De frie mediers kamp i Rusland

”Propaganda bør ikke være åbenlys. Propaganda bør foregå i det skjulte. Kun på den måde kan den være effektiv. Vi skal gøre det klart for de studerende, at når de forlader dette sted, kommer de til at arbejde for Manden. Manden vil fortælle dem, hvad de skal skrive, og hvad de ikke skal skrive, for han betaler deres løn. Det kan I synes om eller lade være, men I kommer ikke til at leve i en anden virkelighed.”

Det var ordene, da Ruslands viceminister for kommunikation og massemedier, Alexey Volin, i 2012 holdt oplæg for journaliststuderende på Moscow State University.

Siden Manden – Vladimir Putin – kom til magten, er kontrollen med informationsstrømmen til den russiske befolkningen gradvist intensiveret. Listen med aviser, radiostationer og tv-kanaler, der har måttet lukke og slukke, skifte ejere eller fyre sine ansatte er alenlang.

På Journalister uden grænsers rangliste over verdens landes pressefrihed rangerer Rusland som nr. 148. Efter lande som Pakistan og Bangladesh. I den russiske forfatning står der ellers, at censur er forbudt. Så bag Kremls røde mure tager man kreative midler i brug.

Med myriader af vagt definerede love om ærekrænkelse, bagvaskelse, opildning til terror, ekstremisme, had til bestemte grupper eller med mistanke om skattefusk slår myndighederne ned på medier, der ikke synger med på Kremls melodi. Til mine venner: alting. Til mine fjender: loven – sådan som tonen slås an i moderne autoritære regimer.

I Rusland får 80 procent af befolkningen deres nyheder fra tv, og i dag er alle de store tv-kanaler underlagt statens kontrol eller indflydelse. På tv-kanalerne er det ingen hemmelighed, at regeringen udsteder lister med navne på folk, der ikke må få omtale. Eksempelvis er oppositionslederen Alexey Navaly, som for nylig blev arresteret i en demonstration i Moskva mod magtelitens korruption, ikke velkommen som gæst i studiet hos Russia 24 – for som tv-chefen Evgeny Bekasov siger: ”Navalnys agenda harmonerer ikke med regeringens. Derfor optræder han ikke i vores nyheder.”

Men der findes stadig medier i Rusland, der ikke bøjer nakken for overmagten.

I denne uges føljeton skal vi besøge avisen Novaya Gazeta, hvor seks af avisens medarbejdere er blevet dræbt. Derefter skal vi opleve Rusland set gennem avisens unge journalist Elena Kostyuchenkos øjne. Hun er også LGBT-aktivist og lader sig ikke tryne af hjernerystelser og politiets håndjern. Dernæst går vi i korruptionens fodspor med Ivan Golunov, som er reporter på onlinemediet Meduza, der på grund af regimets pres i dag har adresse i Letland.

Senere på ugen skifter vi perspektiv med Anatoly Suleymanov, nyhedschef fra det berygtede tabloidmedie LifeNews. Her lægger de ikke skjul på loyaliteten over for ‘landsfaderen’ Putin.

Til sidst slutter vi af med et indblik i Kremls tete-a-tete med medieoligarkerne i selskab med Maksim Kowalskiy, der blev fyret fra sin avis Kommersant i 2011, efter at han trykte en kontroversiel forside med præsidenten.

Ne pereklyuchaytes! (Bliv hængende)