indflydelse er undervurderet. Særligt indflydelsen på den nøje udtænkte koreografi omkring Trumps aggressive, ofte voldelige retorik. Som nogle analytikere kalder ham; præsident Bannon.
I flere afgørende situationer synes han nemlig at have haft det ord, der gjorde udfaldet. Tilstedeværelse er magt. Magt er ord. Og Bannon har bragt et enkelt, men både lammende og rammende slogan med sig fra Hollywood ind i Det Hvide Hus, ja, næsten som en ny statsræson: Film er en fortsættelse af krig med andre midler.
I en blanding af beundring for både Leni Riefenstahls storladne nazi-æstetik og Michael Moores antielitære bonderøvscharme har Stephen Bannon i en årrække forsøgt at klemme sig ind på kanten af den kommercielle filmindustri. Den 63-årige og nu forhenværende chefredaktør for den højreorienterede webavis Breitbart News har således både en fortid med mainstream og undergrund. Han er alternativ – Alt-right.
På den ene side har Stephen Bannon tidligere været producer på en række nogenlunde anerkendte spillefilm, heriblandt Sean Penn-dramaet Indian Runner (1992) og Anthony Hopkins’ version af Shakespeares Titus (1999). Og på den anden side har han været enten instruktør på eller manuskriptforfatter til en række dystre og apokalyptiske dokumentarfilm.
Det er den sidste klump på i alt ni dokumentarfilm, som er mest interessant. Og mere end dét: Bannons dokumentarfilm blæser hovedet af seeren. Han elsker bygninger, der styrter sammen. Kaos. Vold. Og i det signatur-agtige og ekstremt kalejdoskopiske sammenklip af tv-nyheder og små videobidder er der kun én konstant: Et enkelt, men hårdt optrukket verdensbillede, hvor der kun findes enten gode eller onde. Enten engle eller dæmoner. Kun venner eller fjender. Bannons verden er manikæisk – uden nuancer eller variationer.
I et virvar af arkivbilleder af dyr, som dræber, flår og æder hinanden, altødelæggende bombeeksplosioner og lydcollage med gamle taler af bl.a. Adolf Hitler har Stephen Bannon i de senere år kastet sig over mange af de temaer i tiden, som Donald Trump også havde held til at dominere dagsordenen med under valgkampen: Finanskrisen, politikerlede, islamisme, indvandring og korruption.
Alle blot potentielt eksplosive væsker og fragmenter ryster han lystigt sammen i sin filmiske cocktail, der end ikke forsøger at præsentere argumenter eller kedelige kendsgerninger, men alene forsøger at flamme følelser op. Sætte verden i brand. Eller som forfatter og journalist Flemming Rose udtrykker sig, efter at have mødtes med Stephen Bannon i New York: ”En ting, der bekymrede mig i vores snak, var Bannons meget lave tolerancetærskel for volds- og magtanvendelse. Han er af den opfattelse, at der grundlæggende kan komme gode ting ud af en krig og voldelige sammenstød, og at det kan have en rensende effekt.” Frisk fyr.
Alternative Facts: A Reality Show x Føljeton, Kunsthal Charlottenborg, kl. 21