Giv agt! Elsk ikke kærlighed ubetinget

”Jeg gik ind i det her med en forestilling om, at jeg ikke skulle skilles på noget som helst tidspunkt. Ever!”

Ordene faldt på DR1 for en uge siden, og de kom fra den relativt nygifte Christians mund. I tv-eksperimentet Gift ved første blik, hvor to personer bliver sat sammen af et hold eksperter og skal leve sammen i fem uger i et arrangeret ægteskab, er han den ene halvdel af matchet ‘Mette & Christian’. Ved siden af Christian sidder Mette, hans programsatte kone, og over for dem sidder præst Michael Brautsch og venter på at få at vide, om de vil fortsætte med at være gift med hinanden.

Dagens føljeton handler om kærlighed, men inden vi kaster os over Gift ved første blik – og finder ud af om Christian og Mette vil fortsætte med at være gift med hinanden – tager vi lige et lille smut forbi Niels Malmros’ kærlighed. For det kan måske gøre os klogere på, hvad der foregår mellem Mette og Christian.

Den sejrende kærlighed

Husker du Niels Malmros’ Sorg og glæde fra 2013? – Tragedien, som trækker på en begivenhed fra Malmros’ eget liv, men som gennem filmen vendes til en sand kærlighedshistorie. Johannes og Signe er nybagte forældre til en lille pige. En aften, Johannes er ude og holde foredrag, bliver Signe psykotisk og dræber deres ni måneder gamle datter. Trods tragedien overlever parrets kærlighed, både på film og i Malmros’ eget liv.

Mons Bissenbakker, lektor på Københavns Universitet, og Lene Myong, adjunkt på Aarhus Universitet, har skrevet en analyse til tidsskriftet Kritik af Malmros-filmen, som vi med fordel kan trække på, når vi skal forstå, hvad der er på spil i Gift ved første blik.

I Sorg og glæde sidder Johannes over for den psykiater, som er afgørende for, hvorvidt Signe blive idømt en behandlingsdom eller en anbringelsesdom. En anbringelsesdom, har Johannes fået at vide, fører så godt som altid til selvmord. Forudsætningen for at Signe kan få en behandlingsdom er, at psykiateren tror på, at Signe har et stærkt socialt netværk og en stærk (kærligheds)relation til Johannes. Som filmens fortæller, fra sin stol på psykiaterens kontor, bliver Johannes således ret så upålidelig. For på trods af at Signe lige har myrdet deres fælles barn, er det afgørende, at han får skabt en fortælling om, at deres fælles kærlighed kan overvinde alt – selv dét. Det gælder Signes liv.

Signe selv giver udtryk for, at det netop er den kvælende kærlighedsrelation til Johannes, der er årsagen til, at hun har slået deres fælles barn ihjel:

”Vi kan lige så godt se vores forhold som afsluttet. Der er intet mere, der binder os sammen. Du har på det kærligste tyranniseret alt i vores hjem og domineret ud over det tilladelige. Det her var den eneste måde, jeg kunne frigøre mig. Og det vidste du,” skriver hun i et brev til Johannes umiddelbart efter tragedien, hvorefter hun kalder det lille barn deres kærlighedsklump og erklærer sin kærlighed til Johannes død.

Og brevet er ikke det eneste tegn på, at Signe ikke trives i forholdet til Johannes. Allerede i begyndelsen, da den nyforelskede Johannes besøger Signe, kan han ikke kan ”tilbageholde sin kulturradikale arrogance og slet skjulte foragt” over hendes lejlighed med kakkelborde og hjemmehæklede lamper. Hun var ellers så glad for den lejlighed, men i stedet flytter hun nu hjem i Johannes’ mere smagfulde bolig.

”Fortællingen om den romantiske kærligheds duelighed støder således flere steder på modstand,” skriver Bissenbakker og Myong. ”Måske er kærligheden ikke så attraktiv at leve igennem, når det kommer til stykket? Signes erfaringer af udslettelse og deplacering i kærlighedsrelationen synes i hvert fald at materialisere sig som en tvivl.”

Trods det, at der findes flere tegn på, at kærligheden mellem Johannes og Signe ikke nødvendigvis er god for Signe, har Johannes magten til at definere deres forhold, for det er ham, der fortæller historien – og alle tegn kan vendes til argumenter for, at kærlighed vitterligt overvinder alt.

