Blindgyde mod drømmeland

Sverige er det land i Europa, der tager imod flest flygtninge pr. indbygger. Malmø er en by med folk fra mange verdensdele. I dagsmørke er bybilledet ikke farvestrålende, arkitekturen ikke ligefrem prangende. Jo længere ud mod periferien vi kommer, des mere gråt og brunt og vissengrønt er der. Jägersrovägen løber mellem to store ringveje i udkanten af byen, på nettet kan man finde billeder og anmeldelser af Hotel Jägersro. ‘Nice oplevelse!’ står der, ‘godt til en mellemlanding’. En tidligere gæst har undret sig over, hvorfor der var agurkeskiver i vandflaskerne, en anden var ked af at have udsigt til parkeringspladsen.

For tiden har Migrationsverket lejet hele hotellet til at huse nyankomne flygtninge. Det er let at se, vi har fundet det rigtige sted, da vi svinger ind på parkeringspladsen. Det vrimler med mennesker fra Afghanistan, Syrien, Irak, Eritrea. Det ligner et hvilket som helst standardhotel ved en hvilken som helst indfaldsvej. Trist og enkelt, uden overraskelser. På den modsatte side af  vejen står en ældre mand og venter på bussen. Han holder på sin tweedkasket i blæsevejret, bag ham titter gulmalede kolonihavehuse op over stakittet. Gamle birketræer, syrener, brombærkrat, om sommeren er det sikkert et lille svensk paradis.

Fordelt efter nummer

Indgangspartiet er en overdimensioneret prisme af stål og glas, lige inden for døren står to medarbejdere fra udlændingemyndighederne og taler sammen. Ingen spørger, hvad vi skal, de tager knapt notits af os. På Migrationsverkets hjemmeside kan man finde en grafisk fremstilling, der viser hvad man skal gøre, og hvor man kan bo, når man kommer til Sverige som flygtning. Mens man venter på at blive registreret, kan man overnatte på et af de ankomststeder, der holder åbent hele døgnet. På hjemmesiden kan man læse, at der ofte er meget lidt plads, da alle, der har brug for det, skal kunne tilbydes en seng og en mulighed for at hvile ud efter flugten. Der står også, at det meget vel kan ske, at de ikke længere kan tilbyde folk nattely. Det blev en realitet straks, da vi var hjemme igen.

Efter registreringen bliver asylansøgerne hentet med busser og fordelt i andre kommuner efter et nummersystem. De kan ikke love, at man kommer til at bo i nærheden af slægtninge, der er kommet i forvejen og endnu venter på at få afgjort deres asylansøgning. Almindelige svenskere må gerne åbne deres hjem for asylansøgere, kun uledsagede børn må man ikke tage med hjem.

Helt alene i Sverige

På et hvilket som helst tidspunkt i asylprocessen kan man vælge at bo hos familie eller venner og mange benytter sig af det. I Stockholm-forstaden Södertälje har halvdelen af de 91.000 indbyggere migrantbaggrund, de fleste er fra Mellemøsten. Byen huser nu også 1.400 flygtninge, der bor hos familie eller venner. Den velhavende forstad Danderyd har derimod næsten ingen taget. Det skaber spændinger mellem kommunerne i hele landet – de mest velhavende kommuner har omkring 1 flygtning pr. 1.000 indbyggere, de fattigste har mere end hundrede gange så mange. For flygtningene er det i hvert fald en fordel, at have nogen, som tager imod.

Dolama kendte ikke nogen i Sverige i forvejen, han er tyve år og ankom for tre måneder siden. I Syrien boede han i Damaskus og læste handel. Han flygtede sammen med en ven for at undgå militærtjeneste, og fordi det var for utrygt at blive. Han ville ikke være en del af Assads dræbermaskine, han glemmer aldrig lyden af bomber eller dem, han har mistet. I dag er han på Hotel Jägersro sammen med sin flugtven for at tage imod sine søstre, der lige er kommet. Han passer på deres tasker, mens de venter på at blive registreret.

Al den dødsangst

Foyeren er fuld af ventende. De fleste står stilfærdigt i kø, en ung afrikansk kvinde er sunket sammen på sin lyserøde kuffert. En familie sidder på hug ved vinduet og deler en pose chips. Alt foregår i god ro og orden, mange virker apatiske. Vagter fra et privat firma, holder øje med, at alt foregår, som det skal – deres største arbejde består tilsyneladende i at vise folk vej til toilettet.

