People walk past a wall depicting Russian President Vladimir Putin (L) and US President Donald Trump and with a message in cyrillic letters reading "Kosovo is Serbia" in Belgrade on April 2, 2017. Serbians head to the polls to elect a new president, with strongman Aleksandar Vucic hoping to tighten his grip on power amid opposition accusations he is shifting the country to authoritarian rule. / AFP PHOTO / ANDREJ ISAKOVIC
Donald Trump, Donald Donald, Donald Trump… På den ene side er det dødssygt, at Trump genererer så meget presse, hver eneste gang han åbner munden eller sender et tweet af sted. På den anden side er det så gakket, at amerikanerne har valgt ham som præsident, at det er svært for medierne ikke at reagere på hans bizarre og uforudsigelige handlemønstre. Det ville være uansvarligt at lade være, men på en måde er det også uansvarligt at gøre det, fordi hele verden får Trump på hjernen. På den måde er præsident Trump både pressens finest hour og pressens worst hour. Lige nu arbejder USA’s dygtigste reportere grangiveligt i døgndrift på at finde forfatningsstridige sprækker i Trumps præsidentskab, som i de rette hænder kan udvikle sig til hans Watergate, og det er utvivlsomt den russiske forbindelse, som granskes mest intenst i de her uger.
Der bliver også lavet fremragende Trump-relateret journalistik, som ikke er af decideret undersøgende karakter. Søndag indledte vestkystavisen Los Angeles Times’ kollegium af lederskribenter en serie, hvor de med ret voldsom kraft piller Donald Trump og hans rædselskabinet af ministre og rådgivere fra hinanden. I første afsnit – ‘Vores uærlige præsident’ – er de inde på, at det ikke kom som nogen overraskelse, at Trump var uegnet til jobbet, men ”som millioner af amerikanere” klamrede de sig til håbet om, at han ville gø værre, end han bed, og at i det mindste folkene omkring ham ville fungere som et modvægt til ”hans værste instinkter”. Trumps besættelse af egen berømmelse, hans ”optagethed af at knuse fjender, ægte eller forestillede, hans higen efter at blive beundret” – alle de karaktertræk, der på en mærkelig måde var med til at få ham valgt – er, når de foldes ud i Det Hvide Hus, ”intet mindre end katastrofale”, skriver Los Angeles Times.
Det er der mange, der har skrevet i månedsvis. Men i L.A. Times’ serie, der fortsætter i dag, i morgen og på onsdag, går de et par skridt videre, end man normalt ville gøre på en lederplads: ”De, der er imod den nye præsidents vanvittige og hjerteløse dagsorden, må lade deres stemmer blive hørt. Demonstranter må løfte deres bannere. Vælgere må stemme, når der er valg. Medlemmer af Kongressen – inklusive og i særlig grad republikanerne – må mønstre det nødvendige politiske mod til at gå op imod Trump. Retssalene må stå vagt om den amerikanske forfatning. Statens lovgivere må vedtage love, der beskytter borgerne mod føderal indblanding. Alle os, hvis opgave det er at holde politiske ledere ansvarlige for deres handlinger, må fordoble vores bestræbelser for at beskytte sandheden mod hans kyniske angreb.”
Not your average everyday svada fra en hæderkronet avis grundlagt i 1881. De næste dage skal vi nok linke til seriens kommende afsnit. Vi har i øvrigt gennem det seneste år bragt en del artikler, som skulle hjælpe os alle sammen til ”at forstå” Donald Trump. Helt ind i hovedet på ham kommer vi nok aldrig, men man kan håbe på, at han har doneret sin krop til videnskaben, når den tid kommer, så hans hjerne kan blive lagt i formaldehyd og undersøgt af patologer under ordnede forhold. Mens vi venter på det, kan vi varmt anbefale den amerikanske gyserforfatter Stephen Kings fremragende dissekering af Trumps sind i The Guardian. Det er fandme uhyggeligt.