Frygten for den tykke krop

Man skal ikke lede længe i dagspressen, på de sociale medier eller andre steder på internettet for at finde beretninger fra personer med tykke kroppe, som handler om at blive råbt grove skældsord efter på gaden, om grænseoverskridende indblanding i private forhold, om at opleve krænkelser, ikke at blive taget alvorligt og udsat for anden ydmygende behandling.

I sidste uge kom det frem, at 82 procent af de adspurgte danskere i en megafon-måling mener, at overvægt er den enkeltes ansvar – og det kunne godt være et af de forhold, som skal ændres i kampen for tykke personers ret til respekt og et liv uden diskrimination og krænkelser.

For præmissen for overhovedet at stille spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for overvægt, er helt gal, forklarer overlæge Jens-Christian Holm til TV2:

”Når 82 procent mener, at det er folks eget ansvar, så har de ikke forstået, at svær overvægt er en kronisk sygdom. Man kan stille sig selv det retoriske spørgsmål: Hvem har ansvaret for, at folk får brystkræft, sukkersyge og alle mulige andre sygdomme? Det er meningsløst at stille de spørgsmål.” Tydeligt indigneret afslutter han: ”Det er efter min mening et brud på lægeløftet, at der går så mange mennesker rundt og har det dårligt, både fysisk og psykologisk.”

Lægeforeningen i Danmark har fortsat ikke anerkendt fedme som en kronisk sygdom, men noget kunne tyde på, at de gør det snart. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har gjort det for længst, ligesom det for nylig er sket i USA, Canada og flere europæiske lande.

Folk med diabetes, sclerose, søvnapnø eller andre kroniske sygdomme bliver så vidt vides ikke udsat for grænseoverskridende tilråb på gaden, ligesom de øjensynligt heller ikke i samme omfang bliver udsat for selvudnævnte sundhedscoaches med uopfordrede, nedladende råd om en sundere og mere aktiv livsstil. Hvorfor er tykke personer særligt udsatte for sådan en behandling? Lad os se nærmere på de følelser, der er forbundet til den tykke krop.

Frygt klistrer til den tykke krop

Som vi var inde på i mandagens afsnit af nærværende følelses-føljeton, er følelser ikke bare indre psykologiske tilstande. Følelser er udtryk for social og kulturel praksis. Og praksis kan ændres.

Professoren, der lærte os dét, Sara Ahmed, opererer i sin bog Cultural Politics of Emotion (2004) med et begreb, hun kalder stickyness, på dansk; klistren. Hun viser, hvordan bestemte følelser klistrer til bestemte kroppe på den måde, at det bliver umuligt at se kroppen uden at se følelsen. Altså en kollektiv følelse, som er forbundet til bestemte typer kroppe, uanset at det ikke nødvendigvis er meningsfuldt i forbindelse med den person, man står overfor.

Kig en gang på ovenstående illustration. Et studie fra 2012 foretaget af Sidsel Brædder på baggrund af tv-programmet Fede tider for Center for Kønsforskning beskriver, hvordan frygt (her illustreret af en række frygtsomme emojis) klistrer (illustreret af ‘grønligt slim’) til den tykke krop – frygt for døden og frygt for social fordømmelse. Når vi – både folk, der er tykke, og folk, der ikke er – ser en person med en tyk krop, ser vi frygten for både social og fysisk død.

At død og fedme er forbundet, bliver også tydeligt, når personer, der tidligere har været tykke – for eksempel den fedmeopererede Nilas Holst i Aftenshowet i sidste uge – efter de har tabt sig, siger ting som: ”Jeg har fået mit liv tilbage.”

62 kg

I den fedtglorificerende og antikapitalistiske bevægelse FedFronts indsamlinger af vidnesbyrd om diskrimination og krænkelser fra mennesker med tykke kroppe, fortæller en kvinde om, hvordan hun selv begyndte at tage på, da hun flyttede hjemmefra, efter hun hele sit liv havde set ned på tykke mennesker:

”Jeg sagde til folk, at hvis jeg kom over 62 kg, ville jeg begå selvmord. Da dagen kom stod kæresten i døren og spurgte: ’Hvad bliver det så til med det selvmord?’ Det blev ikke til noget, i stedet spiste jeg. Når jeg ikke spiste, så sultede jeg mig. I dag er jeg stadig syg (af stress, forkert kost mv. red.), men stærk som ind i helvede. Vægten siger 110 kg. Jeg får regelmæssige måltider, men der mangler stadig meget på den psykiske konto.”

Frygten for at tage på og den forventede medfølgende sociale død var tilsyneladende så voldsom for kvinden, at hun gik og sagde til sig selv og andre, at den fysiske død var at foretrække, indtil hun selv stod i situationen.

I sit studie forklarer Brædder, at den tykke krop ved at afvige fra den socialt accepterede krop og dermed det socialt accepterede liv ikke bare er knyttet til frygt for død, men også bliver opfattet som ”mindre levende”. Ikke forstået på den måde, at nogen ved deres fulde fem vil pege på et levende menneske og påstå, at personen er død, fordi vedkommende er tyk, men blikket på den tykke kroppe adskiller sig fra det blik, man har på andre levende kroppe. Se for eksempel ovenstående besked, som FedFront har modtaget på deres facebookside. Afsenderen skriver til FedFronts aktivister, som om de allerede havde det ene ben i graven, og mener sig berettiget til det.

