Pressefrihed i Rusland
“En russer har altid noget at frygte”
”Hvis en avis ikke kan bruges som en hammer til at slå andre i hovedet med, vil ingen ejer have noget med den at gøre,” siger 52-årige Maksim Kowalskiy. Han blev fyret som redaktør på avisen Kommersant i 2011, efter han trykte en forside med Vladimir Putin udråbt som valgsvindler i et dæmonisk skær. Lysskæret var et rent tilfælde. Kristian Lauritzen rapporterer fra Moskva.
Maksim Kowalskiy laver en kurve med den ene hånd for at illustrere, hvordan folk i stigende grad holder kæft om, hvad der foregår i Vladimir Putins regime. Informationsstrømmen er stoppet til. En virkelighed, der vækker minder om fortiden, mener han.
”Frygten for, hvad der kan ske, hvis man åbner munden, har vi med fra vores opvækst i Sovjetunionen. Dengang frygtede man at blive smidt i fængsel. Men på mange måder er der ikke meget, der har ændret sig i dag.”
Maksim Kowalskiy er selv en mand af fortiden. Det fortæller han, da jeg interviewer ham på en cafe i nærheden af Gorky Park i Moskva. Feltet for kritiske medier er snævret ind, og han kan ikke se, hvor han skal kunne finde et interessant arbejde.
”Du kan godt skrive om mikrokredit-systemer eller folk, der dør af en giftig rodsaft i en landsby. Men så snart du beskæftiger dig kritisk med magten, kirken, Putin eller Medvedev, begynder opkaldene. Medmindre, selvfølgelig, at Medvedev ikke er inde i varmen hos Putin i øjeblikket,” siger han.
Maksim Kowalskiy taler lavmælt og med en dyb røst. Hans aura bærer præg af ro og resignationen, og der hænger en aroma af tobak i hans nærvær. Oven på den skaldede isse har han en farverigt spraglet kalot, der ”beskytter ham mod dårlige nerver under hovedbunden”.
Maksim Kowalskiy er ikke bange for at kritisere sin avis’ udvikling under Alisjer Usmanov. “Men jeg satser på, at de ikke læser danske medier,” siger han med et smil. Foto: Polina Nasedkina
Det var avisens forhold til Kreml, der gjorde, at Maksim Kowalskiy bedrifter som redaktør på Kommersant sluttede brat for seks år siden, da han bragte to kontroversielle historier med præsidenten.
Kommersant er ejet af oligarken Alisjer Usmanov. En af Ruslands rigeste mænd, investor i fodboldklubben Arsenal og med et angiveligt tæt forhold til Vladimir Putin.
Putin med Usmanov.
I 2011 var der parlamentsvalg i Rusland, som var marineret i skandaler med forkerte stemmeoptællinger og falske valgurner. Valget udløste massive demonstrationer rundt i landet. I et nummer af Kommersant politiske magasin valgte Maksim Kowalskiy at bringe en forside med et billede af Vladimir Putins ansigt, som var klistret på en valgurne med et ordspil i overskriften, der kombinerede det russiske ord for valgsvindel og regeringspartiet Forenet Rusland.
”Lyset på billedet kom nede fra og fik Putin til at ligne en dæmon, der kom fra helvede med sin valgurne. Et rent tilfælde,” siger Maksim Kowalskiy og smiler afdæmpet.
På valgdagen blev en række stemmesedler kasseret som ugyldige, da folk havde udfyldt dem med negative gloser om præsidenten. Ifølge russisk lovgivning skal alle stemmer tælles, så længe der er sat kryds på papiret. Maksim Kowalskiy fik tilsendt et foto, som hans svigersøn havde taget af en af de kasserede stemmesedler.
I billedteksten skrev de på avisen, at her var en korrekt udfyldt stemmeseddel, som var blevet kasseret. Men billedteksten kunne også læses som om, at det var korrekt at udfylde en stemmeseddel med teksten: Putin – go fuck yourself.
”Jeg var ikke ude efter Putin, men som redaktør mente jeg, at artiklerne var relevante at bringe. Jeg kunne ikke finde nogen grund til ikke at bringe billederne, udover at jeg vidste, at jeg ville blive fyret. Og min datter og svigersøn var lige blevet gift forinden, så jeg kunne ikke have siddende på mig over for ham, at jeg var en tøsedreng,” fortæller Maksim Kowalskiy og griner.
Da oligarkerne overtog medierne
Maksim Kowalskiy har arbejdet i den russiske mediebranche siden i 1989.
