De danske verdensmestre

Der er to fuldblodsdanske film i hovedkonkurrencen på CPH:DOX. De har begge premiere i aften, og på hver deres måde er de ambassadører for den særlige ånd, som har trukket dansk dokumentar op i verdensklasse. Filmskaberne har ikke fået en plads i konkurrencen, fordi de er danske, men fordi de er internationale navne på dokumentarscenen.

Allerede da Phie Ambo gik på Filmskolen, vandt hun en Robert og en pris på verdens største dokumentarfestival IDFA for filmen Family, hvor hendes kæreste og medinstruktør Sami Saif forsøger at opspore sin far. En intenst personlig fortælling, hvor instruktørerne sætter sig selv og deres mest sårbare hemmeligheder på spil. Det er ikke en tilfældig strategi, men præcis den pædagogik som Den Danske Filmskoles dokumentarlærer Arne Bro har indpodet i en hel generation af danske dokumentarskabere. At en dokumentar kan handle om hvad som helst, men den bliver aldrig rigtig god, hvis den ikke udspringer af kunstnerens egne dybeste længsler. Mens fiktionsinstruktørerne blev opdraget til at lægge dogmefilmenes og socialrealismens navlepilleri bag sig og øve sig i Hollywoods genrehåndværk, blev dokumentarinstruktørerne opdraget til at se ind i sig selv.

Phie Ambos nye film … Når du kigger væk handler om kvantefysik, der smelter sammen med metafysik i en undersøgelse af bevidsthedens grænser. Det er ikke ligefrem selvbiografisk stof. Alligevel starter Phie Ambos undersøgelse med hendes egen undren. Og sin datters, som i filmens første scene er bange for at falde i søvn, fordi hun bliver ved at drømme om, at hun måske er et dyr. Og selve filmen er vokset rundt om Phie Ambo og det radikale benspænd, at de medvirkende kun må være med, hvis de selv henvender sig til hende.

Mads Brügger har vundet juryens pris på Sundance-festivalen for at bruge sig selv på film. Men på en radikalt anden måde, som bedrager, hofnar og frygtløs satiriker i Det røde kapel og Ambassadøren. Han er af en helt anden skole end Arne Bros, bogstavelig talt rundet af en journalistfamilie. Han piller magthavernes maske af som en ægte graverjournalist, men aldrig med tv-dokumentarens sørgelige dækbilledæstetik, hver gang med et forargende bedragerisk eller urkomisk rænkespil. Han tænker konceptuelt med samme tyngde som Jørgen Leth og Lars von Trier i De fem bespænd og – hvis den ellers kan regnes som en dansk dokumentar, i så fald ville den være blandt Danmarks bedste nogensinde – Joshua Oppenheimer i The Act of Killing.

Det samme gælder – forhåbentlig – den festivalaktuelle The John Dalli Mystery, som er lavet i samarbejde med Brüggers brother in crime Mikael Berthelsen og instruktøren Jeppe Rønde. En bizar efterforskning af en sundhedskommissær i EU, en korrupt tobaksindustri og et mordmysterie. Men også med ABBA-karaoke.

Det er ikke de stærke subjekter i filmene, som er det danske kvalitetsstempel. Det er galskaben bag idéerne, som ikke ville overleve i ethvert produktionsapparat. Men den slags er der plads til i dansk dokumentar, og det har vist sig at sælge billetter over hele verden. Vi hepper på danskerne! Og hvis det ikke går, som vi håber, kan vi altid tage dansk patent på åbningsfilmen Last Men in Aleppo, som er et mindre mesterværk og har en dansk medinstruktør og medproducer.