Køerne tilbage til markerne. Færre og færre køer, som de her på en mark ved Vester Vedsted syd for Ribe i dag, får lov at komme ud på marken, selvom de trives dårligere og bliver mere syge, hvis de bliver i stalden sommeren over. Derfor har 83.000 danskere indtil nu skrevet under på en støtteerklæring om de danske køers ret til at komme på græs. Senest på weekendens landskue i Herning. Kun godt halvdelen af de 600.000 danske malkekøer kommer i dag ud på marken i sommerhalvåret %D0 for bare tre år gumlede 3 ud af 4 køer græs i det fri hele sommeren, ifølge Dyrenes Beskyttelse, som står bag underskriftsindsamlingen. Årsagen er nye staldsystemer og automatiske malkesystemer og større og større bedrifter, som mange landmænd ikke mener kan kombineres med fritgående køer på marken. Dyrenes Beskyttelse fortsætter med at samle underskrifter ind på dyrskuer og på hjemmesiden www.dyrenes-beskyttelse.dk frem til 1. oktober, hvor underskifterne sendes til politikerne på Christiansborg med en opfordring til at lave en lov, som sikrer køerne retten til at komme på græs minimum 150 dage hver sommer.
Kender du en rigtig storbytosse? Ja, det tror vi nok, du gør. Sådan én, der går mere op i fancy cykelbroer end flade motorveje og er fuldstændig flyvende ligeglad med portionernes størrelse, så længe maden er kompromisløst øko-vegansk.
Storbytossens modsætning er mere velbeskrevet: Landsbytossen har siden Fremskridtspartiets gennembrud i 1973 præget dansk politik. Landsbytossen siger ting som f.eks.: ”Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet”. Gennem det seneste tiår har landsbytosserne dog fået kamp til stregen af netop storbytosserne. Efter folketingsvalget i 2007, hvor Ny Alliance blev valgt ind, konkluderede Informations nuværende chefredaktør Rune Lykkeberg således: ”Denne gang kommer tosserne ikke fra underklassen, men fra overklassen.”
Glem opdelingen i rød og blå blok. Glem den gamle højre-venstre-akse: I dag splittes Danmark i stedet mellem storbytosserne og landsbytosserne, mellem vinder-kvinderne i de store universitetsbyer og taber-mændene i de små provinsbyer. Okay, helt så hårdt trækker de to forskere det ikke op, men professor Kasper Møller Hansen og professor Rune Stubager, som i dag udgiver bogen Oprør fra udkanten om folketingsvalget i 2015, tegner et nyt politisk danmarkskort, hvor modsætningen mellem land og by dominerer.
Polariseringen er voldsom. Splittelsen i det politiske landskab er nemlig ikke kun geografisk, skønt forskellen i stemmer mellem land og by er den største i 25 år. Skævvridningen af Danmark stikker dybere og skærer på kryds og tværs af landet. Kongeriget er splittet mellem Metro og Retro, altså mellem moderne storby–idealer og mere traditionelle provinsværdier. Og turbulensen stiger. Op mod halvdelen af vælgerne beslutter sig først under valgkampen. Troløsheden hersker. I bogen ender de to professorer med at konkludere:
”Folketingsvalget i 2015 var et oprør fra udkanten, hvor ‘udkanten’ både skal forstås geografisk, socialt og politisk. Geografisk manifesterede oprøret sig i en øget polarisering mellem land og by, ligesom Venstres tab til Dansk Folkeparti var særligt stærkt i områder uden for de store byer, ikke mindst i Sønderjylland. Vores analyser viser imidlertid, at dette geografiske udkantsoprør reelt var et oprør fra den sociale udkant.”
På formiddagens boglancering i Fællessalen på Christiansborg fulgte professor Rune Stubager op og forklarede, at den udslagsgivende faktor ikke er folks bopæl i sig selv, men snarere uddannelsesniveau, indkomst og ikke mindst tillid til politikerne og det offentlige: ”Den geografiske forskel er i virkeligheden en social forskel. Det er folk med de færreste ressourcer, som har størst mistillid til politikerne. Og de folk bor i områderne uden for byerne.”
De mange vrede vælgere i bl.a. Sønderjylland, som ved sidste valg i stor stil stemte på Dansk Folkeparti, protesterer altså, fordi de lever på kanten af arbejdsmarkedet og på kanten af indflydelse, ikke kun fordi de bor i Sønderjylland. Eller sagt mere direkte: Folk i Sønderjylland er ikke væsentligt anderledes end folk i andre dele af landet, til gengæld er der mange flere borgere i Sønderjylland, som føler sig klemt, glemt og derfor forstemt.
Kombinationen af den geografiske og sociale udkant viser sig som en vælgerbølge mod fløjpartierne, eller i hvert fald de partier, som ikke er en fast del af centralmagten. Professorerne taler om den politiske udkant: ”Den geografiske udkant gjorde oprør ved at flytte stemmerne over til partier, som står i udkanten af den politiske magt. Et oprør fra de vælgere, der ikke har tillid til politikerne. Og her er Uffe Elbæk også udkant.”
Dagens politiske erkendelse er således, at udkanten ikke er et sted, men snarere en følelse af at stå udenfor. Storbytosserne og landsbytosserne – bohemerne og bonderøvene – har mere til fælles, end de selv tror.