Et brændende lys i stormvejr

På Kvindernes Internationale Kampdag i år havde to feministiske aktivister tilsyneladende sneget sig op i et af Kremls tårne med et banner med teksten: ‘Den nationale idé er feminisme’.

Elena Kostyuchenko skrev en artikel om aktionen, og hendes avis Novaya Gazeta bragte billedet af de to kvinders modige happening. Men billedet var photoshoppet.

”Det var fake news! Mit pinligste øjeblik som journalist,” fortæller Elena Kostyuchenko og tager sig til hovedet ved bordet på restauranten i Moskva, hvor vi sidder. Den feministiske gruppering havde besluttet sig for at tage røven på medierne.

Elena Kostyuchenko er født i den lille by Yaroslov i nærheden af Moskva. Her begyndte hun at arbejde på den lokale avis som 16-årig. Foto: Anonym

På kampdagen var Elena Kostyuchenko blevet tippet om en aktion foran Kreml og var i selskab med en fotograf mødt op for at dække begivenheden. En håndfuld aktivister havde stillet sig op foran de røde mure med bannere med slagord som; ”Al magten til kvinderne – 200 år med mænd ved magten. Ned med dem!” Avisens to udsendte røg en tur i detentionen sammen med aktivisterne, da politiet antog, at de var en del af aktionen.

Undervejs havde Elena Kostyuchenko fået at vide, at en anden feministisk gruppering lavede en lignende happening på modsatte side af Kreml. Da hun og fotografen ikke kunne nå at komme rundt om det 28 hektar store borgområde, før aktionen var forbi, fik de i stedet tilsendt et billede fra en af aktivisterne, som de bragte i avisen dagen efter.

Aktivisterne indrømmede efterfølgende, at en del af aktionen var et fupnummer og sendte et manifest til Elena Kostyuchenko, som hun fik trykt i avisen ved siden af hendes egen beklagelse over fejlen.

”I manifestet stod der, at `vi lever i en verden af fiktion. Hvis vores regering kan slippe afsted med at bringe falske informationer, så kan vi også´. Det er da en pointe, der er værd at notere,” siger hun.

29-årige Elena Kostyuchenko har arbejdet som journalist hos Novaya Gazeta, siden hun var 17 år. Hun rejser rundt i Ruslands glemte bysamfund og i krigszoner og skriver om humanitære forhold. Da det kom frem, at der var russiske soldater på Krim-halvøen under krigen i Ukraine på trods af Ruslands benægtelser om samme, var det Elena Kostyuchenko, der interviewede de russiske soldater.

Der var i sin tid en artikel om forholdene for krigens børn i Tjetjenien af hendes idol Anna Politkovskaya, der inspirerede hende til at blive journalist. ”Jeg troede, jeg vidste, hvad der foregik i vores land, men det jeg læste var en chokerende øjenåbner for mig,” fortæller hun.

De øjnenåbnere Elena Kostyuchenkos har fået i sit eget liv har medført overfald, tæsk og trusler på livet.

Hun er lille og spinkel af statur og ligner ved første øjekast en kvinde, det ikke kræver alverden for en russisk bandit eller politibetjent at sende til tælling. Men den 29-årige kvinde bliver ikke liggende, når hun møder modstand.
Efter hun for et par år siden havde skrevet om en kriminalsag, forsøgte en gruppe mænd at kidnappe hendes søster, som var på hjem til deres fælles lejlighed. De blev kun forhindret af en fyr, der stod på gaden, som råbte op og alarmerede nabolaget, da han så, at mændene var ved at slæbe søsteren ind i en bil.

”Det får mig ikke til at holde op med at dække den slags sager. Hvis jeg begynder at censurere mig selv kunne jeg lige så godt finde på noget andet at lave. Men selvcensur og frygt hos journalister i Rusland ligger hele tiden og lurer. Den kæmper jeg da også imod. Jeg føler, at vi, der fortæller om virkeligheden i vores land, bærer på et stearinlys i stormvejr med en flamme, der hele tiden er ved at gå ud.”
 

