Hævnen virker sød. Eksil-syrere, som i milliontal er blevet drevet på desperat flugt fra Assad-regimets bestialitet, har i første omgang grund til at juble over nattens amerikanske missilangreb mod luftbasen al-Shayrat: Pludselig har præsident Trump åbnet en ny front mod én af vor tids største krigsforbrydere, Bashar al-Assad. Det kan umiddelbart virke, som om tiden for en kontant afregning med retfærdigheden endelig er kommet.
Men desværre vil jublen næppe vare ved. Trump har mange andre motiver for missilangrebet end et fromt ønske om verdensfred. Her i første omgang er der dog grund til at glæde sig over, at den såkaldt ‘røde linje’ atter er blevet trukket klart op: Anvendelse af kemiske masseødelæggelses-våben bliver gengældt. Umisforståeligt.
Natten til i dag gennemførte USA således et målrettet angreb på den syriske luftbase al-Shayrat, som angiveligt er stedet, hvorfra Assad-regimet forleden iværksatte giftgasangrebet på byen Khan Sheikhoun. I alt 59 krydsermissiler blev affyret fra amerikanske krigsskibe i Middelhavet ind mod luftbasen, som ifølge øjenvidner nu er blevet mere eller mindre udraderet. Hammeren er faldet.
Missilangrebet kan ganske vist lynhurtigt skabe endnu mere kaos i Mellemøsten, øge spændingerne med Rusland og destabilisere en fejlslagen region yderligere. Men præsident Trump har i det mindste gjort alvor af sine egne ord om at ville gøre ”noget” ved giftgasangrebet og har dermed på blodig symbolsk vis markeret, at USA ikke accepterer brug af masseødelæggelsesvåben. Længere. Grænsen går ved kemiske våben.
Trump har gjort netop dét, som forgængeren, præsident Obama, ikke formåede, efter han ellers havde udtalt, at brug af kemiske våben var en rød linje, som under ingen omstændigheder måtte blive overskredet. I praksis fik Obamas ord dog ikke de store konsekvenser for Assad-regimet, da civile blev angrebet med giftgas i 2013. Dengang valgte præsident Obama ikke at reagere militært. Tiderne er skiftet. Pludseligt. Nu har Trump fået ydmyget Obama på bagkant. Trump handler, hvor Obama fumlede – synes budskabet at være.
I følelsernes vold og tydeligvis påvirket af tv-billederne har præsident Trump på få døgn skiftet position – fra i lang tid at have accepteret Ruslands massive militærstøtte til Assad-regimet til nu at kalde Syriens præsident Bashar al-Assad for en ”diktator” og til at udfordre Ruslands hovedrolle i konfliktzonen. Endnu ved ingen dog om missilangrebet på al-Shayrat-luftbasen er begyndelsen på et større amerikansk engagement i Syrien eller blot et enkeltstående nålestiksangreb. Eller om kontroversen med Rusland kun er en afledningsmanøvre for det topmøde, der efter planen skal holdes i næste uge?
At dømme efter det faktum, at USA (endnu) ikke har bombet det syriske regimes øvrige militære infrastruktur, bl.a. radaranlæg – plus udtalelser fra både præsident Trump og udenrigsminister Tillerson om angrebets afgrænsede karakter – virker det mest rimeligt at antage, at nattens missilangreb på al-Shayrat-luftbasen er så tilpas begrænsede, at de ikke bliver et vendepunkt for krigene i Mellemøsten, men alene en advarsel om konsekvenserne ved brug af giftgasser som sarin.
Præsident Trump synes at opføre sig på samme måde som bl.a. Israel agerer i regionen: Så sent som for tre uger siden gennemførte Israel endnu en serie flyangreb inde i Syrien for at ødelægge våbenlagre tæt ved Golanhøjderne. Doktrinen er lige så gammel som regionen selv, den hedder øje-for-øje, og er bl.a. omtalt i Tredje Mosebog:
”Når nogen tilføjer sin næste legemsskade, skal der handles med ham, som han har handlet: brud for brud, øje for øje, tand for tand. Samme skade, han tilføjer en anden, skal tilføjes ham selv. Den, der slår et stykke kvæg ihjel, skal erstatte det; men den, der slår et menneske ihjel, skal lide døden.”