”Dengang Sovjetunionen allerede var et lig, der var begyndt at rådne og lugte grimt.”
Maksim Kowalskiy var med fra begyndelsen, da Kommersant i 1992 blev omdannet fra en ugeavis til et dagblad. Avisens daværende ejer Vladimir Yakovlev blev betragtet som en af fædrene til den kritiske post-sovjetiske journalistik.
”I de indledende år på Kommersant var der lingvister, økonomer og folk fra alle mulige brancher, der arbejdede på redaktionen. Journalistikken i Sovjetunionen var det rene gift, så folk der var skolet i den tid, undgik Yakovlev at få for mange af på avisen,” fortæller han.
I 1999 besluttede Yakovlev sig for at sælge avisen. Hans ide var at sælge til en større gruppe mennesker, så ingen person kunne sidde på majoriteten af ejerskabet. Men siden vi er i Rusland, gik det ikke sådan, fortæller Maksim Kowalskiy.
Da Maksim Kowalskiy afleverede forsiden med Putin til tryk om fredagen, undlod han at fortælle sin kone, at han vidste, at han ville blive fyret om mandagen. Det var hun ikke helt tilfreds med, siger han. Foto: Polina Nasedkina
Kommersant blev købt af oligarken Boris Berezovsky, der havde tætte forbindelser til præsident Boris Yeltsin.
”Hvis en avis ikke kan fungere som en hammer og en økse, som ejerne kan bruge til propaganda eller til at banke deres konkurrenter i hovedet med, er ingen interesseret i at eje den,” siger han og tilføjer med et grin; ”Hvis vi skal finde svaret på, hvorfor det er sådan, skal vi nok tilbage til Ivan Den Grusomme.”
Ivan Den Grusomme var Ruslands første Tzar tilbage i 1500-tallet, som var berygtet for at torturere og henrette sine politiske modstandere.
Da Berezovsky kom til, forlod en række af Maksim Kowalskiys kolleger avisen, da de var bange for at blive tvunget til at skrive om regeringen i et venligt lys.
”Men jeg tog det afslappet, da jeg altid har haft det indtryk, at forholdet til dem, der er over dig i systemet, altid er til forhandling. Men i mine øjne var Berezovsky faktisk en af de mindst kontrollerende ejere af aviser dengang,” siger Maksim Kowalskiy, som fik en redaktørstilling på avisen i 1999.
I år 2000 flyttede Boris Berezovsky til England, efter han var blevet upopulær hos den nyvalgte præsident Putin. Med ejeren ude af landet var der åbnet en dør for Kreml til at påvirke linjen hos Kommersant, og presset blev lagt på den daværende chefredaktør Andrei Vasiyev.
Men det var Vasiyevs brilliante jonglering mellem Berezovskys og Kremls interesser, der gjorde, at Kommersant formåede at forblive en selvstændig avis i de år, fortæller Maksim Kowalskiy.
”Vasiyevs mesterværk var da Berezovsky skrev en vred kommentar om Putin, som han forlangte kom i avisen. Men det kunne Kommersant ikke bare trykke, så Vasiyev fik i stedet Berezovsky til at købe en annonceplads i sin egen avis. Så Berezovskys udfald mod Putin blev trykt som en annonce.”
Kremls invitationer
Når Kreml lægger pres på medier, foregår det typisk gennem kæder af mennesker på redaktionen, som de har en personlig forbindelse til, fortæller Maksim Kowalskiy. Hos Kommersant stoppede kæden ved Andrei Vasiyev.
”Jeg havde en årrække med stor frihed til at trykke, hvad jeg ville i avisen. Indimellem vidste jeg godt, at presset på Vasiyev ville blive større, når vi bragte bestemte historier, men han forsøgte aldrig at påvirke mig direkte.”
I et korrupt og autoritært samfund som det russiske findes en række uskrevne regler. Kreml kan ikke blot ringe til en, de ikke kender personligt, siger Maksim Kowalskiy. Folk bliver flettet ind i det korrupte system gennem personlige møder på restauranter, institutioner og til fester.
”De ringer ikke og truer dig direkte med deres farlige magt. De siger, kom nu, jeg beder dig blot som ven. Vi har hygget os så meget sammen, så vær nu et anstændigt menneske, ikke? Da jeg var redaktør, fik jeg ofte tilsendt invitationer til arrangementer, men jeg smed dem i skraldespanden med det samme. Hvis jeg mødte op i de sammenhænge og hilste på folk ville jeg begynde at få opkald på kontoret næste dag.”
