Nyhed
Føljeton dropper alt det digitale
”Papir er en forretningsmodel, som har været gangbar og lønsom i flere hundrede år. Hvis papir ikke virkede, hvorfor skulle aviser som Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken så holde så krampagtigt fast i det?”
Vi har en lille nyhed fra vores egen verden. Føljeton er som bekendt et digitalt medie: Vi trykker på en knap, og få sekunder senere er dagens leverance ude hos dig, hvad enten du er ved at sætte sejl i Hellerup Lystbådehavn, til Stumpemarked i Messecenter Herning eller på vej ind gennem døren til ”Midtsjællands frækkeste swingerklub” i Havdrup. Det er alt sammen meget smart og godt, men hvis vi skal være helt ærlige, traf vi i sin tid beslutningen om at være digitale, fordi det var den billigste løsning. Problemet er, at tingene ofte går lidt for hurtigt. Måske er der en, kommafejl vi ikke fanger i farten, eller en nyhed, hvis ægthed vi ikke når at verificere.
Flere af os nye medier har talt meget om, at vi bruger den digitale teknologi til at skabe ”ro og overblik” og til at modvirke den eksplosive mængde af løsrevne nyheder og informationer, der er et levevilkår i dag. Vi siger, at vi skærer gennem støjen. Men sandheden er desværre nok, at vi bidrager til støjen. Vi ønskede at gøre det lettere at være medieforbruger og menneske, men i stedet har vi gjort det sværere og om muligt endnu mere ulideligt. Vi ville skabe det perfekte medie, men vi har skabt et monster.
Det tager Føljeton nu konsekvensen af. Med inspiration fra landets gamle avishuse vil vi i løbet af 2017 udfase det digitale fuldstændig og erstatte teknologien med godt gammeldags papir. Papir er en forretningsmodel, som har været gangbar og lønsom i flere hundrede år. Hvis papir ikke virkede, hvorfor skulle aviser som Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken så holde så krampagtigt fast i det? I 2049 kan Berlingske fejre 300 års jubilæum, og intet tyder på, at nogen i Pilestræde har tænkt sig at ændre på den gamle, driftsikre formel. Det må der være en grund til.
Det er en større operation, vi har gang i, og vi har allerede følere ude hos flere jyske trykkerier. Den største udfordring bliver at få bundtet og distribueret Føljeton til abonnenter over hele landet, men vi er fortrøstningsfulde og glæder os over, at Danmark er så fladt og dermed nemt fremkommeligt med lastbil. Forestil dig at være papiravis i Norge med alle de fjelde.
Du hører mere. Hold øje med brevsprækken. Og gå så ud og nyd de første solstråler i april.