Den forbudte sorg

I september 2016 rejste Elena Kostyuchenko sammen med fotografen Diana Khachatryan nogle dage til Beslan i det sydlige Rusland i anledning af årsdagen for terrorangrebet på skolen i 2004, hvor 334 mennesker blev dræbt. Den russiske regering fik i sin tid voldsom kritik for sikkerhedsstyrkernes håndtering af angrebet og blev beskyldt for at være medansvarlige for, at så mange børn og voksne døde.

I nærheden af skolens ruiner blev der afholdt en årlig mindeceremoni for terrorangrebet. Et par tv-hold var mødt op for at dække begivenheden. Her var fem af de efterladtes mødre iført t-shirts med teksten ‘Putin – Slagteren af Beslan’. Da det lokale politi blev opmærksomme på kvindernes fremtoning, forsøgte de at afskærme dem fra resten af forsamlingen og gik korporligt til værks med slag og benlås, da kvinderne råbte op og ville sætte sig imod. Tv-holdene slukkede for deres udstyr efter ordre fra politiet, mens Elena Kostyuchenko og fotografen fortsatte med at filme hændelsen med telefon og kamera.

De to røg et par timer i detentionen, men var med i retten, da de fem kvinder blev dømt til  samfundstjeneste og til at betale bøder for at udføre en ”ikke-anmeldt demonstration” og for at modsætte sig anholdelse. Dagen efter fik Elena Kostyuchenko besøg af politiet og folk fra bystyret, da hun havde skrevet en artikel om episoden.

”De fortalte mig, at der findes en rigtig og en forkert måde at vise sorg på. Hvis jeg ikke skildrede politiets arbejde i et andet lys ville der ske grimme ting. Det var absurd,” siger hun.

Senere blev de to udsendte overfaldet af unge mænd, der kastede en grøn væske i ansigtet på dem. Den grønne væske – eller ”Zelyonka”, som det kaldes – bliver i Rusland anvendt som et symbolsk angreb imod folk, der kritiserer statsmagten.

Elena Kostyuchenko og Diana Khachatryan blev forfulgt og chikaneret af politiet og de lokale sikkerhedsstyrker under deres ophold i Beslan, men valgte at tage med, da de fem kvinder tog på kirkegården en af de følgende dage for at lægge blomster på deres afdødes grave. Her blev de overfaldet igen – denne gang af mænd, der arbejdede ved gravpladsen.

”De forsøgte at slå min telefon og mine noter ud af hænderne på mig, mens de råbte, at vi var kommet for at skrive løgnehistorier om deres region. Politifolkene overværede det hele, men greb ikke ind,” fortæller hun.

Diana Khachatryan slap med skrammer, mens Elena Kostyuchenko måtte ligge på hospitalet med hjernerystelse.

Et par måneder efter oplevelsen i Beslan blev Elena Kostychenko ringet op af instruktøren fra et lokalt teater i Moskva, som spurgte, om hun havde lyst til at medvirke i en dokumentarisk opsætning på de skrå brædder. Instruktøren så ligheder mellem historien om kvinderne fra Beslans forbudte sorg og den græske tragedie-fortælling Antigone. Antigone er i den græske mytologi datter af Kong Ødipus og Iokaste. Antigone bliver fængslet og begår selvmord, efter hun nægter at begrave den ene bror på kongens befaling.

”Jeg spiller en hore, der ‘fikser’ ting. Ligesom på Novaya Gazeta,” siger Elena Kostyuchenko og smiler. Teaterstykket er en sammensmeltning af den græske tragedie og replikker fra de sørgende mødre i Beslan.

”Det, jeg oplevede i retssalen med kvinderne, var uvirkeligt. Dengang var der ingen vidner udover mig og Diana. Ved at udtrykke oplevelsen med følelser i stedet for i avisen, håber jeg på, at det kan ramme publikum på en ny måde.”
 