”Kroppen etableres som allerede død,” skriver Brædder, ”og der kan derfor ikke sørges over tabet af den. Den kan ikke sættes i relation til livet, der kan ikke investeres kærlighed i den, og der kan ikke sørges over den, hvis den mistes (for eksempel ved vægttab red.) eller dør.”

En kvindes fortælling i FedFronts vidnesbyrdsindsamling viser, hvordan hun selv af dem, der burde sende kærlighed i hendes retning, bliver reduceret til fedtet på sin krop:

”Vi var på familieferie med min far, og vi var en dag på stranden og ude at bade. Jeg bliver så væltet omkuld af en giga bølge og vælter ind i min far, der senere fortæller min søster, hvad der skete: ’En klippe af fedt væltede mig’ – det er så mig, hans datter, han taler om. Hvordan kan jeg nogensinde acceptere mig selv, når min egen far ikke kan?”

Det lyder alt sammen hjerteskærende brutalt – så husk nu, at det er eksempler på social og kulturel praksis, og praksis kan ændres. Praksis skal ændres!

De hovedløse fede

En anden fortælling demonstrerer, hvordan frygten for fedme planter en person i et bizart scenarie, hvor vedkommende på én gang udsættes for overdreven opmærksomhed og total usynliggørelse:

”Juleaften var den værste juleaften nogensinde. Jeg sad mellem min onkel, der hele tiden nev mig i siden og påtalte mine ‘ruller’, og så min tante, der fortalte mig, at jeg skulle tabe mig gevaldigt, hvis jeg nogensinde ville blive glad. Og min mor, der nægtede at række mig sovsen og lod, som om hun ikke hørte mig. Jeg græd hele natten.”

Udover frygt klistrer også skam til den tykke krop. Skam som i høj grad opretholdes af en situation som ovenstående, som er med til at skabe en konstant frygt for negativ opmærksomhed og social eksklusion.

Fedmeaktivisten Charlotte Cooper har indsamlet og analyseret en stor mængde billeder af det, hun kalder heatless fatty eller hovedløse fede. Allerede for ti år siden iagttog hun en tendens til, at billeder af tykke mennesker i det offentlige rum ledsager artikler om ”fedmeepidemi”, men personerne er anonymiseret ved ”digital halshugning” – altså ved at billedet simpelthen er beskåret ved halsen. Anonymiseringen har vel til hensigt at beskytte personerne, men i virkeligheden er den bare med til at opretholde et billede af den tykke krop som skamfuld, ligesom det reducerer mennesker med tykke kroppe til kun at være deres krop. (Det kan du læse mere om her i Friktion).

En måde at genvinde værdighed er, ifølge Sara Ahmed, ved at tage skammen på sig. Man kan gøre sig selv til et menneske med værdighed ved at vise, at man har ”skam i livet” og tager skammen på sig. Det er ofte det, der er på spil, når stigmatiserede grupper taler grimt om den gruppe, de selv er en del af. Det kan være kvinder, der hellere vil ”være en af drengene”, fordi de ikke kan holde ”tøsefnidder”, kvinder, som taler grimt om sig selv, fordi de er kvinder. Det kan være folk som Naser Khader, der forventer det værste af indvandrere, selv om han selv er indvandret til Danmark. Eller altså en person med en tyk krop, som taler grimt om sig selv eller andre med tykke kroppe.

På FedFronts hjemmeside kan du finde fortællinger fra personer, som er blevet udskammet, krænket og irettesat, eller som ikke er blevet taget alvorligt i sundhedssystemet, fordi de var tykke. Du kan også bidrage med dine egne historier.

Tag ‘tyk’ tilbage!

https://www.instagram.com/p/BSgfTGxALW6/?taken-by=ida_kys

Praksis skal ændres! Og globalt er kropsaktivister i fuld gang med at udfordre og ændre de følelser, som er forbundet til den tykke krop. Personer, som den amerikanske Tess Holliday, den svenske Ebba Nilsson eller danske Ida Rud, har gjort det til et aktivistisk projekt at dele billeder af dem selv og deres tykke kroppe i mangeartede situationer på sociale medier som Facebook og Instagram.

”Når jeg lægger billeder op af min tykke krop og viser, at jeg elsker mig selv, så bryder det med kapitalismens første og største lov: at jeg bør og skal hade mig selv,” fortæller svenske Ebba Nilsson, som på Instagram går under navnet @babe_ebba. ”Virksomheder forsøger at sælge os denne her idé om, at de ting vi gør, og den måde, vi er på, er forkert. Derfor bliver vi nødt til at købe de her ting for at være rigtige kvinder.”

Kropsaktivisterne tager ordet ‘tyk’ tilbage, befrier det fra de negative konnotationer, det til daglig er tynget af, og poserer på- eller afklædte på måder, vi hidtil sjældent har set folk med tykke kroppe, mens de viser at også deres kroppe kan være objekt for kærlighed. Samtidig taler de med hver deres ærlige, individuelle stemme, blandt andet om at være glade og føle sig godt tilpas i egen krop, men indimellem stadig blive slået ud af domme fra omverden.

De nævnte kropsaktivister forholder sig ikke så meget til det med overvægt som en kronisk sygdom. Både Ebba Nilsson, Ida Rud og FedFront har gentagne gange gjort opmærksom på, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem at være sund og tynd, tyk og usund.

Men det er vel sådan set ikke afgørende. Kronisk syg eller sund og tyk – hvad med at vi kom os over frygten for den tykke krop?