Arkitekterne melder deres ankomst

”Vi vil kunne realisere det her projekt.”

Det er onsdag, og Føljeton sidder på en stol ved et rundt bord i et stort rum med meget højt til loftet i et hus på Christianshavn. Huset er gammelt, og hvis panelerne ved vinduerne ud mod Strandgade minder om et Hammershøi-maleri, er det, fordi den berømte danske billedkunstner boede på etagen ovenover i begyndelsen af 1900-tallet og malede en lang række interiørbilleder herfra, som de seneste 20-25 år er blevet kendte verden over. Tag for eksempel ‘Måneskin, Strandgade 30’ (1900-06), som hænger i galleri 813 på Metropolitan Museum of Art i New York.

Nu er det arkitekten Hans Peter Hagens, som holder til på adressen. Vi sidder ved bordet i hans tegnestue Arkitekturværkstedet, og mens han skænker kaffe til gæsten, er det hans kollega og gamle studiekammerat, Thomas Gay, der siger de oplivende ord:

”Vi vil kunne realisere det her projekt.”

”Der er et behov,” supplerer Hans Peter Hagens.

Thomas Gay er ligesom Hans Peter Hagens uddannet arkitekt, men han er også restauratør, kok og idémand. Vi kan jo skrive, at han er ”katalysator”, siger han.

Projektet, som han siger, at de vil kunne realisere, er i princippet Pernille Vermunds afgangsopgave fra Arkitektskolen i København fra 2001, ‘Ungdomsboliger for asylansøgere’, som Føljeton efterhånden har beskæftiget sig en del med. Indtil videre har det mest været drømme og tankespind: Siden Føljeton ‘opdagede’ lederen af Nye Borgerliges gamle skoleopgave i efteråret 2016, har vi arbejdet på at få den ført ud i livet. Specielt den unge Vermunds visionære idé om at få flygtningene ind til byerne for at sætte skub i integrationen har gjort et stort indtryk på os.

Enkelte aktører fra byggebranchen har tilbudt at bidrage med knowhow og materiel, men vi har skønnet, at vi ikke kunne løfte opgaven uden arkitekter.

Og nu er Hans Peter Hagens færdig med at hælde kaffe op. Det er Thomas Gay, der har kontaktet Føljeton. Han fortæller, at han med stor interesse har fulgt vores artikelserie om Vermund-komplekset, og da han læste interviewet i serien med den juridiske rådgiver Asrin Mesbah forleden, blev han for alvor tændt og tog kontakt til Hans Peter Hagens.

”Ideen ligger lige i tråd med de ting, som vi arbejder med som arkitekter,” siger Thomas Gay.

Og ideen, som er blevet modificeret i forhold til Pernille Vermunds oprindelige tanker, er at opføre midlertidige boliger for flygtninge. Som Asrin Mesbah fortalte, er der et enormt pres på landets kommuner for at finde permanente boliger til de flygtninge, som de har fået liciteret. Og indtil de permanente boliger er fundet, bruger kommunerne mange ressourcer på at indkvartere landets flygtninge i midlertidige boliger. Ofte ender de på gamle skoler, ombyggede plejehjem og lignende – forhold, der ofte minder om de nedslidte asylcentre, de allerede er blevet budt. Fordi presset er så stort på kommunerne, er det også et økonomisk rentabelt byggeprojekt. Der er simpelthen penge i det, og så skulle det ikke være noget problem at tiltrække private investorer eller fondsmidler.

Hans Peter Hagens og Thomas Gay vil opføre flygtningeboliger, der så at sige er dobbelt midlertidige: de er midlertidige for flygtninge, og de er midlertidige på den måde, at når der ikke længere er brug for dem, så kan de pilles ned igen og fjernes fra bybilledet.

”Danmark er jo en søfartsnation,” siger Hans Peter Hagens. ”Vi har en masse meget fine havnebyer, og måske kunne man anskue de her flygtningeboliger på samme måde som med sejlbåde og skibe, der lægger til og på et tidspunkt sejler videre igen. Danmarks havnebyer har desuden vand og el langs kajerne, som sejlbådene kan plugge sig på. Det samme kunne man gøre med de her flygtningeboliger.”

Han siger, at man sagtens kunne ombygge gamle både til flygtningeboliger – ”det ville være en smuk og enkel måde at bo på, og det ville også være en billig løsning” – og han taler om ”mobile, flytbare boligstrukturer”.

