Nok et nøk til højre

Man skal forstå sine fjender. De islamistiske desperadoer, som med stadig større hyppighed hærger vores byer med død, skræk og rædsel, har en dyster logik bag deres adfærd – hvor psykopatisk, forskruet og bestialsk den end kan forekomme. En revolutionær logik. Og hvad værre er: Logikken synes umiddelbart at virke efter hensigten.

I Sverige står det højrenationale parti Sverigedemokraterna således allerede til at få mere end hver fjerde stemme. Foreløbig rekord i Sverige. Splittelsen er reel. Men vil den også ændre vores samfund varigt? Kan folk for alvor skræmmes?

Utrygheden blandt hverdagsvælgerne stiger for hvert terroranslag, og mistilliden til etniske minoriteter øges tilmed hver eneste gang en ‘fremmed’ mand sprænger sig selv i luften eller torpederer folk med lastbiler. Det hjælper intet at fortrænge denne grusomme virkelighed, for den islamistiske terrorisme kommer ikke til at forsvinde, selv om vi kunne ønske det. Tværtimod. De yderste fløje har alt at vinde på kaos.

Hvis valg afholdes lige i kølvandet på dødelige terrorangreb, synes der ikke længere at være nogen fast grænse for, hvor langt det politiske landskab pludseligt kan rykke mod højre. En enkelt selvmorder-morder kan afgøre valg til fordel for de partier, som vil skærpe konfrontationen mest muligt. Vælgereffekten er endnu ikke stabil, men panik styrker de mest autoritære partier. I hvert fald kortvarigt.

Herhjemme skete det første store ryk i 2001 i ugerne efter terrorangrebene i USA 11. september, hvor både Venstres formand Anders Fogh Rasmussen og Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard vandt frem på utrygheden. Det spektakulære terrorangreb på symbolerne for USA’s supermagt førte til en strammere udlændingepolitik og strengere straffe i Danmark.

Ensomme ulve

I dag er denne tilstand af frygt og mistænksomhed blevet hverdag, og autoritære højrepartier vinder frem overalt, hvor islamisterne myrder løs på må og få. Sjældent har så få mennesker flyttet så mange holdninger. Mod det traditionelle højre og øget statskontrol.

Absolut intet giver et begrundet håb om, at de allerede hyppige myrderier vil forsvinde – og familiefædre som Rakhmat Akilov i Stockholm og Khalid Masood i London ville næppe heller have kastet sig ud i massemord, hvis de ikke selv kunne se en højere mening med galskaben, sågar efter at have hørt om de andre desperadoers kamikazeangreb. Men hvad er logikken bag bølgen af islamistisk terror? Hvad er det, de ensomme ulve selv tror, at de kan opnå?

Umiddelbart trodser det jo enhver social rationalitet at myrde tilfældige mennesker, som den 52-årige brite gjorde i London sidst i marts og som den 39-årig usbeker gjorde i Stockholm i fredags. Man skal være klinisk skør, hvis man tror, at lemfældige drab kan skabe sympati for religiøs fascisme i velstående demokratier. Vores åbne og sekulære samfundsmodel vakler ikke i fundamentet, da intet tyder på, at det demokratiske retssamfund er på vej til at blive afviklet ad hverken voldelig eller fredelig vej. Islamismen er et ultimativt taberprojekt.

Taget på ordet giver ikke engang deres egne islamistiske dødsbandbuller mening. For selv om langt de fleste terrorangreb åbenlyst er religiøst motiveret af islam – med hyldester til Daesh, også kendt som den såkaldte ‘Islamisk Stat’ – bidrager myrderierne ikke ligefrem til at gøre islam mere populær som religion.

Ingen har skandaliseret islam i samme grad som de feje mordere, der stod bag massedrabene på f.eks. natklubben Reina i Istanbul (1. januar 2017), på Breitscheidtplatz i Berlin (19. december 2016), på havnepromenaden i Nice (14. juli 2016), i lufthavnen Zaventem i Bruxelles (22. marts 2016) og bl.a. på koncertstedet Bataclan i Paris (13. november 2015) samt mordene på filminstruktøren Finn Nørgaard og den frivillige vagt Dan Uzan i København (15. februar 2015).

