Nyhedsanalysen
Kampen mod omskæring af kvinder
Omskæring af kvinder bliver stadig praktiseret i 30 lande. Cirka 200 millioner kvinder oplever det på egen krop. Det er en horribel praksis, som foregår uden bedøvelse og sterile redskaber. Mange af kvinderne dør senere af infektioner, menstruationsproblemer eller fødsler.
Men det er en myte, at kvinder bliver omskåret, fordi mænd tvinger dem til det. Det fortæller antropologen Bettina Shell-Duncan, som har undersøgt omskæringskulturen i Kenya. I et både forundrende og chokerende interview beskriver hun en 16-årig brud, som bliver omskåret af en ældre kvinde af egen fri vilje og bagefter deltager i stammens glædesdans. For pigen kan det sammenlignes med en børnefødsel – et smertefuldt overgangsritual, som leder til jubel over at blive optaget i kredsen af voksne kvinder.
Jaha Dukurehs historie er helt anderledes. Hun blev omskåret som spæd og blev gift væk til en 40-årig mand, da hun var 15 år. Senere fødte hun selv en datter. Og dokumentaren Jaha’s Promise viser hendes kamp for at redde sin datter og alle andre kvinder i sit hjemland Gambia fra omskæring. Og konfrontationen med hendes far.
…