Men der er også et alternativ, tilføjer Hagens og nikker over mod en ret stor model af ‘Danmarks Mobile Udstillingspavillon’ i fem etager (lavet for tidligere kulturminister Jytte Hilden, red.), som han har stående henne ved indgangen.

”Man kunne tænke i stilladsagtige byggeenheder, hvor man kan plugge små boligenheder på efter behov. Det signalerer midlertidighed. Og det er meget vigtigt at understrege: Det, vi laver, er en midlertidig løsning, mens der er et akut flygtningeproblem i Danmark. Boligerne vil også kunne bruges af danske studerende, som har et tilsvarende behov for små boligenheder,” siger han.

Asrin Mesbah sagde, at det ville give mening at lade unge studerende og flygtninge leve side om side.

”Præcis. Der er integrationsaspektet i det. Og som hun også siger, så er der måske mange danskere, der opfatter flygtninge som nogle, der bare skal hjælpes. Men mange af dem er ressourcepersoner. Hvis de kommer ind til byen på den måde, vi taler om nu her, så går det begge veje, og de vil også kunne bidrage med noget,” siger Hans Peter Hagens.

Løsningsorienteret

Som arkitekt er Hans Peter Hagens nok bedst kendt som manden bag Torvehallerne i København. Han kæmpede for at få dem bygget i 14 år. De åbnede i 2011 og er i dag en bragende succes.

Det kræver vel også en forståelse af det politiske system, hvis man skal have opført midlertidige flygtningeboliger. Nogle vil være imod. Der kan din erfaring med kommunal tankegang være god for projektet, tænker jeg.

”Der er et behov, men man er nødt til at være løsningsorienteret og løse det her på en både smuk arkitektonisk, men også en human måde,” siger Hans Peter Hagens. ”Hvis vi både kan gøre noget for flygtninge og for de studerende, så synes jeg, at vi er godt med. Hvad Torvehallerne angår, var vi heldige, at alle de politiske partier kunne se nogle forskellige perspektiver i dem. Nogle sagde, at det var en god handelsplads, andre sagde, at det var et perfekt sted at lave integration, og så var der andre, der mente, at det gav et smukt byrum, hvor borgerne kunne samles på tværs af alle aldre. Det gjorde faktisk, at hver gang Torvehallerne var til afstemning blandt politikerne, så stemte alle ja til det. Der kunne man håbe, at vi ville ramme en tilsvarende situation med de her midlertidige flygtningeboliger.”

”Vi taler jo heller ikke om containere,” siger Thomas Gay. ”Vi taler ikke om noget grimt, der skal stå på folks havnefront, men om et projekt, der bliver integreret i det miljø, det skal stå i. Det kan have forskellige facader, rum og størrelser.”

Hans Peter Hagens: ”Så vil det være oplagt også at indtænke nogle fælles funktioner. Man kan have en fælles tv-stue eller vaskeri, hvis der bor mellem 10-50 mennesker.”

Fordi vi taler om færdige byggeenheder, som bare kan kobles sammen efter behov, kan man lave hvad som helst?

Thomas Gay: ”Ja, så kommer vi med et vaskeri. Så kommer vi med et lille bibliotek. Så kommer vi med…”

Hans Peter Hagens: ”…et fælles køkken, hvor man kan samles om at lave middage, ligesom man har et fælles køkken på et kollegium.”

I taler allerede meget konkret om projektet…

Hagens: ”Det er jo nogle små boligenheder, så det der med stilladstanken og containere kan man godt bruge som princip. Men indmaden – vægge, gulv og lofter – bliver så af træ. Krydsfinér, for eksempel. Så det er behageligt at bo der.”

Og det er så modulært og flytbart, at man bare kan sætte enhederne på plads med en kran?

Hagens: ”Lige præcis.”

Gay: ”Hvis du går ned på Papirøen og ind i en af hallerne, hvor der er båse med mad, så vil du opleve, at når du går fra den ene bås til den næste, så er det som at komme til et nyt land. I princippet har alle boderne det samme antal kvadratmeter, men de har forskellige facader, forskellig indretning og forskellig mad. Det er et meget godt eksempel på, hvor meget forskellighed der kan skabes på de samme kvadratmeter…”

Hans Peter Hagens og Thomas Gay taler videre, men vi forlader dem her. De siger, at de skal bruge cirka en halv million kroner for at komme i gang med projektet. Og håber, at det ikke bliver noget problem at finde pengene, som både kan komme fra private donorer eller fra en fond. Vi får se. Nogle gange vokser træerne ind i himlen.