Andrei Vasiyev forlod Kommersant i 2006 – ifølge Maksim Kowalskiy fordi avisens nye ejer Alisjer Usmanov var en mand, der ikke var bleg for at lade presset fra Kreml gå videre ned i systemet på avisen. Under Usmanov begyndte Maksim Kowalskiys og redaktionens frihed i avisens spalter at blive gradvist indskrænket.
Den mandag morgen i 2011, hvor valgsvindleren Putin prydede avisens forside, blev Maksim Kowalskiy ringet op af en journalist fra et andet medie, mens han stadig lå og sov i sin seng. Journalisten i telefonen spurgte ham, om han havde en kommentar til, at han var blevet fyret af Usmanov. Maksim Kowalskiy vidste ikke, at han havde fået en fyreseddel, før han fik det at vide i telefonen.
”Hvis Usmanov vil fyre en redaktør, kan han blot fortælle det internt på avisen. Men han ville gerne levere en højlydt besked til omverdenen, så Putin kunne se, at han havde gjort sit arbejde. Hvis Putins folk skulle komme og spørge ham, hvordan han tillader sin undersåt at trykke den slags, ville han kunne sige, at jeg allerede havde fået prygl i baghaven,” fortæller Maksim Kowalskiy.
Totalitære tendenser
En lang række journalister på Kommersant gav Maksim Kowalskiy opbakning efter hans fyring, og de tidligere kolleger skrev et støttebrev, som blev trykt i en anden avis. Derefter fik redaktionen besøg af Usmanov, som fortalte dem, hvem der bestemte i huset.
Samme uge holdt Vladimir Putin en af sine hot-line-konferencer på tv, hvor han tager imod opkald fra borgerne. En af personerne, der ringede ind, spurgte præsidenten, hvad han syntes om, at et medie havde trykt materiale med grimme ord om ham.
”Og Putin er en mand, der er bekendt med gadens regler, så han grinte bare og gav indtryk af, at det skam ikke gik ham på,” fortæller Maksim Kowalskiy. Senere kom det frem, at Usmanov ikke kunne fyre en redaktør på det pågældende grundlag ifølge russisk lovgivning. I stedet blev parterne enige om en fratrædelse med et års løn.
Maksim Kowalskiy arbejdede efterfølgende i halvandet år på et onlinemedie, der hed Open Space. Her fortsatte Kowalskiy sin journalistiske linje med at gå i kødet på Kremls usandheder.
”Hver gang Putin havde holdt pressemøder, gik vi hans udtalelser igennem for at vise, hvor mange gange han havde talt usandt. Det var en ny genre, før de amerikanske medier gjorde det samme med Donald Trump. Vi var fakta-pionerer,” siger han og smiler.
Men Open Space blev lukket ned, da ejeren løb ind i pres fra Kreml, fortæller Maksim Kowalskiy.
I dag er han vendt tilbage til Kommersant som chef for den kreative afdeling, hvor han finder på ordspil og slogans til avisen. Langt væk fra det politiske indhold.
”Jeg skal ikke bekymre mig om det politiske pres længere. På den måde kan jeg stadig være en ærlig mand. Jeg er ked af den udvikling, Kommersant har taget de seneste år, men jeg behøver ikke længere at forholde mig til ondskaben i det daglige,” siger Maksim Kowalskiy.
Når der i dag slipper kritiske historier fra medierne ud til offentligheden, får det ingen konsekvenser, mener han og nævner oppositionspolitikeren Alexey Navalnys video med korruptionsanklager mod Dmitry Medvedev.
Premierministerens foreløbigt eneste reaktion har været at blokere Navalny fra sin Instagram-konto.
”Magthaverne føler intet behov for at forklare sig. De mener, at de i kraft af deres position har retten på deres side. I Rusland handler omdømme ikke om, hvorvidt du er ærlig eller ej. Det handler om, hvorvidt du sidder i en magtposition eller ej,” mener Maksim Kowalskiy.
Den 52-årige tidligere redaktør mener, at med Vladimir Putins kolonisering af medierne, bevæger regimet sig med små skridt i retning af det totalitære. Fremtidsudsigterne i Rusland er han ikke imponeret over.
”Jeg er pessimist,” siger han og smiler. ”Og hvis jeg skal svare på hvorfor, skal vi igen tilbage til Ivan Den grusomme.”
Kristian Lauritzen er freelancejournalist.