Man skulle næsten tro, at The New York Times havde tilbragt lørdag aften på Charlottenborg i København, hvor populismeforsker Jan Werner Müller og propagandafilm-ekspert Erica Kiss så på Det Hvide Hus’ chefstrateg Stephen Bannons dokumentarfilmskarriere sammen med Føljetons Lars Trier Mogensen. I hvert fald bragte de i går en feature, der tog fat om et af hoveddilemmaerne fra Charlottenborg-debatten, nemlig at dokumentarfilm-establishmentet ofte har det med politisk at tippe til venstre, mens de mest succesfulde instruktører rent faktisk er stærkt højreorienterede og rammer et helt andet publikum end den typiske festivaldeltager på Sundance, Toronto, Amsterdam eller for den sags skyld CPH:DOX (undskyld).
Hvad der ydermere er problemet er, at der ingen bro synes at være mellem de to fløje. Vidste du for eksempel, at tre af de ti mest indbringende dokumentarfilm i verdenshistorien er lavet af en fyr, der hedder Dinesh D’Souza. Det er ikke sikkert, du har hørt om ham, men han laver stærkt konservative dokumentarer, der dæmoniserer Obama og Clinton, eller stærkt patriotiske film som America – Imagine the World Without Her. Det har fået blandt andet direktøren for Sundance Film Festivals dokumentarprogram, Tabitha Jackson, til at efterspørge et andet politiske ståsted hos producenterne.
”Enhver kulturel organisation forsøger med lidt selvransagelse i øjeblikket og spørger sig selv: Hvad kan vi gøre bedre?” siger hun til avisen.
”Vi er i kommunikationsbranchen, og det er ret åbenlyst, at der synes at være en eklatant kommunikationsbrist mellem fløjene i disse år.”
Men det er svært, medgiver både Tabitha Jackson og flere andre både producenter og instruktører i artiklen, hvor man blandt andet forklarer det med, at hele den kunstneriske branche har det med at være venstreorientet, og det er det, der går igen i festivalernes programmer og instruktørernes emnevalg.
Men forfatter, sociolog og journalist Arlie Russell Hochchild er mere kritisk og direkte i sin problematisering af dokumentarens prædiken for de allerede omvendte. Hun er forfatter til den prisvindende bog Strangers in Their Own Land, hvor hun gennem fem år har fulgt Tea Party-bevægelsen i staten Louisiana, og i øvrigt er hun erklæret venstreorienteret, men i sin journalistik berømt for at være en helt for både venstre- og højrefløj. Hun er ikke i tvivl om, at de to fløje kan bringes tættere sammen, men det handler om strategi og om at bruge sproget rigtigt. For eksempel anbefaler hun producenterne at sætte ind på de vinkler, højrefløjen har på verden, der ifølge Hochschild har det med at være mere fokuserede på det nære. Så når man laver en film om klimaforandringerne, skal den i højere grad fokusere på orkaner og personlige konsekvenser. Se på emner, der har krydsflader – børneomsorg, sygesikring og overfyldte fængsler nævner hun som eksempler. Og så opfordrer hun i øvrigt til, at man kommer ud af komfortzonen og ser de mennesker, man ikke vil tale med i øjnene.
”De mennesker, jeg har talt med, er lige så frustrerede og kede af den manglende bro, som venstrefløjen er. Tal med dem. Og tal med dem i det sprog, de taler – og tal med dem om det, der er lige der, hvor de bor. Så vil du se, at de også begiver sig derhen, hvor du bor.”