EU-sokkerne er blevet sure

Det borgerlige Danmark har vendt ryggen til Europa – en skelsættende bevægelse i det politiske landskab, som kun vil accelerere i de kommende år, hvor de konservative i Storbritannien planlægger en alt-eller-intet-afstemning om EU. Tiden, hvor »en stadig tættere union« var en højborgerlig mærkesag blandt gamle koldkrigere i hjertet af Europa, er løbet ud. I stedet synes EU på vej mod at få samme status blandt blå politikere, som FN-systemet har blandt Republikanere i USA.

Her to døgn før afstemningstederne åbner, domineres nej-siden totalt af nuancer af blå EU-skepsis. Blandt de borgerlige medlemmer af Folketinget udgør nej-sigerne i dag 55 procent af de i alt 90 mandater, mod blot 16 procent af de 89 mandater i den rød-grønne blok – og dét er selve årsagen til, at folkeafstemningen i overmorgen, torsdag 3. december, kan ende som et gyservalg og endnu et dansk nej. Den borgerlige blok siger stop.

Bizart nok er forvandlingen sket inde i de selvsamme mandekroppe, inde i de selvsamme blå politikerskikkelser, som indtil for få år siden var fortalere for et markedsdrevet Europa, hvor varer og mennesker kunne flyde frit. De mest prominente blå nej-sigere var indtil for nyligt »jubel-europæere«, ja, paradoksalt nok har frontfigurerne i nej-kampagnen været langt mere EU-begejstrede, end selv de mest højtråbende ja-politikere virker i dag.

Grænseløse Kristian

Ingen har foretaget en vildere ideologisk kolbøtte-tur end Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Tilbage i 1990 – som en voksen mand på 21 år, vel at mærke – skrev han som inkarneret frihandelstilhænger i Fremskridtspartiets ungdomsblad: »Vi mener, at alle skal kunne rejse frit i hele verden uden snærende bånd og mure. Om du kommer fra Irak, Frankrig eller Honolulu, skal ikke forhindre dig i at rejse til England, Sverige eller Danmark«.

Ja, folk fra Langbortistan skulle da være velkomne, hvis blot de kunne forsørge sig selv! Og som formand for Fremskridtspartiets Ungdom formulerede han senere i 1992, året for Maastricht-afstemningen, nogle nye pejlemærker, hvoraf ét opfordrede til »etableringen af en økonomisk og monetær union og en europæisk centralbank«. Det kan virke som den omvendte verden i dag, men Kristian Thulesen Dahl har rent faktisk været tilhænger af både fri indvandring og en fælles EU-mønt, så sent som dengang forbeholdene blev udtænkt.

At Kristian Thulesen Dahl træder frem i meningsmålinger som den danske politiker, der har størst troværdighed, er og bliver et mysterium. Kristian Thulesen Dahls metamorfose fra eurotilhænger til grænseværnsmand tager  prisen som danmarkshistoriens vel nok mest spektakulære hamskifte. Han sætter krop på det borgerlige jordskred i retning af et blåt nej.

Jubeltossede Anders

Danmarks tredjestørste borgerlige parti, Liberal Alliance – som anbefaler et nej på torsdag – ledes ligeledes af en omstillingsparat mand, der har taget et herresving gennem det EU-politiske landskab. Lige inden han blev valgt ind i Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre, udtalte Anders Samuelsen i 2004: »Jeg har det med EU som med velfærdsstaten: Jeg er varm tilhænger«.

Og videre til Jyllands-Posten: »Jeg er også jubel-europæer, og netop derfor er det så vigtigt at kæmpe for, at EU udvikle sig i den retning, vi ønsker – en social-liberal retning«. Hvilket han også slog til lyd for i flere bøger om bl.a. skønheden i en fælles europæisk udenrigspolitik. Anders Samuelsen sagde ja til det hele. Dengang.

