Aldrig fået noget foræret

En officiel undskyldning er der ingen grund til at forvente – eller bare håbe på. For et bredt flertal i Folketinget ønsker ikke at rippe op i Danmarks mørke fortid som slavenation, og reelt er der nok også kun én, som meningsfuldt ville kunne påtage sig det fulde ansvar: Èn som tilmed hævder at have særlige bånd tilbage gennem danmarkshistorien i en stort set ubrudt linje, og hvis familie samtidig har tjent millioner på den systematiske racisme og det bestialske slaveri. Men hun vil ikke.

For det er en kvinde, der er tale om: I forrige uge gik der således vilde rygter på Christiansborg om, at den statsrådsmiddag, som Dronning Margrethe havde inviteret alle regeringens ministre til – og som kun var den tredje statsrådsmiddag i løbet af 17 år – ville blive brugt til at annoncere, at hun enten ville abdicere eller sige undskyld for Kongeriget Danmarks medvirken til først menneskehandel og senere ringeagt af borgerne i det tidligere Dansk Vestindien.

Dronning Margrethe har positionen til at kunne undskylde, om ikke andet så på vegne af kongefamiliens egen skruppelløse udnyttelse af de slavegjorte mennesker, som blev fragtet fra Vestafrika til Vestindien. I alt over 110.000 mennesker. Men intet skete. Glücksburg-dynastiet, også kendt som Huset Glücksborg, eller slet og ret det danske kongehus, ønsker tydeligvis ikke at stå åbent ved, at f.eks. Christian VII’s Palæ – dronningens repræsentationspalæ – er bygget for slavepenge, det hvide guld, der blev ført hjem fra tropekolonien. Så glem monarkiet. Det er historieløst, når det gælder.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, der holder en tale på både Skt. Croix og på Skt. Thomas nu på fredag, i anledningen af 100-året for Danmarks salg af øerne til USA, kommer næppe heller til at bruge ordet ‘sorry’. At Løkke i sin nytårstale sagde, at Danmarks kolonifortid er både grusom og skamfuld, tjener dog til hans forsvar. Men der findes faktisk en officiel personlighed, der er kommet meget tæt på at angre. For alvor. Og sågar i en nytårstale, som jeg fandt frem og genlæste på min egen lange rejse mod sydhavsøerne. Mens jeg drak to øl.

Gæt hvem, der har udtalte følgende ord – og hvornår mon nu det var:

”I november var jeg på en kort ferie på en af de vestindiske øer. Flyveturen gav mig en sælsom oplevelse. Jeg læste om slavernes skibe på vej til slavernes øer. Pludselig følte jeg mig på vej over Atlanterhavet i et slaveskib i syttenhundredtallet. Skibet sejlede forresten under dansk flag. De mange velklædte mennesker i flyet blev forvandlet til sorte mænd og kvinder i slaveskibets lastrum. Der var kun 70 cm, mellem hvert dæk, så det var bedst at ligge ned.

Mine tanker var optaget af, om min kone og børn var med ombord, om de stadig var i Afrika, eller de måske var på et andet skib, der gik til et andet marked. Hvor skulle vi hen? – Mon vi nåede frem? – Skulle jeg gense familie og venner? – Allerede mere end l00 af de oprindelig 500 var døde. Jeg var tørstig. Drikkevand var sparsomt og råddent.

Så kom stewardessen med frokost. Hvad ønskede jeg at drikke. Jeg bestilte to øl. Mens jeg drak, sagde jeg til mig selv, at alt det med slaver og slaveskibe er fortid. Det var noget, der foregik i syttenhundredtallet. Men nu? – Nej, det er vi da i hvert fald fri for.

Og dog! Vi ved, at der mange steder på jordkloden findes undertrykkelse og vold, at der er bitre kampe imellem undertrykte og undertrykkere. Stater med egentlige frihedstraditioner udgør et lille mindretal i det internationale samfund. Selv de frie samfund fungerer ikke altid tilfredsstillende. Kampen for frihed, retfærdighed og menneskeværdige kår er evig. Mennesket har aldrig fået noget foræret. Den tekniske og økonomiske udvikling har kun givet kampen nye dimensioner – ikke ændret dens grundvilkår.”

To øl plus retfærdighed og menneskeværdige kår! Dét er selvfølgelig Anker Jørgensen, som i sin allerførste nytårstale i 1973 mindede os alle om, at kampen mod slaveri er evig. Og han løftede dermed den moralske refleksion frem i nutiden. Inden min egen fysiske ankomst til Charlotte Amalie, hovedbyen på Skt. Thomas, er der en påtrængende undladelsessynd, som det officielle Danmark har et ansvar for her ved 100-årsjubilæet: Indbyggerne på US Virgin Islands er endt som andenrangsborgere, fordi Danmark (også) var komplet ligeglade med dem dengang.

Beboerne på de tidligere dansk-vestindiske øer har således aldrig fået reel repræsentation i den amerikanske kongres. Borgerne på nutidens Virgin Islands kan f.eks. ikke stemme direkte til præsidentvalget, og som oversøisk territorium har repræsentanterne i Kongressen heller ikke stemmeret i centrale spørgsmål om bl.a. skat og sundhed. Salgsprisen på 25 mio. dollars kom heller ikke øboerne til gode dengang. For 100 år siden behandlede Danmark vores tidligere statsborgere som umyndige udskud. Og dét har det danske folkestyre altså stadig et ansvar for: Kampen for frihed, retfærdighed og menneskeværdige kår er evig. Mennesket har aldrig fået noget foræret.

Om få timer lander jeg i Charlotte Amalie og vil dér kravle ud af denne historiske boble – og i stedet træde ud i en varm virkelighed, hvor mange lokale efter sigende drømmer mere om et job end om en undskyldning.