Vi er i følelsernes vold

33 sekunder. Så lang tid går der fra, at et nyfødt barns instinktive glæde over at være til får selskab af følelsen tristhed. Det er en grov generalisering, som i øvrigt bygger på Disney-Pixar-animationsfilmen fra 2015 Inside Out, eller på dansk Inderst inde, og derfor nok ikke er helt videnskabeligt funderet. Men det stemmer meget godt overens med, hvordan vi generelt går og opfatter vores følelser: som noget, der fra første færd findes inde i os selv.

I Inside Out er vi med oppe i hovedet på pigen Riley, hvorfra hendes følelsesliv bliver styret af kontrolfreaken Joy, som helst vil have en finger med alle steder; den lange lodne Fear, som sørger for, at Riley ikke kommer til skade; den velklædte grønne Disgust, som sikrer Riley imod at blive forgiftet, både fysisk og socialt; den lille rødglødende Anger, som står for selve retfærdighedssansen; og så den kortbenede, buttede Sadness i striktrøje og med store runde briller. Hende er der ikke rigtig nogen, der regner for noget.

Fra hovedkvarteret, som har adresse et sted omme bag Rileys øjne, sørger Joy, Fear, Disgust og Anger for at aktivere de rigtige følelser og for at arkivere Rileys kerneminder – de minder, som er selve grundlaget for personligheden – mens de sikrer sig, at Sadness ikke piller ved noget. Det er svært, for Sadness er en elefant i en glasbutik.

Filmen er en rørende, pædagogisk indføring i følelser med en stærk morale om, at vi har brug for alle nuancer. Også Sadness! Men filmens grundpræmis, at følelser findes inde i os selv, er ikke en eviggyldig sandhed. Men hvis de ikke er der – i maven, hjertet eller hovedet – hvor er de så, følelserne?

Den affektive vending

I akademia taler man om det, man kalder ”den affektive vending” – altså en nyopstået interesse for, hvilken betydning affekt og følelse har. Siden midten 1990’erne (ja, ”nyopstået” er et relativt begreb) har filosoffer og teoretikere beskæftiget sig med affektteori, og de seneste år har feltet fået stadig større opmærksomhed. Følelser kan ikke længere forkastes som uvidenskabelige, fordi affektteorien giver os muligheden for at tage dem alvorligt på linje med fornuft.

I 2013 lavede tidsskriftet Kvinder, køn & forskning en temaudgave om følelser og affekt. I indledningen foreslår udgavens tre redaktører, Lene Bull Christiansen, Bolette Frydendahl og Christina Hee Pedersen, at den affektive vending skyldes, at vi lever i en tid, hvor vores forståelse af os selv som mennesker i stadig større grad bliver forklaret i psykologiske termer og knyttet til følelser.

”Den poststrukturalistiske feministiske forskning i Skandinavien har gennem mange år vist, hvordan individualisering og personliggørelse af samfundsmæssige problemer under neoliberalismen bliver en nedbrydende selvstyringstvang hos den enkelte,” står der i indledningen. Eller sagt på en anden måde: Opfattelsen af følelser som private og inderlige kan være noget møg for den enkelte. Derfor må se på følelser som både politiske og sociale, som et fælles anliggende:

”Affektteoretiske analyser kan således, som feministisk forskning i mange årtier har gjort, insistere på at indskrive følelser og affekter i det politiske og det sociale ved bl.a. at undersøge, hvordan affekter bevæger sig mellem kroppe, og derfor ikke bør betragtes som individuelt afgrænsede og inderlige.”

I følelsernes vold

En af de helt store, når vi taler om affektteori er den engelsk-australske Sara Ahmed, som indtil for nylig var professor i ‘Race and Cultural Studies’ på University of London. I bogen Cultural Politics of Emotion fra 2004 foretager Ahmed en række samfundskritiske undersøgelser af følelser som smerte, had, frygt, afsky, skam og kærlighed, som netop er kendetegnet ved, at Ahmed betragter følelser som sociale og politiske anliggender.

