Ret livsbekræftende

Digteren og forfatteren Lone Hørslevs nye (og første) novellesamling En ordentlig mundfuld udkom i sidste uge. Ifølge forlaget, Rosinante, indeholder den 20 noveller ”fra dér hvor livet bliver lidt for meget. Eller lidt for lidt.” Igen er det skilsmissen, som er omdrejningspunktet. Eller måske er ubuden gæst et bedre ord. ”Igen”, skriver vi, for den 42-årige Lone Hørslev har jo været der før. I 2009 udsendte hun digtsamlingen Jeg ved ikke om den slags tanker er normale – skilsmissedigte, hvor Hørslevs egen skilsmisse fra sine børns far var noget mere nærværende.

Nå, men lad os se, hvordan anmelderne har taget imod En ordentlig mundfuld. Det plejer at gå godt for Lone Hørslev. Hun skriver godt, hun er sjov og spiddende, men ovre på Kristeligt Dagblad er anmelderen, litteraten Nils Gunder Hansen, i hvert fald ikke tilfreds. Lad os bare afsløre, at han giver den tre stjerner ud af seks. Vi bliver mindet om, at Nils Gunder Hansen må ære noget oppe i alderen, for han skriver, at næsten alle novellerne handler om ”yngre mennesker i 40′ erne, der har et eller flere brudte forhold bag sig og er på bestandig udkig efter den næste partner”.

At det er det, der holder dem beskæftiget, burde ikke være noget problem, men det er det for Nils Gunder Hansen: ”Bruddet er den fundamentale realitet. Vi er altid enten undervejs til bruddet eller efter bruddet. Hvis et forhold findes, er det på lånt tid. Tror og håber den ene part inderligt på det, er han eller hun fanget i selvbedrag eller skør og uden realitetssans. Selv om Hørslev prøver at variere lidt og enkelte gange gøre novellens hovedperson til en mand, eventuelt en homoseksuel mand, er det monotont og trættende at læse om.”

Men det er nu ikke alt ved historierne, Nils Gunder Hansen finder trælst. Forfatteren skriver ”godt og pointeret”, skriver han, og så roser han hende for at være genial til at finde de små detaljer – blandt andet i den novelle, som handler om en ferierejse. De bedste noveller er dem, skriver han, ”hvor hun gør lidt ekstra ud af miljø og omgivelser”, for ”så får man da for pokker indlejret alle de selvkredsende følelser i et eller andet sanset og virkeligt”.

Men helt overordnet savner anmelderen en lille smule mere håb.

Vi går videre til Berlingske, hvor anmelderen, Jørgen Johansen, også er en ældre herre. Han er Lone Hørslevs bog venligere stemt: Fire stjerne ud af seks. ”Forfatterens særlige domæne i En ordentlig mundfuld er grænseområdet mellem hverdagenes grå og opslidende trivialiteter og de særlige øjeblikke, hvor nye muligheder anes i et glimt, og udsigter til frihed og lykke åbner sig,” skriver han.

Som han læser bogen, indeholder den flere stykker, som ”mest ligner skitser eller konstruktioner, der ikke helt vil folde sig ud”, mens de bedste noveller ”viser Lone Hørslev som en fremragende og skarp novellist med et lydhørt øre for de frustrerende hverdages diktion og forventningernes og skuffelsernes tonefald”.

Jørgen Johansen hæfter sig også ved, at det psykologiske portræt står side om side med ”grotesken qua den stilistiske variation, som kendetegner novellerne. ”Mens ‘Yogabolden’ for eksempel er et knugende studie i den pris, et barn betaler for sin mors drøm om et fast forhold, så ender de romantiske drømme i ‘Rullepølse’ i nogle vildt groteske og pornografiske orgie-fantasier,” skriver han og kommer med et direkte citat fra bogen, som vi også vil gengive her: ”’Jeg var en del af et hav af hænder, af kroppe, af pikke og kusser, og jeg var en vibrerende, liderlig, krævende, udøvende del af et hele. En svedende, stønnende klump kød fuldstændig ophævet og uden for mig selv, og jeg lænede mig tilbage og bare nød det.’”

I Information er anmelderen også en ældre herre. Vi nævner det ikke, fordi det er problem – det er jo dygtige folk, og de tilhører a-kæden inden for litteraturanmelderiet. Det er bare pudsigt. Erik Skyum-Nielsen er inde på noget af det samme som Hansen og Johansen. Men han har en interessant formulering: ”Det gør en kæmpe forskel, om man læser Lone Hørslevs nye bog fra dens fåtallige stemningshøjdepunkter eller fra de utallige underskudssekvenser. Generelt kan den med et af sine egne udtryk siges at handle om ‘den korte afstand mellem ordene længsel og fængsel’, og måler man i gennemsnitstal, havner dens tyve tekster samlet set i humørmæssigt minus.”

Men, skriver han videre, når hovedindtrykket alligevel forekommer ”ret livsbekræftende”, så ”skyldes det dels hendes velkendte desperate fandenivoldskhed, dels det besynderlige faktum, at litteratur er bedøvende ligeglad med statistiske gennemsnitsværdier, når blot den formår at byde på overbevisende enkeltsteder gennemlyst af indsigt i en sandhed, som er livets”.

I Information giver de ingen hjerter eller stjerner til litteratur, men de to sidste ord i Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af En ordentlig mundfuld er ”kunstnerisk bedrift”. Det er jo godt.

Vi slutter af med anmeldelsen i Politiken. Ah, endelig en kvindelig anmelder. Lillian Munk Rösing giver bogen fem hjerter ud af seks – og så på forsiden af kultursektionen. En af Rösings yndlingsscener, skriver hun, er fra novellen ‘Sorte huller’, hvor en forladt kvinde vinder sin mand tilbage ved at gå hen til den fest, hvor han opholder sig med sin nye kæreste, ”og resolut give dem begge en knytnæve i ansigtet”.

Lillian Munk Rösing forklarer: ”Det kan jo lyde som en vældig aktiv handling, men pointen er, at kvindens gerning er et ‘sort hul’ i hendes hukommelse; hun handler uden overvejelse og bevidsthed, ‘som om jeg var en af de her hunde alle har hørt om som vandrer gennem adskillige stater i USA for en dag at dukke op igen hos den ejer som har efterladt den uden for lands lov og ret’. Sproget er enkelt, men tag ikke fejl, det er slebet og komponeret. Hvis man læser det højt, mærker man den mundrette rytme, og at der selv i en meget ligefrem sætning kan kæles for klangen.”

Et eksempel er, når Lone Hørslev skriver, at ”han ligger og leger med sit lego”. ”Klangen er også ret lækker”, forklarer Rösing, ”når ordet ‘mund’ flyder over i ordet ‘mænd’ i en scene og sætning, der netop handler om at flyde sammen, ‘mund og mænd og kvinder, hud og hår og dufte’ i ‘et berusende og kærligt fællesskab’ af kopulerende kroppe. Og den lille gr-lyd pointerer præcist barrieren mellem det elskende jeg og det afvisende du, når der står sådan her: ‘Vi sad på hver sin side af et tungt bodegabord. Dig i din grotte og mig i min gråd’. Og så er der ordpar, der med deres sammenstød arbejder med på den fine tone af humor: Druknedød og stive kinesere.”

Okay, okay, nok om En ordentlig mundfuld. Den er købt.

‘En ordentlig mundfuld’. Lone Hørslev. Rosinante. 208 sider. 250 kroner.