Ligesom den tyske terrorbevægelse ‘Rote Armee Fraktion’ i 1970’erne motiverede sig selv og deres koldblodige henrettelser med en afart af socialistiske fraser, er det en kendsgerning, at nutidens byguerilla-soldater gejles op af bizarre passager fra Koranen. Revolutionsromantik går aldrig af mode. Kun gevandterne skifter kulør. Her i begyndelsen af det 21. århundrede bruges islam som modmagtens fane, afmagtens flag.

Mislykket mission

Betragtet som missionsvirksomhed er den seneste tids terrorangreb i Nordeuropa totalt mislykkede og tæt på at være så kontraproduktive, som man overhovedet kan forestille sig. Hvis terrorangrebene senest i London og Stockholm var et forsøg på at omvende ‘hedninge’ til islam, var angrebene hver især monumentale fiaskoer.

Uanset hvor uretfærdigt det kan forekomme for almindelige muslimer, er den barske kendsgerning, at tolerancen over for islam som religion – og tilliden til muslimer som gruppe – falder for hvert terrorangreb. Fronterne trækkes op: Mellem det militaristisk-revolutionære og det demokratisk-pragmatiske.

Officielt lyder ganske vist forsonende ord om sammenhold og mellemfolkelig forståelse. Selv USA’s kontroversielle krigspræsident George W. Bush udtalte få dage efter det traumatiske terrorangreb: ”Terroristerne praktiserer en form for islamisk ekstremisme, som er blevet forkastet af muslimske lærde og det overvældende flertal af muslimske præster – de tilhører en marginalgruppe, som fordrejer Islams lære om fred.”

Alligevel sværter de islamistiske terrorister netop dette altovervejende flertal af fredelige muslimer, på præcis samme måde som f.eks. Rote Armee Fraktion også formåede at miskreditere almindelige socialister i Vesttyskland. Og heri ligger faktisk selve pointen med terrorhandlingerne, hvis man da overhovedet kan tale om en pointe med vilkårlig nedslagtning af civile.

Terrorisme har alle dage været den svageste parts taktik, og logikken er i første omgang at skabe chok, panik og vildrede for så i anden omgang at udløse en undtagelsestilstand, hvor myndighederne ”smider masken” – som venstreekstremisterne sagde til sig selv i 1970’erne – og statsmagten afslører sig selv som et voldeligt regime, der diskriminerer minoriteter. I dag er den revolutionære logik, at de gamle kolonimagter skal vende sig mod de såkaldt ‘herboende’ migrantbefolkninger og dermed fremprovokere en indre revolte.

Terrorofrene bruges på sin vis kun som lokkemad for at udløse endnu større hævn-overgreb på og undertrykkelse af den muslimske befolkning. Ja, det lyder lige så tosset og snurretop-paranoidt, som det vitterligt er.

Højrefløjens triumf

Terroristernes eneste, lille og yderst spinkle håb er, at (over-)reaktionerne efter hvert enkelt terrorangreb bliver så voldsom og uproportional brutal, at en tilstrækkelig stor befolkningsgruppe pludselig kan mobiliseres til modstandskamp. Men også dét er komplet mislykkedes, både for datidens Rote Armee Fraktion og for tidens jihadist-fascister fra Europa, Mellemøsten, Nordafrika og Centralasien. Terroren har vist sig at være politisk impotent. Magtesløs.

Overvågningen af almindelige borgere er ganske vist blevet skruet gevaldigt op, og basale borgerrettigheder er under pres. Terrorangreb bliver mere eller mindre berettiget brugt som anledninger til at slække på demokratiske og retsstatslige principper. Den permanente undtagelsestilstand er indført på udvalgte områder. Hævngerrigheden er sat fri, men trods alt ikke ukontrollabelt.

Herhjemme har de løbende terrorpakker undermineret grundlæggende retsgarantier, f.eks. når det gælder retskendelser og reel parlamentarisk kontrol med efterretningstjenesternes udvidede beføjelser. Men hvis terroristerne skulle have håbet på en modreaktion mod alle disse retspolitiske stramninger, synes de at have forregnet sig i stor skala. Og misforstået det åbne samfunds styrke. Modsat terrorismens revolutionslogik vinder terror-pakkerne nemlig større og større legitimitet, for hver gang sagesløse mennesker bliver dræbt i gaderne.