Historisk har forskere i følelser ifølge Ahmed placeret sig i to lejre: Dem, der betragter følelser som kropslige fornemmelser, som ikke involverer tankeprocesser, og dem, der betragter følelser, som et resultat af tænkning, som bestemmer følelserne ud fra vurderinger, holdninger og den måde, vi ellers betragter verden. Og så er der selvfølgelig dem, der foreslår en kombi-ordning.

Men begge opfattelser er baseret på, at følelser er noget, der findes inde i os selv, som så kan slippe ud og få et udtryk, som kan læses af andre: den såkaldte inside out-model, som så kan varieres til outside in-modellen, hvor følelserne bliver igangsat af noget udefrakommende, en fælles følelse, som derefter bevæger sig ind i den individuelle krop.

Også vores måde at tale om følelser er bygget på idéen om, at de findes i os selv. Vi ”mærker efter nede i maven” eller ”følger vores hjerte”, når vi vil være sikre på at træffe en beslutning i overensstemmelse med vores følelser – ja, selv når vi ”er i vores følelsers vold”, er det stadig os, der er ejerne, selv om magtbalancen er tippet, så det ikke længere er os, men følelserne, der bestemmer. I en psykologisk opfattelse har jeg følelser, følelserne er mine, og jeg kan udtrykke dem ved at grine, græde og så videre.

Det er den opfattelse Sara Ahmed er skeptisk over for. Følelser er ikke psykologiske tilstande, siger hun. Følelser er social og kulturel praksis. Og måske er det slet ikke os, der har følelserne, men følelserne, der har os.

Følelser og kage

Kig grundigt på ovenstående model, for nu bliver det lidt langhåret. Ifølge Ahmed bliver følelser skabt af kontakten mellem et subjekt, for eksempel dig, og et objekt – et konkret objekt; en kage, et smykke, en dyne, eller et mere abstrakt objekt, for eksempel et minde. På ovenstående model blev det altså en kage.

Følelserne befinder sig hverken inde i subjektet eller inde i objektet. De formes af det, der sker mellem de to (her illustreret af den grønne streg). Lad os benytte et eksempel fra for nylig: Den kage, som integrationsminister Inger Støjberg købte i Lagkagehuset for at fejre gennemførelsen af udlændingestramning nummer 50 var anledning til en hel del vrede. Men det var jo ikke kagen i sig selv, altså objektet, der gjorde os vrede. Vi har set, sågar spist, masser af kager før uden at blive den mindste smule ophidsede. Det var det, der skete mellem os (som subjekter) og kagen (objektet), da vi så den og forstod, hvad det handlede op. Og på den måde kan følelsen, ifølge Ahmed, ikke siges at være i os selv, men derimod mellem vores individuelle kroppe og kagen.

Se så på de små emojis på tegningen. De skal forestille følelser, for selv om følelsen findes dér, et sted mellem dig og kagen, så har den alligevel retning – den handler om noget: kagen. Følelsen handler om kagen, og kagen bliver set i lyset af følelser, men kontakten mellem dig og kagen har også betydning for, hvilke følelser du fremadrettet vil forbinde med kager – ligesom tidligere kager har betydning for, hvilke følelser der opstår mellem dig og den nuværende kage. Og forestil dig så, at kagen også kunne være en arrig hund, en ekspedient i en bestemt forretning, som groft forenklet kunne betyde, at du fremadrettet nærede negative følelser over for alle hunde eller generelt havde positive forventninger til ekspedienterne i Brugsen.

Giver det mening? Pointen er, at følelser ikke bare er indre psykologiske fænomener, følelserne cirkulerer mellem os. Sara Ahmed er kritisk over for psykologiseringen og privatiseringen af følelser, som hun derimod betragter som en form for kulturel politik i sig selv. Egentlig er hun ikke så interesseret i, hvad følelser er. Det vigtige er, hvad de gør. Og det ser vi nærmere på i morgen, hvor det er følelsen over dem alle, kærlighed, der kommer under beskydning. For heller ikke den er nødvendigvis så inderlig, som vi render rundt og bilder os ind.