Brev til den unge Pernille Vermund

Hovedstadsområdet, 24. marts 2017

Kære unge Pernille Vermund i 2001

Jeg skriver til dig gennem tid og rum for at fortælle dig noget, som jeg tror, vil fylde dig med stolthed. Du er ikke mere end lige blevet færdig på Arkitektskolen i København, og jeg ved, hvor meget det betyder meget for dig. Det har selv sagt, at det er dit livs triumf, dit livs sejr, for som jeg har forstået det, er du din families første akademiker. Det vil sige, at du har brudt den sociale arv. Du er simpelthen mønsterbryder. Det er en fantastisk præstation, som jeg forestiller mig må give en følelsen af at kunne gå på vandet. Men du er ung; du er 25 år, så i første omgang tager du den nok med ro og nyder din nyvundne fornemmelse af frihed.

Det, jeg ville fortælle dig, er, at vi er nogle stykker, der her 15-16 år ude i fremtiden, nærmere bestemt 2017, er gået videre med din afgangsopgave. Vi arbejder på at få den bygget. Ja, du læste rigtigt – den opgave, som du kun lige for nylig er blevet eksamineret i af tre censorer. Jeg ved ikke, hvordan de bedømte opgaven. Jeg kontaktede faktisk en af censorerne engang før jul, men han havde ingen erindring om hverken dig eller din opgave, og derfor forestiller jeg mig, at den faglige udførelse har været gennemsnitlig. Det skal du ikke være ked af; hvad din opgave måtte have af mangler og forsyndelser på det arkitektoniske, æstetiske og tekniske plan, opvejes til fulde af dit sympatiske og nødvendige emnevalg, som fremgår med al ønskelig tydelighed af den no nonsense-titel, du har valgt: ‘Ungdomsboliger for asylansøgere’.

I en tid, hvor form ofte kom før indhold – tag bare kunstmuseet Arken i Ishøj (1996) eller Zaha Hadids tilbygning til Ordrupgaard (2005) – har du givet pokker i form og skruet helt op for indhold. ‘Ungdomsboliger for asylansøgere’ har du nemlig lavet med hjertet. Efter med egne øjne at have set, hvordan unge mandlige asylansøgere sidder og glor ud i luften uden at have noget fornuftigt at give sig til på landets afsides beliggende asylcentre, har du stillet dig selv det spørgsmål, som enhver arkitekt eller designer med tæft og klasse skal stille sig selv: Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Og naturligvis kan vi det.

Jeg forestiller mig, at du allerede siddende på cyklen på vej hjem fra en opgaverelateret felttur til asylcentret Kongelunden på Amager har fået din vision: hvorfor rykker man ikke asylansøgerne ind til storbyerne? Og det er lige præcis, hvad din afgangsopgave kom til at handle om. Hvis man fik alle de her mennesker og de ressourcer, de hver især har med sig, ind i bymiljøet, hvor der i forvejen er masser af forskellige kulturer, så ville det måske også være nemmere for omgivelserne at tage imod dem. Du er arkitekt – du vil bygge. Men du har set en mur – og den vil du rive ned.

Måske har man under eksaminationen givet eksaminanden – dig – det indtryk, at det, du har lavet – hvor fine dine tegninger og modeller og plancher end måtte være – naturligvis ikke er i nærheden af at kunne blive bygget for real.  Og det har du sikkert haft det okay med – for hvem tager også en studerende seriøst? Det skal jeg sige dig: Det gør Føljeton. Vi har det sådan her på vores lille redaktion, at hvis unge som dig havde lidt mere at skulle have sagt, så ville verden ikke have så mange problemer. Se Storbritanniens Brexit. Hvem stemte det igennem? Det gjorde en falanks af bange gamle, som alligevel ikke er her om 15-20 år.

Jeg interviewede engang den danske arkitekt Henning Larsen. Du kender ham. Alle på dit arkitektstudium kender ham. Han er en stor mand i 2001, ja, det er vel nærmest det år, hans karriere topper. Nå, men jeg spurgte ham i telefonen, hvad der er vigtigst, hvis man vil lave ”god arkitektur”. Han var en ældre herre, da jeg talte med ham, så jeg havde sendt ham spørgsmålene på forhånd, og han havde skrevet svarene ned, kunne jeg høre. ”Fantasi og megen omtanke,” sagde han. Når man ser på dit skoleprojekt, så er det jo netop gennemsyret af det sidste  – ”megen omtanke”. Du havde identificeret et problem, og det ville du gerne løse. Godt gået.

