Vermund-komplekset: it's alive!

I oktober 2016 bragte Føljeton en artikel med overskriften ‘Den unge Vermunds store humanistiske byggeprojekt’. Vermund – det var Pernille Vermund, stifteren af det nationalkonservative parti Nye Borgerlige, hvis primære politik er at få indført et totalt asylstop, et stop for udbetaling af offentlige ydelser til udlændinge, en udmelding af EU og en opsigelse af FN’s Flygtningekonvention fra 1951.

Byggeprojektet – det var Vermunds afgangsopgave fra Kunstakademiets Arkitektskole i København i 2001. Pernille Vermund er nemlig uddannet arkitekt og lever i dag af at tegne enfamiliehuse. I efteråret udtalte hun i et tv-program, at hendes største karrieremæssige oplevelse var at blive færdig på arkitektskolen, fordi hun vist var familiens første akademiker. I den sammenhæng nævnte hun dog ikke, hvad hendes afgangsprojekt handlede om.

Men det kan man slå op i arkitektskolens biblioteks digitale arkiv. Vi prøvede at søge på navnet ‘Vermund’, og op dukkede titlen: ‘Ungdomsboliger for asylansøgere’, udgivet 2001.

Et afgangsprojekt fra arkitektskolen kan være alt muligt. En lædertaske formet som en banan, for eksempel. Pernille Vermunds valg af emne ville der ikke have været noget påfaldende over, hvis ikke det lige var, fordi hun 15 år senere skulle stå i spidsen for et parti, der ønsker at lukke de danske grænser hermetisk og sende de flygtninge hjem, som Danmark allerede har taget imod fra Syrien og andre krigshærgede områder. Et parti, som en hel del danskere siger, at de ville stemme på ved et kommunalvalg eller et folketingsvalg.

‘Ungdomsboliger for asylansøgere’ lød simpelthen som noget godt; at man ville forbedre nogens situation. Desværre var projektet på mystisk vis forsvundet fra arkitektskolens bibliotek.

Derfor ringede vi til Pernille Vermund og bad hende uddybe sine tanker om afgangsprojektet. Hun forklarede, at det var en såkaldt infill-opgave, som handlede om at fylde en boligblok på Vesterbro ud.

”Det var en boligbebyggelse til unge asylansøgere,” sagde hun i røret. ”På det tidspunkt havnede mange af dem i Kongelunden. Jeg var ude at besøge de her asylcentre, og det var tydeligt, som det også er i dag, at den periode, hvor de sidder i asylcentret og venter på deres behandling, er dybt frustrerende. For de mennesker var det om muligt endnu værre, fordi de gik jo bare der. Man kan jo forestille sig, hvad der sker, når man lukker 50 unge mænd inde sammen i lokaler på Lars Tyndskids mark, hvor de ikke har noget at lave. Det siger sig selv, at på et tidspunkt får de nok. Så min opgave handlede om, at hvis man fik dem ind i bymiljøet, hvor der i forvejen var forskellige kulturer, og hvor man er vant til et mere internationalt miljø, hvis man kan sige det sådan, så var der mere for dem at lave, og det ville måske også være nemmere for omgivelserne at tage imod dem.”

Pernille Vermund tog ikke decideret afstand fra sin gamle afgangsopgave, men hun fik sagt, at hun huskede den som ”en af mine dårligste”.

Ud i sandet

Her på Føljeton så vi nu sådan på det: det kunne godt være, at Vermunds opgave var fagligt dårligt udført, men de menneskelige værdier, som det trods alt baserede sig på, var ikke til at komme udenom. Vermund havde ved selvsyn konstateret, at der sad en masse unge asylansøgere og gloede ud i luften, mens de ventede på at få deres sager afgjort, og det ville hun gerne lave om på. Det var sympatisk og opmuntrende. Den unge Vermunds store humanistiske byggeprojekt så vi som et præmieeksempel på, hvad ungdommelig idealisme kan føre med sig. Hvad man er i stand til, når man stadig har troen på en bedre og mere retfærdig verden intakt.

Derfor begyndte vi i det sene efterår 2016 at arbejde på at få Pernille Vermunds skoleprojekt opført. Vi havde ideen og Vermunds beskrivelse af byggeriet, og da vi selv var bygherre, manglede vi bare en grund, et arkitektbureau, et ingeniørfirma, entreprenører, håndværkere, byggematerialer (herunder i særdeleshed beton, stål og glas), en kommunal samarbejdspartner, forhåndstilsagn om varetagelse af driften og hen ad vejen eventuelt personale (i hvert fald en vicevært).

Der gik ikke lang tid, før forskellige aktører begyndte at melde sig. Den første var en ingeniør ved navn Rodein Al-Hadid, der selv havde boet i flere asylcentre, da han som barn kom til Danmark med sine forældre. Det hele tegnede lovende. Men rollen som bygherre er krævende, og vi måtte sande, at det ikke er så hurtigt at bygge ungdomsboliger til asylansøgere, som det er at skrive en artikelserie, og derfor løb bestræbelserne ud i sandet, da julen stod for døren.

Men ideen døde ikke. Og for et par uger siden modtog vi nogle henvendelser, som tyder på, at vi nu skal til at bygge alligevel – måske. Det handler denne uges føljeton om.