Historien er ét stort lotteri

Masseturisme vasker alle særkender væk. Beboerne på de amerikanske jomfruøer dvæler derfor ikke meget ved den danske kolonihistorie, men prøver i stedet desperat at tjene lidt penge på de endnu mindre historieinteresserede cruise-turister, der blæser kortvarigt gennem hovedbyen Charlotte Amalie. Dannebrog flagrer kun, hvis det øger omsætningen.

Hvis højtideligholdelse af 100-året for Danmarks salg af de vestindiske øer til USA kan skaffe lidt ekstra turistindtægter, så er det okay, men heller ikke mere. Sådan lyder reaktionen fra 47-årige John, som sidder i skyggen i den kvælende tropevarme og venter på at skulle på arbejde som opvasker på en pub. Han er ikke imponeret af hverken de tidligere eller nuværende magthavere:

”Ærligt talt, så burde politikerne hellere bruge pengene på at lappe hullerne i vejene eller sikre strøm uden afbrydelser end at holde en stor fest. For hvad er det egentlig vi skal fejre? At vi blev solgt – igen – fra en kolonimagt til en anden? Jeg fatter altså ikke hele det der postyr omkring jubilæet. Da Danmark solgte os, fik vi ikke engang borgerrettigheder i USA. Vi må ikke stemme og er dermed stadig en slags andenrangsborgere,” siger John, som selv nedstammer fra slavegjorte afrikanere, som blev fragtet til øerne af danske købmænd i 1700-tallet.

Forvansket dansk

Forestil dig, at en række gammeldanske navne siges videre – som i den klassiske selskabsleg – fra øre til øre til blandt en gruppe mennesker, der ikke forstår for fem flade øre dansk. Fra generation til generation. Nogenlunde sådan virker den tilbageværende indflydelse fra den tidligere kolonimagt Danmark. Fortiden er blevet revet ud af enhver sammenhæng, forskubbet og forvrøvlet, men alligevel hænger ordene ved i gadebilledet.

Metamorfosen af ord og begreber er formentlig sket totalt tilfældigt, men mit første indtryk af cruiseskib-havnen hovedbyen på Jomfruøerne, Charlotte Amalie på Skt. Thomas, får alligevel en form for form, da jeg opdager, at Gamlegade har fået et nyt navn blandt de lokale: Gamble Gade. Sådan står der på de karakteristiske elskabe, der hænger på murene ned langs hele gaden.

Kulissebyens bagside

I dagtimerne myldrer hovedsageligt amerikanske pensionist-turister rundt i den gamle bydel, der er forvandlet til et juvel-shoppingcenter. For hvis der overhovedet skal kunne tjenes penge på de flygtige dagsgæster fra de enorme cruiseskibe, der ligger til kaj i Charlotte Amalie, skal så mange som muligt  guides lynhurtigt hen til særligt indrettede butikker med de dyrest tænkelige varer: diamanter, guld og alskens ædelstene.

Alle kneb gælder, og selv om sidegaderne ligger ramponerede hen med faldefærdige skure og oprevne træbygninger, fremstår hovedgaden med det velkendte navn, Dronningensgade, som en forførende kulisseby. Næsten som en form for åbent kasino, bare dyrere. Derfor er det mere end rammende, at Gamlegade lige bagved juvelerne nu er blevet forvansket til Gamble Gade. Øboerne har nemlig kun én chance i dag: at satse stort på at vride penge ud af turisternes lommer.

Rødgrød med yuca

At signatur-desserten i det tidligere Dansk Vestindien er såkaldt ‘Red Grout’ med vaniljecreme virker også kun som en fjollet parodi, indtil man rent faktisk smager den sødlige substans og opdager, at det slet ikke er jordbærgrød, men derimod et eksotisk opkog af yuca-mel, guava-nektar og bl.a. kanel. Det ligner umiskendeligt rødgrød med fløde, men er så langt fra den sommerkolde kolonihave-idyl, som man næsten kan komme. En multi-nationalret: Red Grout.

En komplet tosse

Ved siden af John står hans ven Eduardo, der taler spansk som modersmål. Engelsk er hovedsproget, men spansk vinder frem på den caribiske ø, hvor der også tales en variant af kreolsk, Virgin Islands-kreolsk, som tidligere blev kaldt for ‘negerhollandsk’ på grund af den hollandske indflydelse. Sprogforbistringen står dog ikke i vejen for Eduardos klare budskab, som han hellere end gerne gentager: ”Trump er en idiot. En komplet tosse.”

For både Eduardo og John har valget af præsident Donald Trump sat øboernes særstatus på spidsen: ”Vi fik ikke engang lov til at stemme imod Trump. Jeg har ikke tænkt så meget over det tidligere og måske heller ikke rigtig haft lyst til at stemme på alle de der levebrødspolitikere, men det er da mærkeligt, at vi ikke nyder de samme rettigheder som folk ovre i hovedlandet,” siger John, som har pakket sit tykke dreadlock-hår ind i en strikket rastafari-hue ned ad nakken.

