Madame Nielsen og kærligheden

Forfatteren Madame Nielsen – også kendt fra inkarnationerne Søster Nielsen, Nielsen, Claus Beck-Nielsen, Das Beckwerk osv. – har netop udgivet sin tredje roman som Madame, Det højeste væsen. Det er en bog om kærlighed, og dele af den finder sted i det kommunistiske Rumænien, som præsident Ceaușescu repræsenterede, indtil han og hans kone Elena blev skudt ned som hunde i december 1989.

Selv om Det højeste væsens egentlige hovedperson er en kvindelig rumænsk balletdanser, der ved et tilfælde afhopper og ender i Danmark, pusler lange passager nyfigent og vel nærmest biografisk med præsidentparrets bizarre liv, som på en måde er filtret ind i balletdanserens. Her på Føljeton har vi læst det meste af bogen, og vi kan konstatere, at vi ikke kender nogen, der skriver så godt som Madame Nielsen. Lad os kalde det en pissefin roman, så man kan se, at vi i vores beskrivelse af bogen ikke har taget farve af bagsideteksten eller avisernes anmeldelser.

Og det er det, vi skal til nu: anmeldelserne. På Facebook skrev Madame Nielsen, der dér kalder sig Søster Nielsen, 31. marts, at hun til sin ”RÆDSEL” så, at det var Lars Bukdahl, der har anmeldt Det højeste væsen i Weekendavisen, men: ”Gudsketakoglov: han kunne ikke lide den; alt andet havde været en SKAM over mit forfatterskab, så havde det hele, romanen, kærligheden, Historien, alligevel bare været for sjov, spilopper, sprogspil på computeren.”

Men hvad var det så, Bukdahl ikke kunne lide? Tja, man ser det allerede på overskriften: ‘Diktatorisk vellyd’, der ganske elegant spiller både diktator Ceaușescu og det, som også Informations anmelder, Erik Skyum-Nielsen, er inde på (ham kommer vi til), at bogen er lidt for meget form og lidt for lidt indhold. Tydeligvis vil Nielsen bevise, skriver Bukdahl, ”at han og hun hører blandt sin generations ypperste prosaister. Det være hermed bevist!” Men han synes, at bevisbyrden for det er stærkest i romanen Invasionen (2015), ”fordi stilen dér ikke sættes lig opulent og prydelig tomgang.”

Bukdahl fremhæver bogens Ceaușescu-spor, fordi ”det selv fornøjer sig med at udmale den groteske persondyrkelse og gøre det indefra og udefra på samme tid, ægte satirisk”. Men kærlighedssporet, hvis vi må kalde det det, er ikke hans kop te: ”Det er anstrengende, som ballerinaen som individ og karakter hvirvles helt anonym af forelskelsens opkørte selvforelskelse. Undtagen lige da forelskeren fortæller Madame om hendes liv før ham – indespærret i balletskole og ballettrup, den spontane flugt til Vesten, de første år i Danmark indespærret på ny i parcelhus – og Madame en tid kort placerer hende uden for sin ego-hvirvel som et menneske med skramlet egenskæbne; dét er ægte bevægende.”

Mere åbenlyst positiv indstillet over for Det højeste væsen er Jon Helt Haarder i Jyllands-Posten. Han kalder den for ”en krævende, mørk og elegant roman”. I vores bog er ordet ”krævende” ikke åbenlyst godt. Men det er ikke så slemt, som når anmelderen kalder et værk for ”vigtigt” uden at fremhæve andre kvaliteter. Helt Haarder fortsætter: ”I begyndelsen er tonen elegisk-patetisk a la Jens Christian Grøndahl, men den dialogiske opstilling lader os gå rundt om denne tone og se den an i modstillingen med Ceaușescu-kulten.”

I forhold til vores egen anmeldelse – ”pissefin roman” – er der noget lettere suspekt over, at Jon Helt Haarder skal formulere sig så snirklet. Synes han virkelig, at bogen er god? Tja, hvis man tæller antallet af stjerner (fire ud af seks), så gør han. Men bortset fra det indeholder hans anmeldelse faktisk ingen  tilkendegivelser i nærheden af god/dårlig-skalaen. Tag bare den her passage: ”Pointen er ikke så meget noget med fordrømthed, dansk fantasteri og rumænsk-kommunistisk totalisering af fremtiden – eller: Det er kun den ene side af sagen. Den anden side handler om det kommende og det potentielle. Det, der endnu ikke er fanget ind af begrebsliggørelse og forskelle, for eksempel mellem kønnene. Bogen opererer i en tid, der derfor både er før og efter nutiden og det reelt eksisterende, som ens egen identitet og historie. Og som derfor både skaber og tilintetgør.”

Erik Skyum-Nielsen har ikke ry for at være kryptisk. Hans overskrift siger måske også det hele: ‘Da Herta Müller mødte Marcel Proust på Karen Blixens farm’. Lad os springe ud i det: ”Den desværre ret tynde røde tråd i fortællingen udgøres (eller skulle man forsigtigvis sige: »hævdes at være udgjort«? ) af det vanvidssitrende, korte forhold mellem en kunstnermand fra Danmark og en ung, navnløs, i Milano afhoppet rumænsk balletdanserinde.”

Og Skyum-Nielsen udfolder lidt længere nede i sin anmeldelse, hvad han mener med den ”ret tynde røde tråd”. Madame Nielsens evne til at skrive ”så englene synger”, og så det ser ud, som om der sker en hel masse, kommer til at dække over, at der i virkeligheden egentlig kun sker ”sørgelig lidt”, nemlig ”at to elskende mødes på en teatercafé i senfirsernes København, nyder hendes auberginer bagt over en gasflamme, elsker, så kropssafterne driver, og tilbringer en uge eller så på en mystisk klippeø (Bornholm?), inden de adskilles, men genforenes, ak, alt for kort i Paris.” Henimod slutningen er vi tilbage ved anmelderens overskrift. ”Herta Müller møder Marcel Proust på Den afrikanske Farm,” skriver han, ”alt imens romanens personer flove lister ud ad bagdøren, beskæmmede over at skulle deltage i så monstrøs en betydningstilskrivning.”

Men Erik Skyum-Nielsen er også en hård nitte.