De konstante terrorangreb har dog én næsten bombesikker effekt: De yderste højrefløjspartier går frem i meningsmålingerne. Fremgangen for Sverigedemokraterna er således et forventelig resultat af lastbilterroren i Drottninggatan. Partiet står til 27,2 procent. Efter angrebet i Krudttønden og ved synagogen i Krystalgade i 2015 gik Dansk Folkeparti også frem i meningsmålingerne. En solid fremgang, der kulminerede få måneder senere ved folketingsvalget, hvor Dansk Folkeparti fik 21,1 procent af stemmerne.

De blødes nederlag

Selv efter tragedien på øen Utøya, hvor 67 børn og unge blev henrettet i 2011 – og hvor Norges socialdemokratiske statsminister Jens Stoltenberg kortvarigt oplevede massiv vælgeropbakning med 94 procent af vælgerne bag ham – vandt Høyre og Fremskrittspartiet det efterfølgende valg. Frygten kunne ikke holdes nede. Angst er altid en vindersag for højrefløjen.

Hver gang i nyere tid et terrorangreb har sat dagsordenen forud for et valg her i Norden, har de siddende socialdemokratiske statsministre tabt: Poul Nyrup Rasmussen i 2001, Jens Stoltenberg i 2013 og Helle Thorning-Schmidt i 2015. Sveriges socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven risikerer samme skæbne ved næste valg 9. september 2018. Ensomme terrorister kan tilsyneladende vippe socialdemokratiske statsministre af taburetten. Egenhændigt. Og skubbe det politiske landskab mod højre.

Et nærmere blik på meningsmålinger og valgresultater viser dog, at effekten ikke nødvendigvis er så overrumplende og entydig. Her i Danmark toppede Dansk Folkeparti med de højeste målinger lige efter terrorangrebet i februar 2015 og faldt rent faktisk frem mod selve folketingsvalget, og på samme måde gik Fremskrittspartiet markant tilbage i Norge ved Stortingsvalget i 2013. Og der er mildest talt en verden til forskel mellem på den ene side den døgnaktuelle opbakning til Sverigedemokraterna og så på den anden side at opnå et tilsvarende højt valgresultat ved næste efterårs Riksdagsvalg.

Så selv denne lillebitte og fortænkte effekt – at styrke den yderste højrefløj gennem terrorangreb, og derigennem håbe på autoritære overgreb og chikane mod migrantgrupper, som til sidst bryder sammen og derfor revolterer sammen med de kriminelle jihadister – synes langt, langt væk i Skandinavien og Tyskland.

De rød-grønne, humanisterne og de socialt progressive taber ganske vist, terrorangreb for terrorangreb, men indtil videre kun fordi højrefløjen og centrum-højre formår at opnå større og bredere opbakning til en yderligere strammerkurs, der ikke på nogen måder udløser revolutionære tilstande i indvandrermiljøerne, kun social isolation og kulturel selvforagt.

Terroristernes eneste mulige sejr er, at de til enhver tid kan knuse ‘venstrefløjen’, fordi eksistentielt frygtsomme vælger stemmer til højre. Men selv i de mest ekstreme tilfælde, hvor desperadoernes massedrab bliver timet i forhold til valg og dermed får direkte politisk indflydelse, kommer terrorlogikken til kort. Borgerlige regeringschefer som Erna Solberg i Norge og Angela Merkel i Tyskland – og Sveriges muligt kommende statsminister Anna Kinberg Batra – bøjer ikke af for vold, vrøvl og vrangforestillinger.

Terroristerne hjælper partier som Sverigedemokraterna, Dansk Folkeparti, Fremskrittspartiet og Alternative für Deutschland. Ved de næste terrorangreb vil vælgerne også rykke endnu et skridt mod højre. Men Daesh-sympatisørerne er mindst lige så naive som RAF-voldsromantikerne i sin tid, hvis de tror, at Nordeuropa vil forandres afgørende af den grund. Revolutionen er aflyst på grund af regnvejr. I stedet lægger folk blomster på politibilerne i Stockholm.