Og som seere sidder vi også i saksen. Vi ved jo, at hvis vi skal redde Signe fra anbringelsesdom og selvmord, så er det afgørende, at vi tilslutter os Johannes’ fortælling om den sejrende kærlighed. På den måde bliver kærligheden objekt for sig selv; Johannes kærlighedsfølelse bliver rettet mod selve kærligheden.

Ond optimisme

Den form for optimisme, der omgærder kærlighed i for eksempel Sorg og glæde, kalder professor Lauren Berlant fra University of Chicago ”cruel optimism” – eller på dansk ”ond optimisme”. Kærlighed er en følelse, som er underlagt så optimistisk et blik, at vi ønsker den for enhver pris. I et interview med det intellektuelle magasin Rorotoko beskriver Berlant det således:

”En destruktiv kærlighedsaffære er mit yndlingseksempel (på ond optimisme red.): hvis jeg forlader dig, forlader jeg ikke blot dig (hvilket ville være en god ting, da din kærlighed udsletter min tillid), men også et anker for min optimisme i forhold til livet (hvilket er grunden til, at jeg vil forblive sammen med dig, selvom jeg er ulykkelig, fordi jeg er angst for at miste selve scenen for min fantasi).”

På den måde er kærlighed ikke bare det at elske. Det er også kærligheden i sig selv, vi elsker. I sig selv mener Berlant ikke, at en optimistisk relation til for eksempel kærlighed er problematisk, men det bliver den, hvis begæret efter kærlighed bliver destruktivt.

Attraktionsproblem ved første blik

Og lad os så vende tilbage til Gift ved første blik. Christian og Mette er blevet matchet af programmets eksperter, og det begynder egentlig meget godt for de to. Men ret hurtigt viser det sig, at Mette har det, der flere gange i programmet bliver kaldt et ”attraktionsproblem” med Christian. Hun er simpelthen ikke tiltrukket af ham. Det er lidt synd for Christian, fornemmer man:

”Hvor såret skal jeg egentlig være over, at du ikke finder mig tiltrækkende?” spørger han i bilen på vej hjem fra parterapeut, da Mette endelig har fået fortalt, hvad der rører sig. Og vi kender det jo egentlig godt, vi er med ham. Det er ikke sjovt, når kærlighed ikke er gengældt.

Men i programmets niende og sidste afsnit introduceres parret med et sammenklip af deres forhold gennem de sidste fem uger. Et klip fra bryllupsrejsen: Christian og Mette ligger på sengen. Christian lægger armene rundt om Mette og ved fysisk overmagt trækker han hende op på sin egen krop. Mette griner nervøst: ”Jeg ligger ikke særligt godt.” Triller ned og ligger fanget i Christians arm, mens hun stirrer tomt ud i luften.

Derhjemme igen: Christian og Mette på sengen. Christian kaster sig hedt over Mette. Allerede inden han er kommet på plads, har hun lagt sine hænder på hans brystkasse for at skubbe ham væk. Hun kysser kort tilbage, inden hun får ham væk fra sig og hurtigt forsvinder ud af sengen.

Og senere i afsnit ni: Mette rydder op i køkkenet. Christian tager om hendes hofter og vender hende rundt, kysser hende med kluntet, ensom lidenskab. Hun vrister sig fri. Og så igen øjeblikket efter: Christian har et fast greb i Mettes ryg og nakke, han holder hende ind til sig og kysser hende, indtil hun får snoet sig fri, nervøst grinende.

Utallige gange benytter Christian sin fysiske overmagt over for Mette. Og det bliver retfærdiggjort af både ham selv og programmets ”eksperter” med kærlighed som det altoverskyggende mål. ”Det kan godt være, at det faktisk er nyttigt for os, at jeg skubber lidt på,” spekulerer Christian allerede i et af de første programmer. Samtidig er Mette i en situation, hvor hun ikke kan sige fra uden at afvise selve kærligheden som koncept.

Tør du, Mette?

Fuldstændig som Johannes i Sorg og glæde er det Christian, der har magten, for det er ham, der har fortællingen – den store fortælling om viljen til kærlighed, som han bliver bakket godt og grundigt op i af programmets ”eksperter”. Christian underminerer gennem særligt de sidste afsnit, hvor det er gået op for ham, at han ikke kan være sikker på at forblive gift med Mette, løbende hendes autoritet og selvstændig. I afsnit otte leger han med tanken om, hvad han har lyst til at sige til hende, alene på sit hotelværelse: ”Du ved simpelthen ikke, hvad du siger nej til. Du ved simpelthen ikke, hvor svært det er at finde så godt et forhold som det, vi har, ude i den virkelige verden.”

