Ok, i dag går der lidt fodboldkamp i den. Så er du advaret. Det er nemlig sådan at CPH:DOX jo udover at vise en masse bevidsthedsudvidende dokumentarfilm og interessante shows, så er der også en konkurrence. Ja, ja vi ved godt at instruktørerne koketerer med, hvor ligegyldidigt det er og de nærmest håber på ikke at vinde så filmens budskab forbliver uberørt, men vi er altså unaturligt stærkt draget af det.
Og i går aftes blev det hele så afgjort og for os var det ærlig talt ikke så overraskende, at det var åbningsfilmen Last men in Aleppo, der vandt hovedprisen. Det er noget af det stærkeste vi nogen sinde har set.
Juryen kalder den “en film hvis ødelæggende, følelsesmæssige umiddelbarhed kaster os ind i en shakespearsk’ tragedie om en befolkningsgruppe, der kæmper for at bevare deres menneskelighed på trods af den ubarmhjertige realitet, de befinder sig i”.
Det med det shakespearske er vi lidt i tvivl om, hvad de mener med, men i hvert fald følger Last Men in Aleppo “De hvide hjelme”, en hjælpeorganisation af frivillige civile, som redder både levende og døde ud af bombede bygninger i Syrien. Der er skrevet meget om gruppen både før og efter det katastrofale slag om Aleppo i december, men ikke meget så medrivende og øjenåbnende som Last Men in Aleppo. En af de ting, som filmen bidrager med, er en højst overraskende fornemmelse af skyld og skam hos de frivillige. Over alle de faldne, som de ikke kunne redde. Og over hver dag at vælge selvopofrelsen frem for deres familiers sikkerhed. Selv helte kan føle sig selviske.
I dag er det også ret præcist seks år siden, at borgerkrigen i Syrien brød ud. Historien om krigen kan fortælles på mange måder, for eksempel i tal:
10,7 millioner syrere er på flugt, det er over halvdelen af landets befolkning.
Cirka 400.000 har mistet livet, vurderer FN.
De hvide hjelme har reddet omkring 60.000 liv. Cirka 140 af dem døde selv i forsøget. De er blevet nomineret til Nobels Fredspris for indsatsten, og det manglede bare.
Krigen i Syrien er også blevet en kamp om at fortælle historien. Russisk stats-tv og Assad-regimet viste drone-billeder af de sønderbombede bydele, som oprørsgrupperne kontrollerede. Som et skræmmebillede og et krigstrofæ. Putins tøndebomber fik knap så meget tv-tid.
Men oprørerne, de civile ofre – alle krigens parter – fortalte deres egne historier på de sociale medier. Aldrig er en krig gået så viralt, som da Aleppo blev belejret. Videoer med afskedshilsner blev delt igen og igen. Og mere end 300.000 følgere læste syvårige Bana Alabeds live-dækning på Twitter.
De hvide hjelme står tilbage som det måske stærkeste symbol i kampen om Syriens fortælling. Fortællingen om De hvide hjelme er så stærk, at den er blevet Oscar-belønnet i form af kortfilmen The White Helmets. I det hele taget stod prisfesten i Syriens tegn, da også den vilde fortælling i City of Ghosts om de modige journalister i undergrundbevægelsen ‘Raqqa is Being Slaughtered Silently’ (R.B.S.S) vandt Publikumsprisen, F:Act Award gik til ‘Radio Kobanï’ om en radiostation i det krigshærgede Kobanï og filmen 69 Minutes of 86 Days’ fik speciel mention.
ALLE VINDERNE
DOX:AWARD
Vinder: ‘De sidste mænd i Aleppo’ af Feras Fayyad. Co-instrueret af Steen Johannessen.
Special mention: ’Gray House’ af Austin Lynch & Matthew Booth samt ’The John Dalli Mystery’ af Jeppe Rønde.
F:ACT Award
Vinder: ‘Radio Kobanï’ af Reber Dosky.
Special mention: ’Trophy’ af Shaul Schwarz & Christina Clusiau.
NORDIC:DOX Award
Vinder: ‘Land of the Free’ af Camilla Magid.
Special mention: ’69 Minutes of 86 Days’ af Egil Håskjold Larsen.
NEW:VISION Award
Vinder: ’Life Imitation’ af Zhou Chen
Special mention: ’The Lost Dreams of Naoki Hayakawa’ af Ane Hjort Guttu & Daisuke Kosugi
NEXT:WAVE Award
Vinder: ’1996 Lucy and the Corpses in the Pool’ af Marcos Migliavacca & Nahuel Lahora
Special mention: ’Phantom of Illumination’ af Wattanapume Laisuwanchai.
PUBLIKUMSPRIS
‘City of Ghosts’ af Matthew Heineman.