Dolama skutter sig, han har blomstret skjorte og bare fødder i sorte sneakers. Han fortæller om flugten, den samme rute som de andre vi har talt med. Uden at gå i detaljer får han os til at forstå, at det var rædselsfuldt, rejsen over havet var det værste. Al den død, al den dødsangst. Tidligere kunne man komme med fly fra Tyrkiet, hvis man havde penge nok til et falsk pas og flybilletter.

Nu er det umuligt, den eneste vej er den dødsensfarlige bådtur, man kan let risikere at blive sendt tilbage, før man når europæisk territorium. Det er svært at komme ud af Syrien, vejene er ufarbare, grænserne lukkede meget af tiden. Jeg spørger, hvorfor han valgte Sverige, han svarer: Fordi det er et land, der respekterer menneskerettighederne.

Ett Höör for alla

Dolama vidste ikke meget om Sverige, før han kom. Han bor med sin ven i et asylcenter i Höör tre kvarter fra Malmø. Der bor 7.500 mennesker i Höör, for nogle måneder siden blev kommunen pålagt at omdanne Frostavallen Hotel til bolig for 150 asylansøgere. De tidligere gæsters anmeldelser er positive og hæfter sig ved den rolige beliggenhed, vandrestierne og den smukke sø. En enkelt synes, det trækker ned, at man skal gå 100 meter for at komme fra soveafdelingen til restauranten, en anden mener, at gardinerne er alt for tynde til at holde de lyse nætter ude.

Höör kommune var indstillet på, at de skulle hjælpe, men ville have ønsket, at de havde bedre tid til at forberede sig. På den kommunale hjemmeside kan man læse om de initiativer, der er dukket op i løbet af de seneste måneder: Sprogcafé, indsamling af barnevogne og cykler til flygtninge og gruppen ‘Ett Höör för alla’, som står for aktiviteter for byens nye medborgere. Deres facebookside har omkring 700 likes og der kan man se billeder af smilende svenskere og flygtninge med blomster i favnen, af en kirkedør plastret til med hjerter med hilsner til flygtninge, af lys tændt for terror-ofrene i Paris.

Den ulidelige ventetid

På en facebookgruppe med 1800 likes, der kalder sig ‘Nej till asylboende i Skåne’ har én postet artiklen om, at Höör skal tage imod flygtninge. »Er det all inclusive?« er der en, der spørger, mens en anden vil vide, om kommunen vil bygge en moské. Hun mener, at muslimer hader kristne. En fyr med Darth Vader som profilbillede har lagt et billede af den 21-årige sværdmorder fra Trolhättan i kommentarsporet. Han har udstyret ham med et par solbriller, der ligner noget fra et Nintendospil i 80’erne og skrevet: »Der vil komme mere…«

Dolama drømmer om, at komme igang med sit liv igen. Lære svensk og blive ven med svenskere. Det sidste forekommer at være det sværeste. Det er vanskeligt at møde nogen, når man bor langt ude på landet og pengene ikke rækker til en busbillet. Asylansøgerne får mad på asylcentret og 700 kroner om måneden til alt andet. En tredje fyr slutter sig til os. Ahmed er 25 år og flygtet af samme grunde som Dolama. Han  har været her i 15 måneder, han bor hos sin onkel i en lejlighed i Helsingborg. Ventetiden driver ham til vanvid, han er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved om alle bliver behandlet lige, som myndighederrne påstår.

Svært at få venner

I Syrien var Ahmed advokat, han mener godt at kunne gennemskue, når tingene ikke går ordentlig for sig.

»Hvorfor får de, der er kommet senere end mig, opholdstilladelse nu, når jeg ikke gør?« Han lægger nakken en anelse tilbage, hver gang han siger noget.

Alligevel er han bedre stillet end mange andre, fordi han bor hos sin familie. I centeret er nogle begyndt at tage stoffer, fortæller han: For at slippe væk fra minderne og den forbandede ventetid.