Og senere, da Mette også har indfundet sig på værelset: ”Jeg går og håber på, at du tør.” Klip til en grædende Mette: ”Jeg har brug for at være glad. Det føler jeg bare ikke, at jeg er.”

Gentagne gange får vi at vide af både Christian og ”eksperterne”, at det handler om, at Mette skal være villig til at arbejde for ægteskabet. Hvis hun sætter grænser eller siger fra over for Christian, bliver det læst som Mettes afvisning af eksperimentet, ægteskabet og kærligheden.

Og det er altså her den onde, destruktive optimisme er på spil. Tag et kig på illustrationen her. Christians kærlighed (her illustreret med emojis) er, som det kommer frem flere gange i udsendelsen, rettet mod selve kærligheden (illustreret med kæmpeemoji). Han er så opsat på, at eksperimentet skal lykkes, at ægteskabet skal bestå, og at kærligheden skal sejre, at han med alle midler fastholder Mette i et forhold, hun øjensynligt ikke har lyst til at være i.

”Min største frygt er, at Mette ikke giver os den tid, vi skal have,” siger Christian senere til sig selv i kameraet. ”Hvis hun ikke giver det den tid, som jeg vil have, som det kræver, så kommer det ikke til at ske, så fejler det. Hvis det her projekt skal fejle, skal det være, fordi vi er et forkert match, fordi vi ikke er gode for hinanden, men det er vi.”

Sikkerhed i form af lovet tid

Tilbage i sofaen over for præsten: Christian nusser insisterende Mettes skulder. Beslutningen ligger hos hende.

”Jeg vil gerne Christian,” forklarer Mette, ”men jeg ønsker ikke at være gift.” Mettes øjne er våde. Hun kæmper for ikke at bryde fuldstændig sammen. De skal fortsætte som kærester, men ægteskabet vil hun for alt i verden ud af.

Præsten spørger: ”Hvad skal der ske nu?” Christian griner lidt for voldsomt, tager den hånden frem og peger på sin tommelfinger som for at ytre et non-verbalt: ’Punkt 1’. Så siger han henvendt til præsten: ”Jeg er nødt til at have noget sikkerhed. Og sikkerhed i form af lovet tid. Sagt på en anden måde, så er det tålmodighed, der skal i spil.”

Så vender han sig om mod Mette: ”Det skal du love mig: at du ikke vender på en tallerken, fordi det går dårligt en uge. For så vil du det ikke nok. Jeg synes ikke, det er sjovt, at vi skal skilles. Det sårer mig.”

”Den pris det har at lade sig skille, afstedkommer noget bekymring hos Christian, som skal leve med tanken om, at det er en gradvis eksekvering af en endelig slutning, fordi hun ikke helt tør sige, hvordan hun har det,” kommenterer psykolog Sisse Find Nielsen efter Mettes udmelding.

Nok er Christian såret, men hvis man sammenligner Mette i program ét med Mette i program ni, så ligner hun både i kropsholdning, stemmeleje og tempo, når hun taler, en person, som trives mindre og mindre.

”Min beslutning er baseret på, hvad jeg ville miste, hvis jeg ikke havde Christian i mit liv,” forklarer Mette selv uden dog at formulere klart, hvad det er, hun ville miste. Men med den intensive psykologiske manipulation, som Mette er blevet udsat for gennem programmet, med et budskab om, at et nej til Christian er et nej til selve kærligheden, forstår man godt, hvad det er, hun er bange for at miste. Og hendes næste kommentar giver da også indtryk af, at hun – gift eller ej – stadig føler forholdet til Christian snøre til: ”Men jeg håber stadig væk, at han fanger det med, at min tvivl stadig er der.”

Psykologen fik ret. Det var en gradvis eksekvering. Fire måneder senere er Mette og Christian gået fra hinanden. Føljeton bakker op om den beslutning, men vi kunne ønske os, at personer som Lene Myong og Mons Bissenbakker med forstand på, hvilke konsekvenser det har at elske kærligheden ubetinget, blev hevet ind som eksperter – bare for at give mænd og kvinder i Mettes situation en eller anden sikkerhed mod den form for subtile, langsomt nedbrydende overgreb, som hun bliver udsat for gennem Gift ved første blik.