Nu spiller musikken anderledes. Selv om erhvervslivets største lobbyorganisationer investerer betydelige ressourcer i ja-kampagnen, har det normalt så erhvervsvenlige Liberal Alliance været grundskeptisk, lige fra stiftelsen, over for ethvert tiltag til øget EU-samarbejde. Om Anders Samuelsens forvandling i EU-debatten er større eller mindre end Kristian Thulesen Dahls, kan måske diskuteres, men faktum er, at på færre år end cellerne i en almindelig krop automatisk udskiftes, er endnu én af Danmarks mest begejstrede EU-tilhængere blevet transformeret til spydspids i nej-kampagnen.

Uffe-ungen Lars

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har endnu ikke prøvet andet i sin karriere end at bekæmpe politiske modstandere, ofte fra egne rækker. Han har prøvet alt før, både at tabe valg med et brag og at blive kritiseret for tvivlsomme bilag. Det begyndte alt sammen i 1989, hvor han som VU-formand blev opstillet som topkandidat til Europa-Parlamentet midt under Venstres optur under formand Uffe Ellemann-Jensen; dengang EU-sokkerne blev flaget.

Ydmygelsen blev imidlertid total: Lars Løkke tabte valget – sågar til Klaus Riskær Pedersen – efter at have turneret land og rige rundt i en chartret London-dobbeltdækkerbus. VU fik en efterretning på op mod 200.000 kroner, den første bilagssag, for en lidt for flamboyant party-partikultur.

Senere i 1992 markerede Lars Løkke sig ved at forklare nej-nederlaget med, at »hvis vi er ærlige, så har også Venstre været med til at undersælge de politiske visioner i EF«. Ja, Løkke gav engang indtryk af at være helt uffesk EU-begejstret.

Fra at have hørt til blandt de mest EU-begejstrede unge løver i Uffe Ellemann-Jensens fold har Danmarks nuværende statsminister imidlertid indtaget en stadig mere nølende position. I valgkampen i juni skrev Lars Løkke således under på en annonce med de borgerlige nej-partier om, at Danmark vil følge Storbritannien. Efter et møde med David Cameron i London udtalte han: »Storbritannien ønsker en bedre balance mellem friheden til at bevæge sig og landenes mulighed for at beskytte deres eget velfærdssystem. Det er en dagsorden, Danmark også kan se sig selv i«.

Nykonservative Mikkel

Hvor er De Konservative dog blevet af? Ja, det lille og fortsat skrumpende parti i Folketinget anbefaler officielt et ja, som ved alle tidligere EU-folkeafstemninger. For at yde partiet intellektuel retfærdighed er man dog nødt til at søge væk fra Christiansborg og længere ned i aldersrækkerne. Den 24-årige og mere idépolitisk opvakte KU-formand, Mikkel Ballegaard, ønsker åbent at trække Danmark længere ud af EU: »Konservativ Ungdom anbefaler et nej ved afstemningen, mest af alt fordi vi synes, et ja medfører dårlige demokratiske muligheder for den danske befolkning,« lyder opfordringen op til på torsdag fra en af fremtidens borgerlige, Mikkel Ballegaard.

Rejsen mod det borgerlige nej er fuldført: Fra at begynde i ungdommelig jubelbegejstring for så langsomt at glide over i mere og mere nedbøjet, national tilbageholdenhed begynder den politiske rejse blandt borgerlige politikeraspiranter nu med et klart nej til øget dansk deltagelse i europæisk samarbejde. Ifølge en række meningsmålinger er nej-sigerne også kendetegnede ved at være mandlige og borgerlige, særligt i kombination.

Og intet tyder på, at den blå bølge af EU-skepsis har toppet. Tværtimod. Den britiske premierminister David Cameron har sat en deadline for en folkeafstemning til udgangen af 2017, men tidspunktet kan måske blive rykket frem til sommeren 2016. Under alle omstændigheder vil det politiske landskab også her i Danmark blive rystet godt igennem i løbet af de kommende 24 måneder: De borgerlige partier i Danmark står – uanset udfaldet på torsdag – klar til følge med briterne helt hen til døren. Ingen i den borgerlige blok husker længere konservative fædre som Helmut Kohl og François Mitterrand.