Men Henning Larsen var faktisk ikke færdig med sin sætning i telefonrøret. Efter en lille tænke- eller kunstpause tilføjede han noget, som jeg fornemmede måske i virkeligheden var det vigtigste: ”… og ikke mindst en god bygherre,” sagde han. Jeg vil helst ikke afsløre for meget om din fremtid, men jeg kan fortælle dig, at du om otte-ti år sidder og tegner enfamiliehuse, og du kommer til at gøre det fuldstændig efter dine kunders anvisninger. Hvis kunden vil have noget, der er ‘moderne’, så tegner du det. Hvis kunden synes, at et  bjælkehus er lykken, så tegner du det. Det har du selv fortalt mig. Men hvem har lyst til at være sådan en, der bare giver folk det, de vil have?

I forhold til at få din skoleopgave opført kan du ikke finde nogen bedre bygherre end Føljeton. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at vi arbejder videre med det projekt uden at gøre brug af dine oprindelige tegninger og skitser, for de findes ikke. Vi arbejder i blinde. Så dedikerede er vi. Hvis du undrer dig over, hvor din opgave er blevet af, så bliver vi dig svar skyldig. Vi forstår det heller ikke. Man kan slå titlen op i Bibliotek for arkitektur, design, konservering & scenekunsts arkiv, men når man så ønsker at rekvirere projektet, eksisterer det ikke. Ja, det er pokkers ærgerligt. En skødesløs bibliotekar kan have arkiveret det forkert, eller nogen kan have fjernet det. Den sidste mulighed er lidt konspiratorisk, for hvem skulle have nogen som helst interesse i det?

Åh, unge Pernille Vermund anno 2001. Der er noget andet, jeg skal fortælle dig. En af årsagerne til, at dit skoleprojekt giver om muligt endnu bedre mening her i 2017, er, at verden fremstår noget mere kaotisk end i 2001. Der er kommet mange flere medier, verden er blevet globaliseret, og hvis man vil have opmærksomhed i 2017, skal man bare række hånden i vejret et sted i Europa og sige, at man er stærkt højreorienteret. Så kommer de rendende med mikrofoner og kameraer.

Af samme grund har det været en lise for mig at læse de mange opbyggelige læserbreve, du kommer til at skrive i Helsingør Dagblad i årene 2007, 2008 og 2009. Du ved det formentlig ikke endnu, men snart går du ind i politik, og ved kommunalvalget i 2009 bliver du valgt ind for Konservative i Helsingør byråd med 331 stemmer. Jeg har på fornemmelsen, at folk sætter kryds ved dig, fordi du virker fornuftig, er nede på jorden og optaget af ‘bløde værdier’ som byplanlægning, lokalhistorie og børnehaver, samtidig med at du er fællesskabsorienteret og har positiv og respektfuld tone.

Din rummelige socialkonservativisme kommer blandt andet til udtryk i læserbrevet ‘Jeg er stolt af Teknisk Forvaltning’ (14. oktober 2008), hvor du fortæller, at du synes, at forvaltningen ”med en enestående kombination af professionalisme og diplomatisk tæft” har lagt grundstenene til en ny bevarende lokalplan for Snekkersten, og at det er ”en fryd at se, at Helsingør Kommune kan mønstre et hold på dette niveau, til gavn og inspiration for såvel borgere som fremtidige ansatte”.

Eller i debatindlægget ‘En aktiv medspiller i lokalområdet’ (17. januar 2009), hvor du ”glædes (…) på hele byens vegne” over, at Helsingør Dagblad har brugt to sider på at omtale en nyåbnet restaurant: ”Mange af os værdsætter gode indkøbsmuligheder, restauranter og butikker lige om hjørnet. Den synlighed restauranten får gennem sin eksponering i Dagbladet, er guld værd for forretningen,” skriver du, før du afslutningsvis henvender dig direkte til læseren: ”Når du ser en nyåbnet butik, så brug den. Lever den ikke op til dine forventninger, så vend tilbage og fortæl, hvad du synes, der kan gøres bedre. At holde gang i vores lokalområde er et fælles ansvar. Dagbladet har i dag (torsdag) til fulde taget sin del af ansvaret.” Nære, gode socialkonservative værdier.

Mit yndlingslæserbrev er det, hvor du former din kritik af en lokalplan for Snekkersten over H.C. Andersens eventyr Nattergalen (19. maj 2009). Som du skriver: ”Man søgte med byggelinier at udforme bydelen efter standarder, som var aldeles fremmede for området. Præcis som i Nattergalen ønskede man forestillingen om stedet frem for den levende by. Man troede at den gjorde ligeså megen lykke som den virkelige, og så var den jo også så meget mere nydelig at se på. Med denne kraftige inspiration fra H. C. Andersens eventyr om Nattergalen vil jeg opfordre til ikke at glemme, hvordan historien om nattergalen endte. Og lad os desuden huske på, at kun den levende nattergal kunne give kejseren tårer i øjnene.”

Det er måske den samme poesi, Føljeton har set i din afgangsopgave, ‘Ungdomsboliger for asylansøgere’. Jeg nævner det bare i tilfælde af, at du senere i livet skulle spekulere over, hvorfor nogen fandt den værd at realisere.

Mange hilsner

Oliver Stilling

Føljeton