Nyhedsanalysen
Højst upassende
Ved statsbanketten for det belgiske kongepar i sidste uge dukkede uddannelses- og forskningsministeren op med alt for mange ordner, idet det kommandørkors, som han havde om halsen, ifølge den royale etikette afløser ridderkorset, som han havde på brystet. Det giver Føljeton anledning til at skrive et par ord om en person, vi godt kan lide, nemlig billedhuggeren Bertel Thorvaldsen.

Vi må indrømme, at når Føljeton en gang imellem beskæftiger sig med kongerøgelse og kongehuset, så gør vi det nok med en lille distance, og den kan man som læser så lægge i, hvad man vil.
Vi har dog ikke kunnet undgå at bemærke, at da der i sidste uge blev afholdt gallataffel på Christiansborg for den belgiske konge og dronning med et virvar af øvrighedspersoner fra de højere luftlag i farvestrålende kjoler og ordener, så var der i hvert fald én minister, som faldt igennem. Og det er ikke for at udskamme uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, at vi bruger energi på det her, men ganske enkelt for at fortælle ham, at han med sin ligegyldighed over for royal etikette – hvis det var det, det var – befinder sig i et rigtig godt selskab med en historisk person, som Føljetons faste abonnenter kender rigtig godt, og som Søren Pind ikke når til sokkeholderne, hvad angår indflydelse og meritter og anprisninger.

Men først Pind. Da han ankom til statsbanketten, havde han taget sine ordner på. Umiddelbart så han glad og flot ud i kjole og hvidt. Men ifølge kongehusekspert og navneredaktør Peter Thygesen Politiken, der var TV2’s medkommentator, havde Pind nærmest gjort alt forkert.

”Her har vi Søren Pind, som også er blevet Kommandør af Dannebrog, det er det, der hænger om halsen på ham,” sagde Peter Thygesen, og indtil da havde stort set ingen anet uråd. Thygesen holdt en lille pause, før han fortsatte: ”Men læg mærke til, at han også har beholdt Ridderkorset.”

Hvis man kneb øjnene sammen, kunne man godt se det. Noget var bare ikke i orden, og Thygesen fandt anledning til at henvende sig direkte til ministeren, selv om denne ikke havde en kinamands chance for at høre ham: ”Det er højst upassende, Søren Pind. Man har ikke begge ordenerne på.”
Søren Pind modtog ridderkorset i 2015, men sidst i marts i år blev han tildelt kommandørkorset. Kommandørkorset er 2. klasse af Dannebrogordenen, mens ridderkorset kun er 3. klasse.
Peter Thygesen beskyldte ham for at få det hele til at se ud af noget:
”Først bliver han ridder, så stiger han i graderne, og så skal man selvfølgelig aflevere det oprindelige (altså ridderkorset, red.). Han hamstrer, og det er ikke efter reglerne, Søren Pind,” sagde eksperten.
Her kan vi ikke lade være med at tænke på Danmarks store billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844), som også var lidt skødesløs i sin omgang med ordner. Thorvaldsen nåede at få 14 ordner, heriblandt naturligvis Kommandør af Dannebrogordenen ligesom Søren Pind.
Men som vi var inde på i en længere serie om Thorvaldsen i februar, havde han heller ikke specielt meget respekt for hverken kongehuset, priser eller ordner, og derfor fik han fremstillet denne højst utraditionelle omgang miniaturesildesalat.