Cost-benefit

Danskere, der har været på ferie i Italien, vil vide, at landet på mange måder minder om en bananstat. Et væld af korruption, en velorganiseret, brutal kriminel underverden, underskud på betalingsbalancen, tårnhøj ungdomsarbejdsløshed og en befolkningsandel på næsten 8%, som lever i absolut fattigdom. Heldigvis har italienerne også varmt vejr, en ufattelig rig kultur og et vildt udbygget motorvejsnet – autostradaen – hvor folk godt nok kører som gale.

Men Italien har mere end det. Fordi landet ligger, hvor det ligger, er det mål for adskillige flygtninge fra syd og øst. I 2016 meldte 26.000 uledsagede flygtningebørn sig ved Italiens grænser. Ifølge UNICEF er 92% af alle flygtningebørn, der kommer til Italien, 14-17 år og alene. Alligevel – eller netop derfor – stemte det italienske parlament i marts for en ny lov, der beskytter uledsagede flygtningebørn og sikrer, at de får en ordentlig behandling. Loven forbyder strengt at afvise børn ved grænsen. Ud fra en humanitær og medmenneskelig betragtning er det det eneste rigtige at gøre. Langt de fleste uledsagede børn ankommer ad søvejen, og det er en færd med livet som indsats. Ingen flygter for sjov.

Den nye italienske lovgivning på området har ikke fået særlig meget opmærksomhed. Men vi kunne ikke lade være med at sende den en tanke, da Finansministeriet i går offentliggjorde en ny økonomisk analyse med titlen ‘Indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser’. Ikke så meget på grund af selve de tal, som ministeriets regnedrenge er kommet frem til. Som det formuleres i analysen: ”Hvis indvandrere og efterkommere ses under ét, er den samlede nettoudgift til indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande på 33 mia. kr., mens indvandrere og efterkommere fra vestlige lande samlet bidrager med nettoindtægter for knap 5 mia. kr. Det indebærer en samlet nettoudgift på 28 mia. kr. for indvandrere og efterkommere.”

Det er ordene i analysen. Den er lavet med udgangspunkt i offentlige indtægter og udgifter i 2014. Det, der fik os til at tænke på de italienske tilstande er mere den debat, som analysen i den næste tid bliver genstand for. I pressens udlægning af analysen blev der straks brugt ordet ”koster”. I en artikel på DR’s hjemmeside stod der: ”Ifølge en ny analyse fra Finansministeriet koster ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere 33 milliarder kroner, mens de vestlige indvandrere giver en økonomisk gevinst til statskassen på fem milliarder.”

Indvandrerne koster det her beløb. Vi skal betale alle de penge for at tage imod dem. Men ting koster. Det ved danskerne. Hvis de kan spare nogle penge på en handel, så er det godt. Tag for eksempel kulturbudgetter ude omkring i kommunerne. Hvis man lagde det ud i lokale afstemninger, om man skulle bruge penge på kultur til alles gode, så ville de fleste nok hellere have pengene i hånden. Eller måske et par tønder petroleum. Analysen er skrevet i det neutrale sprog, som sådan en analyse skal skrives i. Men allerede i formuleringerne omkring den inde på Finansministeriets hjemmeside får den et særligt politiseret afsæt: ”Danmark har i mange år været præget af en massiv debat om de kulturelle og de økonomiske konsekvenser af indvandringen. Meningerne er mange, og det skal der være plads til,” står der. Så langt så godt. ”Men,” står der videre, for her er der et men, ”det er vigtigt, at debatten bliver ført på et sagligt og faktuelt grundlag”. Det kan vi alle sammen være enige om. Et par sætninger længere nede kommer den så: ”Den umiddelbare og mest iøjnefaldende konklusion af analysen er nedslående: I 2014 kostede indvandrere og deres efterkommere de offentlige finanser 28 mia. kr. Det er alt for mange penge.” Kursiverne er vores.

Dansk Folkeparti var i går ikke sene til at samle den op. Ifølge Jyllands-Posten glæder partiets gruppeformand Peter Skaarup sig over, at analysen nu ”dokumenterer partiets årelange advarsler”. Dansk Folkepartis politiske svar på analysen er et fuldt stop for asylsøgere ved grænsen og højere frekvens af hjemsendelse for ikke-vestlige indvandrere.

Hvad der måske er nok så interessant, og hvad der burde have nydt lidt større bevågenhed, kan man læse i sidste linje af JP’s artikel om analysen: Finansministeriet går nu i gang med at regne på de langsigtede økonomiske konsekvenser af indvandringen. Du kan selv hente Finansministeriets analyse og læse den her.