Eduardo, som kører taxa, er stadig rasende over, at de lokale myndigheder tvang ham til at betale 49 dollars for en særlig ‘Centennial’-nummerplade i anledning af 100-året: ”Hvem har fået glæde af de penge?”

Nyt ord: Rejeri

Min klare favorit i vrøvle-forvanskningen af de gamle danske ord er omskrivningen fra ‘Regjeringsgade’ til det næsten freudianske ord ‘Rejeri’. Væk er både g’et, in-slutningen og sågar gade, og i stedet er der opstået en tankevækkende fortolkning af essensen i magtpolitik: Et rejeri.

Ordet findes (endnu) ikke på dansk, men intuitivt giver det mening som en fiskelugtende pølsefabrik med rejekællinger og landkrabber. Det er dog næppe en ordekvilibrist, som har skrevet gadenavnet på elskabet. Snarere tværtimod, men så meget desto mere påfaldende.

Skat på synder

Utilfredsheden med politikerne kommer ikke ud af det blå på Jomfruøerne. En årelang økonomisk nedtur har ført til en hurtigt stigende gæld, som i dag er omtrent fire gange så stor som Danmarks statsgæld, relativt set, selvfølgelig. Hvor hver dansker i gennemsnit har en andel af den offentlige gæld på under 30.000 kroner, skylder hver borger på Jomfruøerne nu betydeligt over 120.000 kroner. Og betalingsevnen er for nedadgående. Bittesmå forskydninger i turiststrømmen, som efterhånden udgør mere end tre fjerdedele af samfundsøkonomien, kan mærkes øjeblikkeligt. Men penge skal der jo i kassen for at afbetale på gælden.

Guvernøren fik en idé. En upopulær idé. De amerikanske jomfruøer har netop indført en ny skat, i folkemunde kaldet ‘sin tax‘, på alle nydelsesmidler: rom, tobak og sukker. Formålet er ikke kun at drive penge ind, men i lige så høj grad at overbevise finansmarkederne om, at Jomfruøerne har styr på statskassen og ikke er ved at gå bankerot. Nabo-nationen Puerto Rico glider mod kanten.

Det hvide guld

De aktuelle økonomiske genvordigheder står i kontrast til, at Danmark dels trak enorme pengesummer ud af øerne – og vel at mærke de slavegjorte menneskers slid – i form af sukkerhandlen til Europa og dels fik et beløb på 100 mio. kr, som dengang svarede til mere end halvdelen af statsbudgettet. Udbytningen af de slavegjorte afrikanere var således langt fra den eneste gevinst, som Danmark slap af sted med fra Jomfruøerne. Også et svimlende beløb fik regeringen – eller Rejeriet – i hånden dengang i 1917. Alt sammen værdier, som beboerne i det tidligere Dansk Vestindien intet fik ud af.

Hvis Danmark i dag skulle have tilsvarende beløb, ville Danmark dels skulle have foræret en eksportværdi på næsten 500 mia. kr. årligt, da sukkersalget dengang udgjorde op mod 70 procent af Danmarks varehandel, og derudover ekstra 500 mia. kr. i et engangsbeløb. Omvendt skylder Jomfruøerne i dag ‘kun’ ca. 13 mia. kr. væk i statsgæld, og fremfor undskyldninger kunne det være, at en ‘reparation’, altså en økonomisk bod, på netop dette beløb kunne betales? Men virkeligheden er nok bare, at indbyggerne på Jomfruøerne tabte i historiens store lotteri – tabte til både Danmark og USA – og nu er der ingen hjælp at hente. Vinderne skriver historien.

Fristed for jøder

De fleste gader i Charlotte Amalie kunne sagtens skifte navn i dag – med én markant undtagelse: Krystalgade, hvor Caribiens ældste synagoge ligger, ligesom i København. Beracha Veshalom Vegmiluth Hasadim, eller mere mundret ‘St. Thomas Synagogue’, blev bygget i 1833 til den jødiske menighed, som havde levet her på øen siden 1792, og er dermed én af USA’s ældste fungerende synagoger, ifølge dem selv den længst kontinuerligt praktiserende synagoge i USA.

Den lille, gråhårede jødiske kvinde, Judith, som viser mig rundt, er den eneste, jeg endnu har mødt på jomfruøerne, som for alvor værdsætter de gamle forbindelseslinjer til Danmark. Hun er overbevist om, at jøders relativt friere vilkår i datidens kongerige var med til at skabe frirum til denne oversøiske diaspora. Religionsfriheden kom faktisk til Vestindien før resten af kongeriget: ”Vi skylder Danmark en tak for, at vi jøder aldrig har været forfulgt her. Som ét af de få steder i verden,” siger Judith.

Jeg bliver helt rørt og lægger straks en 10-dollarsseddel i ‘kirkebøssen’, træder forsigtigt væk fra det sandklædte gulv og tilbage ud i tropevarmen på Crystal Gade.