Han er høj og bleg med mørkt skæg, og kunne godt ligne en halv-hipster fra Nørrebro med sine solide støvler og slidte jeans.

»Det er svært at få svenske venner,« siger han, »vi prøver at falde i snak med folk, men det er anderledes end derhjemme.«

Jeg spørger hvorfor, Nawal svarer uden at konsultere ham.

»De siger det samme, som dem derhjemme. Du ved, hvordan det er med danskere og svenskere, ikke?«

En gravid kvinde trisser forbi os med et barn i hånden. Blå joggingbukser, ufriseret hår. Hun smiler forsigtigt til vagten, hun ser oprigtigt glad ud. Lidt efter kommer hun tilbage, lister hen til manden og endnu et barn. Manden rokker en klapvogn, mens han holder sutteflasken for den lille.

Dyre vaner

»Jeg håber, de får besøg af en sundhedsplejerske,« siger Nawal og nikker mod babyen i klapvognen, »det er en dårlig idé med saft i sutteflasken.«

Jeg kommer til at smile. Hun har selvfølgelig ret, men når man er på flugt fra krig, er små mælketænder næppe ens største bekymring. På den anden side er det måske lige præcis i dag, at deres nye liv begynder, om et par år har børnene glemt rejsen, snart taler de bedre svensk end deres forældre. Nawal smiler også. »Måske skal jeg sige det til dem med det samme?«

Der er mennesker overalt. I haven mellem bygningerne står en flok og ryger. Det bliver en dyr vane her.

Vi tager afsked og lover Dolama at prøve at finde svenske venner til ham gennem Venligboernes svenske netværk. Han smiler genert, det er hans højeste ønske lige nu. På hans facebookside har han billeder af sig selv med sine venner i Syrien; foran en swimmingpool, i skolen, med læderjakke og voks i håret. Han ser glad og almindelig ud. Der er også et par billeder af ham, hvor han sidder og ser ud over den svenske sø ved Frostavallen Hotel. Tyndere, mere alvorlig, men stadigvæk en dreng.

Ikea gør forretning

Dolama og hans ven er næsten jævnaldrende med min søn, som blev student i sommer og nu holder sabbatår. Snart rejser min dreng ud for at se noget af verden, inden han går i gang med at studere. I løbet af de år, jeg har haft børn, har jeg haft mange samtaler med andre forældre om, hvordan man bedst opdrager stærke og glade børn. Om hvordan man får de små til at sove, om hvornår de store er gamle nok til at gå i skole selv, om hvor meget computer de må spille, hvor mange lommepenge de skal have. Om balancen mellem omsorg og selvstændighed, den slags moderne forældre går op i.

Jeg tænker på Dolamas forældre, på deres sorg ved at give afkald på en søn, på deres stolthed ved at have opdraget sådan en fin ung mand. Vi kører tavse fra Jägersrovägen mod Arlöv, på vejen ligger endnu et hotel, som bliver brugt til at huse asylansøgere. Det ligger ved siden af en benzintank. På den ene side af huset er der et par containere, gennem et halvt åbent vindue kan man se en uredt køjeseng. Om ikke andet har flygtningestrømmen været en god forretning for Ikea.

Han savner sin far

På parkeringspladsen taler jeg kort i telefon med ham, der kalder mig for sin danske mor. Han er lidt ældre end Dolama, han kom til Danmark for femten måneder siden. Han ringer bare for at spørge om noget med nogle papirer, men det kan sagtens vente. Vi skriver sammen stort set hver dag på messenger, ofte sent om aftenen, hvor savnet og ensomheden størst. Han er en rigtig mønster-flygtning: Taler og skriver dansk, har fundet deltidsarbejde, begynder snart at studere, og vil så være ude af kontanthjælpssystemet.

For nylig sendte han mig en video fra den it-butik han havde i Damaskus – før og efter der sprang en bombe. Hans far er stadigvæk i Syrien, han er en ældre mand, og de taler sammen en gang om ugen. Han tænker meget på, om han nogensinde kommer til at se ham igen. I dag lyder han glad og er hurtigt ude af røret. I går skrev han: Det gjorde stort indtryk på mig i går, da min far kyssede mig i telefonen. Jeg spurgte: Fordi du savner ham? Han svarede: Ja, selvfølgelig. Hele tiden.