Dumaens skabsbøsser

Elena Kostyuchenko mener, at Vladimir Putins indførsel af en brutal vertikal magtstruktur har medført, at hverken medier, politikere eller civile russere har lyst til at opponere imod propaganda-budskaberne, der siver ned fra Kreml og ud i samfundet.

”Når jeg taler med udenlandske medier, spørger de altid til den russiske propaganda i Vesten med Russia Today og fake news. Men langt størstedelen af regimets propaganda er rettet mod almindelige russere som min mor og mine naboer. I TV får de at vide, at de såkaldte selvstændige journalister er landsforrædere, der er i lommen på USA. Eller også kommer de med aggressive udfald imod oppositionen, liberale eller homoseksuelle,” siger hun.

Elena Kostyuchenko fortæller, at hun aldrig havde forestillet sig, at hun også skulle blive aktivist. Men som lesbisk kvinde i et land, hvor LGBT-bevægelsen står svagt over for den omfattende diskrimination imod homoseksuelle, mener hun, at det er en nødvendighed.

I 2013 vedtog det russiske parlament den famøse lov, der forbyder ”homoseksuel propaganda”. Loven forbyder blandt andet at ”sidestille homoseksuelle par med traditionelle familieformer” samt distribution af materiale om rettigheder for seksuelle minoriteter.

Elena Kostyuchenko deltog i den periode i en række demonstrationer i protest mod loven, hvor hun i selskab med andre LGBT-aktivister stillede sig op foran Dumaen, det russiske parlament, for at kysse med hinanden som en langefinger til de homofobiske magthavere.

Senere samme år blev der fremsat endnu et diskriminerende lovforslag i parlamentet. Denne gang med forslag om, at homoseksuelle og transpersoner skulle tilføjes listen over personer, der kan få tvangsfjernet deres børn af staten på lige fod med stofmisbrugere og pædofile.

Det fik Elena Kostyuchenko til at gå på Twitter med en advarsel om, at hun ville afsløre navnene på de skabshomoseksuelle Duma-medlemmer, hvis de stemte for lovforslaget.

”De er ude på at ødelægge vores liv, og derfor vil vi ødelægge dem,” som hun skrev i sit tweet.

Samtidig rakte hun ud efter støtte hos en række ministre fra europæiske lande, der var på besøg i Moskva.

”Jeg fortalte dem, at hvis ikke I gør noget for at forhindre vores parlament i at vedtage denne lov, vil jeres lande skulle tage imod millioner af LGBT-familier som flygtninge fra Rusland.”

Lovforslaget blev senere trukket tilbage på grund af manglende opbakning i parlamentet.

Elena Kostyuchenkos kamp for homoseksuelles rettigheder har ikke været uden konsekvenser. Som hun skrev i et læserbrev med titlen ‘Homofobi er årsagen’ i The Russian Reader 2016:

”Jeg ved, hvor lang tid en brækket næse tager om at hele. Hvordan det føles, når din kæreste er blevet forsøgt kvalt, hvordan det er, når din læge fortæller dig, at du risikerer at blive døv på dit ene øre på grund af skader, og hvordan det føles at blive spyttet i hovedet af betjente, mens dine venner har hovedet presset ned i asfalten. Når jeg taler om dette emne, får jeg altid at vide, at vi blot skal lade være med at stikke næsen frem. ”

Men nogle gange er alternativet til ikke at stikke næsen frem værre.

”Jeg tror ikke på, at Harvey Milk vil stige op af graven og komme til Rusland for at kæmpe for mine rettigheder. Hvis jeg vil have børn, blive gift eller kunne være i fred uden at blive overfaldet, er jeg nødt til at engagere mig,” siger hun.

Lyset, Elena Kostyuchenko bærer rundt på, lader ikke til at brænde ud foreløbig.

Kristian Lauritzen er freelancejournalist.