Hvad indadtil tabes, må udadtil vindes

Det føles skamfuldt at blive fanget af fup – og undervejs at hoppe med på en syg leg, der tilmed afslører en twistet tankegang. Hos én selv. Sådan følte jeg det, da jeg for ret præcist et år siden klikkede på et link til en nyhedshistorie på det normalt bundtroværdige populærvidenskabelige site, Videnskab.dk – ‘Danmark kan købe De Vestindiske Øer tilbage‘.

Tænk sig: En hidtil overset tilbagekøbsklausul ville gøre det muligt for Danmark at købe de tidligere dansk-vestindiske øer tilbage på 100-års dagen for salget, nu på fredag 31. marts 2017. Prisen skulle sågar være den samme som dengang: 25 mio. dollars. Imperiet slår tilbage.

Ifølge Videnskab.dk lød tilbagekøbsklausulen således: ”By official decree: In 100 years hence, The United States of America is obligated under condition of sale to offer the return purchase of The Danish West Indian Islands to The Kingdom of Denmark for the original sum paid in the year 1917 on the day of our lord, April first”.

Den kvikke læser vil nok allerede have opdaget den lille, men ret afgørende detalje, som jeg overså: April first. For det var selvfølgelig en nørdet aprilsnar. Faghistorikernes hævn over almuen. For mig faldt tiøren imidlertid først til allersidst i artiklen, da tidligere udenrigsminister, Martin Lidegaard, fra Det Radikale Venstre citeres for at sige: ”Det vil kunne gøre kongeriget større, og det vil også kunne skæppe i statskassen og potentielt løse de danske gældsproblemer.”

Skæppe i statskassen?!? Et så gennemført absurd udsagn fra en politiker fra partiet, der tilbage i epoken omkring ø-salget havde slået sig op på at spørge, hvad et forsvar dog overhovedet skal nytte, var trods alt et nøk for langt. Så okay, jeg fangede pointen. I allersidste linje. Men én ting var at blive narret og glemme datoen, noget helt andet og værre var, at jeg kortvarigt overvejede muligheden: Ville Kongeriget Danmark anno 2017 kunne have en rigtig kommune midt i Caribien? Ligesom øgruppen Guadeloupe fortsat er en del af Frankrig på linje med f.eks. Korsika?

Indrømmet, dét er og bliver en grotesk tanke. Frastødende ved blot en kort eftertanke. Og mindst lige så absurd som den historiske kendsgerning, at indbyggerne på Skt. Thomas, Skt. Croix og Skt. Jan ikke selv fik lov til at stemme ved folkeafstemningen om salget af ‘Dansk Vestindien’ i 1916. I Danmark stemte 64,2% af vælgerne for salg, i øvrigt det første valg, hvor kvinder kunne stemme. Men altså ikke øboerne selv.

Man kan hugge landsdele af, tabe krige og frasælge sagnomspundne tropeøer, men koloniherre-mentaliteten lever tilsyneladende videre. Udlængslen er ikke slukket. Ekspansionstrangen. Selv i dag.

Én af de mest interessante bøger i den store bunke udgivelser om det svundne rige, Dansk-Vestindien, som udkommer i disse dage er skrevet af idéhistorikeren Astrid Nonbo Andersen, Ingen undskyldning, begynder med en næsten national-selvterapeutisk anekdote om et reklameskilt på Skt. Croix, hvor der stod ‘Vi har generobret øerne’:

”Skiltet var sat op i vinduet hos et dansk rejsebureau. Når man umiddelbart læste det, kunne det læses som en joke, som et: Vi – rejsebureauet – har generobret et vigtigt turistmål. Men vi peger også tilbage på en anden historie, nemlig historien om Dansk Vestindien. Både dette vi og gen- er en del af den marketingstrategi, som flere danske rejsebureauer anvender, når de sælger produkter. Ordet generobre leder tankerne hen på fabulerende fortællinger om modige søhelte eller Jack Sparrow i Pirates of Caribbean,” skriver Astrid Nonbo Andersen og går videre til bl.a. at fortælle – måske profetisk – om den sidste kaotiske mindehøjtidelighed – i 1998 – hvor den formelle afskaffelse af slaveriet blev festligholdt på øerne.

Daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen ville ikke deltage, ligeså med Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid alias ‘Margrethe 2. af Guds Nåde Danmarks Dronning’, som ifølge hoffet ”uhyre sjældent bidrager med indlæg ved denne type lejligheder”. I stedet måtte efterkommerne efter de slavegjorte fanger fra Vestafrika nøjes med et mere ydmygt set-up. I bogen hedder det: ”Danmark blev derfor repræsenteret af den danske ambassadør i Washington D.C., et ungdomsbrassband fra Hvidovre og den danske skuespiller Kurt Ravn, der var blevet inviteret til at spille von Scholten i en genopførsel af emanicipationserklæringen,” skriver Astrid Nonbo Andersen og fortsætter:

”Så langt kom fejringerne aldrig. Netop som den danske ambassadør havde holdt sin tale – der ikke, som nogle af organisatorerne ellers havde håbet, indeholdt en officiel dansk beklagelse af slaveriet – opstod der heftig tumult foran scenen. Den lokale senator, Adelbert Bryan, som senere forklarede, at han var utilfreds med fraværet af højere rangerende repræsentanter for Danmark, forsøgte at komme frem til scenen. Men han blev stoppet halvvejs af sikkerhedsvagter og slæbt væk under store protester. Den danske ambassadør, den lokale guvernør og andre æresgæster blev evakueret. Kurt Ravn blev så chokeret, at han ikke turde spille von Scholten.”

Kurt Ravn i chok! Og en senator, der råbte til kameraerne: ”Ingen dansker kan være min ven, før Danmark har undskyldt for slaveriet.”

Hvis dét var generalprøven, er der grund til at frygte for fredagens mindehøjtidelighed, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen himself dog ankommer direkte fra Washington D.C., hvor han torsdag aften er i audiens hos ‘The Donald’. Ja, måske skulle Lars Løkke prøve at smide den gamle ‘fake news’-klausul fra Videnskab.dk på bordet i Det Hvide Hus? Trump er nemlig ikke populær på øerne, og præsident Trump er jo nok parat til en hurtig handel, hvor fjendtlige territorier skibes af. Tænk hvis Løkke vendte hjem til de andre sognerådspolitikere på Christiansborg og havde købt en tropekoloni – med krig og fred, kærlighed, kokosnødder og kildevand
tropesol, liggestol, lumumba i det varme sand?!?

Sorry, her i flyveren kan jeg åbenbart ikke helt slippe tanken om generobring. Jeg er faktisk blevet i tvivl: Eksisterer Dansk Vestindien stadig? Dét vil jeg forsøge at udforske i de kommende dage…