Nyhedsanalysen

Kandidat Macron – en omvandrende selvmodsigelse

Emmanuel Macron vil være Frankrigs næste præsident – og det ser ud til, at det kan lade sig gøre. Men han er langt fra nogen almindelig præsidentkandidat. Han er i det hele taget langt fra at være noget almindeligt menneske. I løbet af sine blot 39 år har han opnået mere, end de fleste kunne drømme om i et helt liv. I føljetonen Macron, som begynder i dag, forsøger Andreas Terp at forstå manden gennem, hvad der synes at være hans eneste fikspunkt: filosofien.

Emmanuel Macron, head of the political movement En Marche ! ( Onwards !) and candidate for the 2017 presidential election, sits in his car during a campaign visit in Bagneres de Bigorre, France, April 12, 2017. REUTERS/Eric Feferberg/Pool

De hvide tænder skinner i trikolorens farver, som oplyser det lille podium midt i den store kongressal i Paris. Den lave mumlen er blevet erstattet af et brøl fra publikum, fordi tændernes ejermand netop har indtaget scenen og lader sig hylde af tilhørerne med armene i vejret. Som Emmanuel Macron står der badet i de franske farver, fremstår han næsten som en af fordums revolutionære helte. Med sit charmerende smil, sine venlige øjne og knyttede næver ligner han en figur fra musicalen Les Misérables, der er på nippet til at bryde ud i en sang om revolution. Og det er ikke helt langt fra virkeligheden.

Emmanuel Macron ved et valgmøde i april. Foto: Scanpix / AFP / Eric Feferberg

Emmanuel Macron vil være præsident i Frankrig. Men han er langt fra nogen almindelig præsidentkandidat. Han er langt fra noget almindeligt menneske. I løbet af sine kun 39 år har han opnået mere, end de fleste kunne drømme om i et helt liv. Som teenager mødte han sit livs store kærlighed og stak af hjemmefra. Hun var i øvrigt hans skolelærer og 24 år ældre end ham. Han har vundet priser som pianist på musikkonservatoriet. Været et lovende skuespillertalent. Tjent millioner i bankverden. Været magtfuld økonomiminister i premierminister Manuel Valls’ socialdemokratiske regering. Han er tillige uddannet filosof og har været assistent for Paul Ricæur, en af Frankrigs største nulevende filosoffer.

Og nu vil han altså være præsident. En præsident uden noget egentligt parti og uden noget egentligt politisk program. Ridende på bølgen af sin nystiftede ’bevægelse’ er Macron pludselig blevet favorit i kapløbet om af blive Frankrigs mest magtfulde mand. En Marche!, hedder bevægelsen – altså fremad eller på vej. Alle kommentatorer havde på forhånd dømt både ham og hans bevægelse ude, men med sit karismatiske smil, sine store talegaver og sin bastard af en bog/selvbiografi/politisk program kaldet Révolution charmerede han franskmændene uden at have givet dem egentlige konkrete politiske løfter. Tiden synes ikke at være til konkret politik. Tiden synes at være til visioner – til revolution.

Omvandrende selvmodsigelse

Hvis 2016 overhovedet lærte os noget, så var det nok, at vi ikke skal forvente det politisk forventelige. De store etablerede partier har det svært overalt i Vesten – også i Frankrig. Det franske socialdemokrati ligger i ruiner efter en hård regeringsperiode, og det liberale centrum-højreparti Les Republicains står til et skrækkeligt valg oven på en række skandaler, der har ramt deres kandidat François Fillon. Muligheden for at et af ‘de gamle partier’ løber med sejren i Frankrig, synes forsvindende lille.

Men hvor 2016 var højrenationalismens år og henlagde centrum-venstrefløjen som en døende patient på sygehusgangen, har 2017 og Macron tændt for respiratoren igen. Det var ellers ikke givet. De progressive kræfter i Europa har længe frygtet, at det ville blive den ’franske Trump’ i form af Marine Le Pen, der skulle udfylde vakuummet efter de etablerede partier. Trump, Brexit, Le Pen – fuld plade til højrefløjen!

Emmanuel Macron. ”Hvordan skal man forstå sådan en mand?” Foto: Scanpix / Reuters /Regis Duvignau

Det er bestemt stadig en mulighed. Med terror og masseindvandring i Europa står Le Pen stærkt. Alligevel har den progressive jubeleuropæer Macron overhalet den højreorienterede jernkvinde indenom. Skal man tro meningsmålingerne (og det skal man jo måske ikke i disse tider), så bliver det Le Pens unge modsætning, der snart kan indtage det franske præsidentpalæ.

Macron er en omvandrende selvmodsigelse. Han siger, at han er venstreorienteret, men samtidig er han fortaler for en liberal pengepolitik. Han kalder sig selv politisk uprøvet og taler mod eliten, men har samtidig selv været højtstående minister og er barn af to velhavende læger. Han er en stenrig tidligere investeringsbankmand, men vil styrke fundamentet under de fattigste franskmænd.

Hvordan skal man forstå sådan en mand? Det eneste fikspunkt hos Macron synes at være filosofien. Uanset hvad han har foretaget sig, har han insisteret på at give plads til de store tanker. Og så er det måske alligevel ikke så mærkeligt med de mange selvmodsigelser. Omdrejningspunktet i det speciale i filosofi, som han skrev ved Université Nanterre Paris, var filosoffen Georg Wilhelm Friedrich Hegel. Hegel, der mente, at det netop er modsigelser, dialektikken, der driver historien frem. Måske er det også modsætningerne, der driver Macron?

Vi må altså gribe til filosofien for at forstå den unge præsidentkandidat. Filosofien er Macrons udgangspunkt og det er udgangspunktet for den kommende uges føljeton. Macrons modsætninger har alle grobund i forskellige filosofiske systemer, og kan vi forstå dem, kan vi måske også forstå ham. Dermed kan vi bringe os et skridt nærmere den mand, som med filosofien i baglommen har sat sig for at redde Europa mod nationalismens grimme ansigt. Manden med de hvide tænder på podiet i Paris. Manden, der kan blive Europas første filosofkonge.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12