Posttraumatisk folkesocialisme

Socialistisk Folkeparti, som holder landsmøde i Odense lørdag og søndag, har i de senere år fået så mange tæsk – af vælgerne, eks-medlemmer og i medierne – at det kan virke ubarmhjertigt at hamre videre på de blot syv folketingsmedlemmer: Pia, Jacob, Holger, Trine, Lisbeth, Karsten og Kirsten. De er for længst blevet trukket tungt gennem helvedes ni koncentriske betalingsringe, og intet, absolut intet, har disse syv politikere fået forærende.

Med bitterhed og forståelig jalousi har SF’erne kunnet se Alternativet og Enhedslisten løbe med æren og hele opmærksomheden på venstrefløjen. SF er skubbet ned på en ofte anonym tredjeplads.

Magtpolitik handler nemlig ikke om barmhjertighed. Efter at partiet noget nær kollapsede i dagene omkring vedtagelsen af det delvise salg af Dong Energy til bl.a. Goldman Sachs i januar 2014, og dernæst ydmyget måtte trække sig helt ud af SRSF-regeringen, har folkesocialisterne været helt nede og vende faretruende nær spærregrænsen. Uskylden er tabt. SF’erne har set en mulig opløsning i øjnene, men har foreløbigt genrejst sig. Indtil videre.

Kun ved et enkelt valg tilbage i 1977 har SF stået så svagt i det politiske landskab som nu. For 10 år siden var SF over tre gange så stort som ved valget i sommeren 2015 ; et folketingsvalg, som valgforskerne Kasper Møller Hansen og Rune Stubager netop har døbt ‘sandflugtsvalget’, som en pendant til jordskredsvalget i 1973. Forskellen mellem dengang og nu er, at vælgervandringerne ikke længere er en pludselig undtagelse, men en varig og snigende bevægelse væk fra magtpartierne.

SF fik smag på magten, uden at vinde æren. SF er således ramt af den lidelsesfulde skæbne at være endt i et magt-tomrum, hvor partiet hverken opfattes som rigtigt ‘ansvarligt’ eller rigtigt ‘progressivt’: På den ene side kritiseres SF for at være blevet alt for realpolitisk, teknokratisk og pragmatisk, præcis som de andre magtpartier. Og på den anden side kritiseres folkesocialisterne for fortsat at være følelsesladet, utilregneligt og idealistisk, præcis som de andre yderfløjspartier.

Begge fronter af kritik bygger på en grad af urimelighed, da SF har vitterligt øvet indflydelse i det små, også under Løkke-regeringen, og samtidig har strakt sig – overraskende – langt for at være med i tværpolitiske og længerevarende forlig. Men sporene skræmmer så dybt fra SF’s få måneder i regeringskontorerne, at denne skrøbelige balance mellem realisme og idealisme ikke rigtigt brænder igennem i den bredere offentlighed.

De seneste dage har virket som et pinagtigt déjà-vu. SF har fået rippet op i flere af de dybe sår fra 2011, 2012 og 2013. Først valgte SF at gå med i en ny Nordsø-aftale, som betyder, at Mærsk-koncernen og de øvrige olieselskaber i DUC får en rabat, der samlet set kan koste op mod 3,6 mia. kr. i direkte skatterabat og samlet 4,9 mia. kr. for statskassen. Regnestykket går kun i nul, hvis olieprisen stiger med ret usandsynlige 50 procent.

Lyder det velkendt? Ja, for lukrative aftaler er tidligere blevet indgået med multinationale virksomheder med netop SF’s støtte: I januar 2014 stemte SF for det aktstykke i Finansudvalget, der satte gang i det delvise salg af Dong Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Resten er historie, en tragisk historie for SF. Det opsigtsvækkende er, at forløbet omkring Nordsø-aftalen virker som en gentagelse.

Selv om SF tidligere har argumenteret for, at beskatningen af Nordsøolien er alt for lav – og vel at mærke væsentligt lavere end i f.eks. Norge og lavere end hvad de økonomiske vismænd anbefaler – så er folkesocialisterne nu gået med til at sænke den effektive beskatning af og dermed indtægterne fra de ressourcer i Danmarks undergrund, som tilhører hele befolkningen. Samtidig har SF også været med til at acceptere, dels at regningen betales ved at skære i støtten til iværksættere og nye vækstbrancher, og dels at eventuelt fremtidige ekstraindtægter i tilfælde af stigende oliepriser skal gå til f.eks. selskabsskattelettelser.

Sammen med de andre magtpartier forsøger SF at forklare sig med, at man nu har sikret flere tusinde arbejdspladser i Sydjylland, og samtidig stimulerer en udvinding, der ad åre vil kunne skæppe i fælleskassen. En argumentation, der er næsten umulig at adskille fra Socialdemokratiets – og dét virker også til at være hovedmotivet. Ved at gå med i Nordsø-aftalen bestyrker SF sin tætte kobling til Socialdemokratiet. Ikke som en rød irritation, ej heller som en grøn inspiration, men tværtimod som et hyperpragmatisk parti, der igen forsøger at bringe sig i position til et fremtidigt regeringssamarbejde.

Hyperpragmatismen synes også at ære logikken bag SF’s kurs i udlændingepolitikken. Først meddelte folkesocialisterne den undrende offentlighed, at SF ville stemme for at afvise asylbørn i nødsituationer, hvis – som det hedder – at ”flygtningesituationen kommer ud af kontrol”. Under debatten i folketingssalen fremhævede SF, at der dog skulle tages hensyn til barnets tarv. Men i regeringens tolkning betød det imidlertid, at selv uledsagede asylbørn fremover skulle kunne afvises ved grænsen og sendes tilbage til et andet land.

Forvirringen var total. For er SF pludselig gået så langt i tilnærmelserne til både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, at Danmark ikke længere skulle tage vare på asylbørn? Sådan blev SF’s opbakning til forslaget straks tolket af den tidligere højprofilerede SF’er Özlem Cekic, som meddelte, at hun nu melder sig helt ud af Socialistisk Folkeparti. Endnu et deja vu. Endnu engang er SF fanget i den uelegante balanceakt mellem på den ene side at ville være et ‘ansvarligt’ forligsparti og på den anden side et principfast oppositionsparti.

Ugens forviklinger har vist, at SF i hvert fald ikke vælger de letteste løsninger. De syv tilbageværende SF’ere i Folketinget, Pia, Jacob, Holger, Trine, Lisbeth, Karsten og Kirsten, kan ganske vist virke som ramt af en form for posttraumatisk stresssyndrom efter det ulykkelige regeringssamarbejde. Men de kæmper videre. Trods alt. Og tilmed i samme retning, som de led nederlag fra 2011 til 2014.

Den nye form for posttraumatisk folkesocialisme – med Mærsk-rabat og nej til asylbørn – rummer med alle de åbenlyse modhager i forhold til eget bagland en form for anti-heroisk heroisme. Opportunistisk kan SF ikke længere kaldes. Spørgsmålet er blot, hvor mange vælgere, der hænger på frem mod næste folketingsvalg. På hver sin side af SF tilbyder såvel Socialdemokratiet som Enhedslisten + Alternativet klarere positioner. SF risikerer at blive hvirvlet væk i den nye og fortsatte sandflugt, der blæser blandt vælgerne i Danmark.